28. november 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Det hvide papirs magt

Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989 er et konstant referencepunkt i mediernes dækning af den utilfredshed, som flere og flere kinesere giver udtryk for i disse dage. I weekenden kogte frustrationerne over regeringens Covid-19-politik atter over, og der meldtes om protester i en række kinesiske byer. Demonstrationerne var relativt små – […]

Kære læser

Se hvad far har bygget!

Der er ikke noget som “tag dit barn med på arbejde“-dag. Særligt ikke når man er diktator i et hermetisk lukket land, og således selv kan bestemme, hvad arbejdet består i. Alle muligheder står åbne for virkelig at imponere sin datter; for at vise, hvor mange spændende ting man laver, og hvor respekteret og elsket […]

Det bedste vi har set

100 år i VM-bolde

Weekendavisen har lavet et smukt overblik over de officielle VM-bolde, fra 1930’s lidt flade T-Model til 2022’s Al-Rihla, som er den dyreste VM-bold nogensinde. Overblikket minder om en Youtube-video, hvor en person har taget et billede af sig selv hver dag i et år og så klippet det sammen. Man ved ikke helt, hvad man skal bruge det til, men det er alligevel ret fascinerende, men som avisen selv skriver: “Det er håndværk og teknologisk udvikling set over et helt århundrede.“

Økonomi har et #MeToo-problem

For fem år siden ramte den første #MeToo-“bølge“ den økonomiske disciplin, og nu står kvinder igen frem og fortæller om misogyni og overgreb i professionen. Det er ikke kun et problem i sig selv, men faktisk noget, der rammer os alle sammen. Den måde, vi forstår økonomi på, bygger nemlig på en række antagelser om mennesker og verden, og hvis de antagelser er misogyne, så bliver økonomien det nok også. The Atlantic har talt med amerikanske kvindelige økonomer om deres oplevelser på arbejdet, og konsekvenserne for hele det økonomiske system.

Chokoladeeskapade

I Europa er vi de største forbrugere af chokolade i verden, men vores chokoladebarer kommer desværre med en grim bismag. De fleste kakaobønner dyrkes nemlig af fattige bønder i Vestafrika, høstes af børnearbejdere, ofte på områder, hvor der før har været skov. På klassisk EU-manér forsøger unionen nu at regulere sig ud af problemet, men udfordres af den såkaldte “Big chocolate“-industri. For hvem har egentlig ansvaret for, at chokoladebaren bliver etisk forsvarlig – dem, der spiser den eller dem, der laver den? Politico undersøger sagen.

Spisesedlen

Ukraine forbereder sig på kommende angreb. Det meddelte den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij i sin ugentlige tale søndag aften. Trods tegn på en russisk tilbagetrækning fra atomkraftværket i Zaporizjzja, forårsagede sidste uges russiske angreb den hidtil største ødelæggelse af landets kritiske infrastruktur. Flere millioner ukrainere er nu uden varme, vand og el.

Danskerne er uvidende om øget kræftrisiko ved alkoholindtag. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Kræftens Bekæmpelse. Ifølge undersøgelsen er fire ud af fem danskere uvidende om, at alkohol kan medføre kræft. Hvert år får 1.100 danskere konstateret kræft som følge af deres alkoholindtag. “De fleste ved godt, at alkohol i meget store mængder er skadeligt, men få ved, at risikoen for kræft stiger allerede ved et forbrug på omkring én genstand om dagen,“ udtaler projektchef Peter Dalum.

Terroristgruppe angriber hotel i Somalia. Gruppen Al-Shabaab, som har tilknytning til Al-Qaeda, har taget ansvar for angrebet på et hotel i landets hovedstad, Mogadishu. Hotellet Villa Rose er kendt for at blive frekventeret af ministre og regeringsansatte og har været under belejring siden søndag. Mindst fire personer meldes dræbt.

SAS står foran potentiel ny strejke. Det sker, hvis ikke det skandinaviske flyselskab får landet en aftale med den norske fagforening Kabinansattes Forbund, som har 500 medlemmer. Som del i genopretningsplanen SAS Forward skal flyselskabet finde besparelser på 7,5 mia. svenske kroner, der bl.a. skal findes i lønbesparelser. Parterne mødes mandag.

Italien indfører undtagelsestilstand på øen Ischia efter jordskred. Et massivt jordskred ramte lørdag den lille by Casamicciola Terme som følge af massivt regnvejr. Jordskredet meldes at have jævnet ét hus ved jorden og ødelagt dusinvis af andre. På nuværende tidspunkt meldes der om syv dræbte. Årevis af ulovligt byggeri i byen mistænkes at have en rolle i de voldsomme ødelæggelser.

Et sidste ord

Findes der noget bedre end en god historie, om hvordan man mødte hinanden?

Vi griber dig igen i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12