28. januar 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Fifas grådige selvmål

Hvordan bortforklarer man bedst sin egen grådighed? Jo, hvis man er verdens rigeste mand, kan man bare sige noget med, at man vil bruge pengene på at ”redde”  menneskeheden via rumfart og Mars-kolonier. Har man som Apple haft sit mest indbringende regnskabskvartal nogensinde, henvises der bare til alle de fede telefoner, folk har fået mellem […]

Kære læser

Woke Disney Studios

Med sine live action-indspilninger af gamle klassikere som Mulan og Løvernes Konge, synes Disney at have fundet en oplagt guldåre. De højtelskede tegnefilm får et nyt og glosset fernis i hænderne på levende skuespillere, plottet stives af og en biografsællert er født. Det kunne ligne en idiotsikker forretningsmodel – og det er det sådan set […]

Det bedste vi har set

Kattedamen fra Damaskus

I 2009 adopterede journalisten Rasha Elass sine to katte Pumpkin og Gremlin i Abu Dhabi. Kort efter flyttede hun tilbage til sin fødeby Damaskus, hvor det Arabiske Forår brød ud i 2010. Morterbomberne begyndte at flyve, og mens Elass dækkede krigen som journalist, blev kattene det næreste, hun havde at knytte sig til. Det har hun skrevet et læseværdigt essay om. Uanset om man er kattemenneske eller ej (essayet handler godt nok meget om katte), fortæller Elass originalt og kærligt om forholdet mellem mennesker og dyr – og om at finde stabilitet i en ustabil tilværelse.

Den synlige tale

Den amerikanske forfatter og supersprognørd Pricilla Long har skrevet essay om skrift. Det er både poetisk, eftertænksomt og ovenikøbet alfabetisk. Long reflekterer over skriftens udvikling; fra den sumeriske kileskrift der nedfældede Gilgamesh til kontorlandskabets computertastatur. Undervejs runder hun både skriftens guder, teologen Hieronymus og borgerrettighedsforkæmperen Malcolm X – og spørger, hvad der egentligt blev af ordet ”Yesternight”.

Kørt i sænk

Plug-in hybridbiler er blevet markedsført som grønne løsninger. Det er de bare ikke. EU har allerede sortstemplet hybriderne, men nu har vi også danske tal på problemet. Som en ny undersøgelse foretaget af Cowi for Vejdirektoratet viser, udleder bilerne langt mere CO2, end de må, hvis de skal betragtes som lavemissionsbiler. Ingeniørens specialmedie MobilityTech udlægger resultaterne så tørt og kontant, som kun et ingeniørskrift kan gøre det. Måske bør man lige genoverveje de der skatterabatter til hybridbilerne?

Spisesedlen

Danmark trækker soldater ud af Mali. Det beslutter regeringen efter konsultation med Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget. Afgørelsen falder, efter den maliske regering har beskyldt Danmark for at være til stede i landet uden forudgående aftale og uden at overholde de nødvendige protokoller. ”Desværre er det et spil, vi ser, fordi de ikke ønsker en hurtig plan tilbage til demokrati”, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Joe Biden vil udpege den første sorte kvinde som ny højesteretsdommer. Det bekræftede den amerikanske præsident torsdag i en tale ved markeringen af højesteretsdommeren Stephen Breyers fratrædelse. Hvem den nye dommer bliver er endnu ikke afgjort, men beslutningen vil blive annonceret i slutningen af februar. Kandidaten udpeges af præsidenten og skal derefter godkendes af senatet.

Honduras får sin første kvindelige præsident. På et fyldt fodboldstadium aflagde den venstreorienterede politiker Xiomara Castro torsdag ed og blev dermed Honduras næste præsident. I sin indsættelsestale adresserede hun bl.a. landets massive gældsproblem. Til stede var USA’s vicepræsident Kamala Harris, som lover at samarbejde med Castro om korruptionsproblemer og landets økonomiske udvikling.

Australien afsætter milliardbeløb til beskyttelse af koralrev. Den australske regering har afsat godt 4,7 mia. kr. til bevarelsen af verdens største koralrev, Great Barrier Reef. Pengene skal bl.a. gå til at formindske forurening og bekæmpe ulovligt fiskeri. Forskere understreger dog, at bidraget ikke hjælper væsentligt på den klimatrussel, koralrevet står overfor.

Regeringen nedsætter kommission for “den glemte kvindekamp”. Det oplyste Udlændinge- og Integrationsministeriet torsdag i en pressemeddelelse. Kommissionen skal komme med anbefalinger til, ”hvordan piger og kvinder fra indvandrermiljøer bedre kan understøttes i og få mulighed for at bestemme over eget liv”, lyder det i kommissoriet. Anbefalingerne forventes at være klar i begyndelsen af 2023.

Et sidste ord

Det er desværre nok kun københavnerne, der vil forstå den her, men seriøst. Læg så den fastelavnsbolle.

God weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12