28. december 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Doktor Ove

Krisen består i, at det gamle ikke vil dø, og det nye ikke kan fødes; i den mellemliggende periode optræder der en mængde morbide symptomer.   Påmindelsen om den italienske forfatter og marxist Antonio Gramscis beskrivelse af den politiske krise i Fængselsoptegnelser kan vi ikke tage æren for. Den sender vi straks videre til ophavsmanden til […]

Kære læser

Thomas Mann: Dekadencemennesket

For 82 år siden gav den tyske forfatter Thomas Mann sig til at sende radio til de tyske lyttere! (Deutsche Hörer!) fra sit asyl i Amerika. 58 radiotaler opstod, da BBC foreslog Mann at tale til de tyskere, der fandt ud af at stille sig ind på bølgelængden fra 1940-45.

Talerne er en forfatters vidnesbyrd om krigen, men de tilhører også krigens virkelighed. Eller som Thomas Manns forlag Fischer Verlag skriver: “… de er et enestående tidsdokument, der til trods for alle forfatterens subjektive udsagn gør den tyske krigshverdag forståelig for os.“ I dagene mellem jul og nytår bringer Føljeton et udvalg af dem.

Det bedste vi har set

Sagsøgt for et meme

Ifølge technyhedsbrevet The Hustle ser den gennemsnitlige millennial på et sted mellem 20 og 30 memes om dagen. Det lyder højt, men det er ikke pointen her: Der eksisterer åbenbart et memeparadoks, idet billederne både er lukrativ forretning, men også er afhængige af at blive kopieret kvit og frit for at overleve. Det betyder altså, at memes befinder sig i en juridisk gråzone, hvor idémageren måske har eneret, men sjældent vælger at gøre brug af den – for eksempel ved at lægge sag an. Hvorfor skulle man så det? Jo, måske bliver du selv ufrivilligt en del af et en dag.

Mennesket mod maskinen

“Mine bekymringer er, om en maskine – en AI – kan gøre det lige så godt eller bedre end jeg, for så bliver jeg jo arbejdsløs,“ siger illustrator Louise Sylvester. “Du skal ikke være bange, for det er faktisk bare en hjælper. Du har nu ansat dine egne nisser, der kan sidde her og hjælpe dig,“ mener Gert K. Nielsen, der er grafisk designer. I en tid, hvor kunstig intelligens i alle mulige variationer stormer frem, har Journalisten sat henholdvis ovennævnte illustrator og grafisk designer samt en praktikant, der udelukkende benytter sig af AI, til at løse forskellige kunstneriske opgaver. Hvem mon vinder? Bedøm selv.

Prøv selv efter

Prøv selv efter

Hvis du får 5.000 kr. stukket i hånden i guldmønter og spiller plat og krone mod 1.000 mennesker (ret kedeligt i længden), vil du måske forvente, at dine tab og gevinster på et eller tidspunkt vil udligne sig. Men det gør de ikke. Matematikere kan ud fra pengenes logik bevise, at selve vores økonomi er designet til, at de rigeste bliver rigere.

Spisesedlen

Antallet af dræbte civile i krigen i Ukraine er betydeligt højere end hidtil troet. Det udtaler sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) tirsdag. Indtil videre har 6.884 civile mistet livet under Ruslands invasion af Ukraine – hvoraf 429 er børn. Tallet forventes dog at være markant højere, da der er både forsinket og mangelfuld data i konfliktområderne.

FN’s Sikkerhedsråd fordømmer Taliban. Beslutningen om at forbyde kvinder fra landets universiteter og gymnasier “repræsenterer en stigende udhuling af respekten for menneskerettigheder og fundamentale friheder“, skriver de 15 medlemslande i FN’s Sikkerhedsråd i en samlet erklæring. FN’s generalsekretær António Guterres kalder forbuddet “uberettigede menneskerettighedskrænkelser“.

Antallet af børn med forældre på kontanthjælp er på sit laveste i 22 år. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det skyldes primært den markant stigende beskæftigelse. I sommer var det kun 35.000 børn, hvis mindst én af de voksne i husstanden var på kontanthjælp. Det er en halvering på fem år. Flere økonomer spår dog en økonomisk krise i 2023, hvor den høje beskæftigelse ventes at falde.

Rekordmeget ulovligt fyrværkeri beslaglagt. Toldstyrelsen har foreløbigt i år konfiskeret 1,7 tons ulovligt fyrværkeri, som er forsøgt smuglet ind i Danmark. Opgørelsen er lavet fra d. 1. januar til d. 26. december 2022. Mængden af det beslaglagte, ulovlige fyrværkeri er femdoblet siden 2018 og er den største nogensinde.

Tesla-aktiekrak forværres. Elbilproducentens aktier faldt tirsdag til det hidtil laveste i to år, efter den stod i 109.1o amerikanske dollars – cirka 762 kr. – da børsen i New York lukkede tirsdag. Det er et fald på 73 pct. fra da aktien var på sit højeste i november 2021. Det sker, efter nyhedsmediet Reuters kunne berette, at Tesla planlægger at mindske produktionen på en fabrik i Shanghai.

Et sidste ord

Vi siger ikke, at det er sådan Føljeton bliver til i juleferien. Vi siger bare, at dit yndlingsnyhedsbrev er tilbage i morgen.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12