27. oktober 2016

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Mænd i den fødedygtige alder – foren jer

Åh Gud. Vi skal til det igen. Det kan sagtens være, at din selvforståelse som dansker er en anden, men Danmark sakker længere og længere bagud, når det kommer til faktuel ligestilling mellem kønnene. Det viser den årlige ligestillingsrapport fra World Economic Forum (WEF), der blev offentliggjort i går. Når det kommer til ligestilling inden for uddannelse, sundhed, […]

Det bedste vi har set

Phil Collins disser Paul McCartney

Det er torsdag, og så er det vel okay med lidt sladder fra de alderstegnes rækker – særligt når det drejer sig om en trommeslager og en guitarist. Det er Phil Collins, der har udtalt sig lidt om Paul McCartney, og det er sidstnævnte blevet irriteret over. Men hvad har Collins sagt? Bare det her: ”Han har sådan en ting, når han taler med en, hvor han får dig til at føle… [her taler Collins med en nedladende liverpool-dialekt] ‘Jeg ved, at det må være rigtig hårdt for dig, at jeg er en beatle. Jeg er Paul McCartney, og det må være rigtig svært for dig at føre en samtale med mig.” Læs, læs – dejlig letbenet.

Kunsten at kondolere

”Den største sorg i verden her/ er dog at miste den, man har kjer,” skriver Blicher som bekendt i ‘Hosekræmmeren’, men det er sgu heller ikke altid let at sige det rigtige, når man står og skal kondolere en person i stor sorg. Det handler Bruce Feilers nye bog blandt andet om, og her giver han i punktform en introduktion til kunsten at kondolere. 

Rusland er bedst for russere

Danskere er uhumske, de spiser gulerødder med skræl, stiller maden på jorden, når de holder picnic, og kvinderne har uredt hår og går i farvede gummisko. Det er den russiske skribent Tatjana Lukasjenkos analyse efter at have levet fem ufrivillige år i Danmark på grund af sin mands arbejde, og det har hun skrevet om i en af moderlandets største netaviser, Gaseta. Hun har også bidt mærke i, at det ikke er velset at bruge mange penge på de danske børn, de skal helst have brugte møbler og legetøj. Og særligt kvinderne har en chokerende dårlig hygiejne, bemærker Lukasjenko: ”Overalt går folk i snavset, krøllet og laset tøj. Kvinderne gør intet ud af sig selv.”

Hun vurderer, at danskerne kan være kritiske over for Rusland, og det skyldes måske propaganda: ”i busserne vises filmklip om Rusland med negative undertoner,” skriver hun.

I teksten kommer hun frem til en ”entydig konklusion”:

”For russere er det bedre at bo i Rusland – at elske og ære det, man har.”

Og så lige en smule valg

Og sådan kom vi næsten igennem dagen uden at komme ind på det amerikanske valg, men vi kan nu ikke lade være lige at give dig denne indrømmelse fra Hillary, der næsten tilstår at have stjålet sin tøjstil fra store hip-hop-stjerner, og denne fine reportage fra Trump Tower.

Spisesedlen

To tredjedele af jordens dyr kan være uddøde i 2020. Ifølge en ny alarmerende rapport faldt dyrebestanden med 58 procent mellem 1970 og 2012, og i 2020 kan tabet nå op på 67 procent. Det gælder både dyr til lands, til vands og i luften. Forskerne bag undersøgelsen vurderer, at jagt, forurening og ødelæggelse af naturområder er årsagerne. I sidste ende kan de smadrede økosystemer true menneskeracens liv, advarer forskerne.

En million civile er stadig fanget i Mosul. Ifølge Al Jazeeras oplysninger er 1.000 mennesker blevet evakueret fra landsbyer nær Mosul, som irakiske regeringsstyrker sammen med irakisk-kurdiske peshmerga-soldater siden forrige mandag har kæmpet for at få kontrollen over. Mosul er ISIS sidste store bybastion.

Så blev det LA og De Konservatives tur. De to partier har også brugt EU-midler på aktiviteter, der ikke har noget med EU at gøre. Europa-nævnet, der fører tilsyn med støttemidlerne, har bedt Liberal Alliance om at tilbagebetale 60.000 kroner for et debatarrangement om licens og public service på Folkemødet. De Konservative må slippe 27.000, der ifølge sagens papirer er gået til sysler som ”planlægning/ansøgning” samt ”løbende korrespondance og opfølgning”.

Tesla har for første gang sorte tal på bundlinjen og har samtidig sendt et rekordstort antal biler på vejene. Efter i årevis at have lidt milliardtab kom det som lidt af en overraskelse, at teknologifirmaet allerede har skabt overskud i 2016. Aktierne banker i vejret.

Inger Støjberg kritiserer Langeland Kommune for at hemmeligholde mistanke om seksuelle overgreb på asylcenter. Et børnecenter i Tullebølle på Langeland bliver lukket på baggrund af mistanke om, at to kvindelige ansatte har seksuelt krænket en eller flere af drengene på asylcenteret. Mistanken er flere måneder gammel, men Udlændingestyrelsen og Integrationsministeriet fik det først at vide lørdag. Det får Inger Støjberg til at rette kritik mod Langeland Kommune:

”Seksuelle overgreb på sådan et center burde Langelands Kommune straks have informeret mig om,” siger hun til DR.

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12