27. februar 2023
Kære læser
Forestil dig, at du er nonne. Du er nonne i buddhistisk sekt i Nepal. Så langt tilbage skriftkloge kønsbevidste buddhister kan erindre, er kvinder, som har stræbt efter at praktisere den buddhistiske lære på lige fod med mandlige munke, blevet trådt under fode, som det hedder i fagforeningsjargon. Nonnerne var ikke værdige til at deltage […]
Kære læser
Når EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og den britiske premierminister Rishi Sunak mandag mødes i Berkshire vest for London, hvor kong Charles’ Windsor-slot ligger, forventes det at være kulminationen på flere års strandede forhandlinger om Nordirland-protokollen. De knudrede snakke, om hvordan man skal sikre en glidende overgang for varer og dermed en blød grænse mellem […]
Det bedste vi har set
Et kollektivt handlingsproblem
Danmark er det land i EU med det næsthøjeste CO2-aftryk per indbygger. Omkring 11 ton udleder den enkelte dansker i gennemsnit. Til gengæld har danskerne stor bevidsthed om klimakrisen. Men hvorfor er der så langt fra tanke til handling? “Som Sartre også sagde: Mennesket er en mærkelig race. Det foretrækker langvarig lidelse frem for intens smerte efterfulgt af forbedrede livsvilkår, også kaldet transformation. Vi holder fast i det kendte, selv om det er dårligt for os, frem for at give slip og håbe på noget bedre,” forklarer forsker Maria Toft i denne artikel i Information.
Verdens værste job
Hvad er det værste job i verden? Et rimelig godt bud blev i sidste uge slået op af et kunster-par i New York. De søgte en ‘Executive/Personal Assistant’, som ellers lyder meget harmløst. Men også meget bredt, fordi det i jobopslaget står det beskrevet, at man som assistent skal pakke parrets kufferter, når de skal ud at rejse, passe haven på tagterrassen og have styr på hvordan man passer en hund. Man skal iøvrigt have en fireårig-uddannelse bag sig bare for at komme i betragtning. Ovre hos The New York Times skriver de, at der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt jobopslaget er et kunstværk i sig selv.
Statsracisme?
I denne artikel fra Altinget fortæller 18-årige Nadia om en meddelelse i hendes e-Boks, som gjorde hende statsløs. Det skete som resultat af en myndighedsfejl. Advokat Bjørn Dilou Jacobsen fortæller også, hvordan det tilbagetrukne statsborgerskab kan være et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I hans advokatfirma oplevede de, at klienter fra kristne lande fik dispensation for deres mistede statsborgerskab. Men det fik Nadia ikke – måske på grund af hendes forældres oprindelse fra et muslimsk land.
Spisesedlen
1.943 personer forlod Forsvaret i 2022. Det viser nye tal fra Forsvarsministeriets personalestyrelse. Det er det højeste antal, siden man begyndte at føre statistik i 2010. Hæren mangler at besætte en femtedel af sine stillinger for at være fuldtallig. De tre største fagforeninger inden for Forsvaret udtrykker bekymring over personalemanglen og det stigende pres på de soldater, der er tilbage.
Mexicos befolkning demonstrerer mod ny valgreform. Flere end 100.000 mexicanere demonstrerede søndag, efter regeringen i sidste uge besluttede at skære i det nationale valginstituts budget og personale. Ifølge præsident Andrés Manuel López Obrador er der tale om en millionbesparelse og en forbedring af valgsystemet, men rettighedsgrupper mener, at reformen truer landets demokrati.
Sprængninger på Nord Stream 1 og 2 medførte alvorlig forurening i Østersøen. Det konkluderer en gruppe af danske, polske og tyske forskere i en videnskabelig undersøgelse. Eksplosionerne, der fandt sted d. 26. september 2022 ud for Bornholm, frigjorde 250.000 tons forurenet havbund, mens chokbølgen kan have påvirket Østersøens truede bestand af marsvin.
Mindst 62 mennesker har mistet livet i bådforlis. En båd, der for flere dage siden forlod Tyrkiet med flygtninge fra bl.a. Afghanistan og Iran om bord, sank søndag ud for den syditalienske region Calabriens østkyst. Ifølge den italienske kystvagt er der 80 overlevende. Italien er den seneste tid beskyldt for at forhindre redningsbåde i at lægge til land og omdirigere dem på havet, til de løber tør for brændstof.
Repræsentanter fra Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre enige om samarbejde. Det vil forebygge voldelige sammenstød, fremgår det af en fælles erklæring søndag eftermiddag. Erklæringen er udfaldet af et sjældent møde mellem parterne. Mødet havde til formål at deeskalere situationen mellem Israel og Palæstina forud for ramadanen, der begynder i marts.
Et sidste ord
Bare rolig, vi laver ikke om på noget lige foreløbig.
God mandag!