27. februar 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Manderoller 2021 – en øvelse i empati

Det har været en hård uge, så vi slutter i det eksistentielle hjørne. Siden mandag har mangen en mand rundt om på kloden trådt i spinaten, gjort i nælderne. Hvad er problemet? Der er mange problemer. Et af dem kan være en begrænset evne til at sætte sig i andres sted. Gælder dette karakteristika kun […]

Kære læser

Coronatræthed skal bekæmpes med håb

Det er næsten for godt til at være sandt: En ny undersøgelse fra det danskbaserede coronaforskningsprojekt HOPE viser, at håb er mere effektivt end frygt, når folk skal motiveres i indsatsen mod COVID-19. ”Psykologisk har research af sundhedsadfærd før pandemien bidraget med tiltagende beviser for, at frygt (fx frygten for at et hospitalssystem vil kollapse) […]

Det bedste vi har set

Fiskekapital 

Fiskekapital 

”Men Lars Juul viste også et billede af en særligt flot fisk, omtrent otte kilo, og spurgte, om andre end han selv havde forsøgt at analysere billedet og dermed finde pladsen? Næsten alle hænder røg i vejret. Latteren slog som en bølge over selskabet, fordi vi alle blev afsløret i en anden særlig disciplin for lystfiskere. At aflure alle de andres hemmeligheder”. Forrygende tekst fra Dansk Sportsfiskerforbunds medlemsblad Sportsfiskeren om lystfiskeri, hemmelige fiskepladser og den franske sociolog Pierre Bourdieu.

Hverdagens superhelte

Hverdagens superhelte

Dokumentarist Alexander Stockton har fået to intensivsygeplejersker på et hospital i Phoenix, USA, til at bære et kamera, mens de behandler dødeligt syge COVID-19-patienter. Det er der kommet en chokerende, 15-minutter lang dokumentar ud af, der viser pandemiens konsekvenser bag lukkede døre. Og det er selvsagt ikke for sarte sjæle.

+ Nu vi er ved rystende dokumentarer, der kan ses kvit og frit på YouTube: Den små-legendariske BBC-dokumentarist Adam Curtis har produceret en ny film i tre dele, der sætter individualismens tidsalder under lup. Den er lidt rodet, men også ret tankevækkende.

At tale er at tabe 

At tale er at tabe 

Tavshed er guld – og det gælder ikke mindst på møder, der bliver ved med at trække i langdrag. Smuk tekst ovre hos Medium om mødets tavse typer: ”Møder har lært mig én værdifuld lektion: se på de stille mennesker […] De siger ikke noget. Du kan deltage i ti møder i træk og aldrig høre dem sige noget. Deres ord er et privilegium reserveret til den royale familie. Du opdager, at du er ved at dø af længsel efter at høre, hvad de har at sige. De opfører sig som fluen på væggen. Og for hvert møde der går, bliver de klogere ved slet ikke at sige noget”.

Spisesedlen

Flere hundrede tusinde demonstranter mødtes mandag i Myanmars største byer for at fortsætte protesterne mod landets nylige militærkup. Det skete på trods af militærjuntaens forudgående advarsler om, at nye protester kan komme til at koste demonstranterne livet. To demonstranter var om lørdagen blevet dræbt af politiet, men protesterne mandag forløb fredeligt.

Et bredt flertal i Folketinget stemte tirsdag den nye, omdiskuterede epidemilov igennem. Loven er blevet kritiseret for at give regeringen vidtrækkende beføjelser i kampen mod smitsomme sygdomme. Blandt andet kan sundhedsministeren kræve, at virksomhedsejere udleverer oplysninger om ansatte, ligesom regeringen får hjemmel til at tvinge privatpersoner til at blive undersøgt eller indlagt.

Fra på mandag – den 1. marts – vil udvalgsvarebutikker under 5.000 kvadratmeter igen kunne byde kunder velkomne, alt imens forsamlingsloftet for udendørs foreningsaktiviteter bliver hævet til 25 personer. I Vest- og Nordjylland kan afgangselever i grundskoler og på ungdomsuddannelser komme tilbage til klasselokalerne. Og på Bornholm åbner alle grundskolens klassetrin samt de liberale erhverv. Det stod klart onsdag, da regeringen kunne præsentere en ny, delvis genåbningsaftale.

USA gennemførte torsdag et luftangreb i et område i det østlige Syrien. Området kontrolleres af to iransk-støttede militsgrupper. Ifølge talsmand for det amerikanske forsvarsministerium John Kirby var der tale om et gengældelsesangreb, efter amerikanske styrker i regionen tidligere var blevet beskudt med raketter. Luftangrebet er det første af sin slags, der er blevet godkendt under præsident Joe Bidens ledelse.

Klimarådet fremlagde fredag sin årlige statusrapport over regeringens klimaindsats. Den kontante melding var her, at det går for langsomt med den grønne omstilling. Ifølge rapporten er det ”på nuværende tidspunkt ikke anskueliggjort, at 2030-målet [om 70 pct. CO2-reduktion, red.] nås”. Lars Trier Mogensen skrev om rapporten og klimaminister Dan Jørgensens dumpekarakter i fredagsudgaven af Føljeton.

Et sidste ord

Mange af os trænger snart til en klipning. Men vi trænger næppe lige så meget som fåret Baarack.

God weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12