Ét Kina, én forside

Forleden lagde DR’s asienkorrespondent Philip Khokhar et billede op på Twitter af sit fjernsyn i sit kinesiske hjem. Han havde set en nyhedsudsendelse på CNN, og da skærmen pludselig gik i sort, troede han, at fjernsynet var gået i stykker. Men i virkeligheden var signalet bare blevet afbrudt, fordi en journalist havde stillet den kinesiske leder Xi Jinping et kritisk spørgsmål. I Kina sendes den slags udsendelser altid med et minuts forsinkelse, så man kan nå at gå i sort, hvis der skulle blive sagt noget dårligt om det kinesiske styre. Khokhars fjernsynsafbrydelse siger noget om Kinas greb om pressen. Det kan man også se på dagens aviser i Kina. Alle aviserne har den samme forside med samme historie: Xi Jinping er blevet genvalgt som generalsekretær for det kinesiske kommunistparti.

Suzanne Brøggers trosbekendelse

P1-programmet Tidsånd har fået en række danskere til at skrive nye bud på trosbekendelser. Den altid allermest interessante Suzanne Brøggers bud har det hele. Først er der humor og sandhed i ét: ”livets barn er undfanget af den ubegrænsede kærlighed og ved den moderlige afmagt født af en piv-åben, himmelråbende, godtroende kvinde i uendelig ømhed.” Til slut er der tro, håb og kuldegys: ”Og JA, med al vor passion – godt ude på de 70.000 favne – gør vi det vildeste vovestykke og samler al vores mod i troen på, at livet er stærkere end døden.” Gisp, Brøgger! Vi tror på dig.

Kloge mænd og #MeToo

Den har efterhånden rullet længe – #MeToo-bølgen, hvor primært kvinder deler erfaringer med sexistiske krænkelser og overgreb på de sociale medier. Og hvis man tænker tilbage på #jegharoplevet-bølgen i 2015 eller utallige andre forsøg på at ændre den kultur, som er årsagen til kvindernes oplevelser, kan man godt blive trist. For hvad nytter det egentlig – andet end at vi får ondt i maven af at høre og fortælle om alle de overgreb? Så er det opmuntrende at lytte til forfatter Lars Husum. Først på hans facebookprofil, hvor han reflekterer over en krænkelse, han selv har begået, siden i Deadline sammen med kønsforsker Christian Groes: ”Man skal være utrolig dumstædig som mand, hvis man ikke bliver påvirket, når så mange siger, at de er blevet krænket.” Det nytter, og det skal vi huske nu, når bølgen sikkert snart stilner af for en stund.

+ Hvis man går rundt med en forestilling om, at det billede, #MeToo-bevægelsen tegner, er nyt, kan man godt tro om igen. I 1970’erne gav Vita Andersen stemme til utallige kvinder i digtsamlingen Tryghedsnarkomaner (1977) og novellesamlingen Hold kæft og vær smuk (1978), som havde lignende erfaringer som et dagligdagsvilkår. Bøgerne solgte hundredetusindvis af eksemplarer, og alligevel blev de haglet ned. ”Menstruationslyrik,” kaldte folkedigteren Dan Turéll dem fx uden at mene det som et kompliment. Føljetons Sille Kirketerp Berthelsen har gjort det til sin opgave at reclaime begrebet – og det fortalte hun om i AK 24syv forleden aften: ”De kvinder, der taler i Vita Andersens litteratur, har ikke mulighed for at omstyrte det system, de er fanget i, men de kan tydeliggøre det.” Og det gør de med blod.

Dora the Transformer

Måske skal man helst selv have – eller i hvert fald have et nært forhold til – børn under 10 år for at blive vild over denne nyhed, men Michael Bay, Hollywoods action-blockbuster-instruktør nummer ét (Armageddon, Transformers, Pearl Harbor m.fl.), skal instruere og producere filmudgaven af børneserien Dora the Explorer. Dora er en tosproget, muligvis illegal, latinamerikansk pige, der sammen med aben Boots løser små opgaver i junglen. Men i sit design, sin opbygning og sin fortællestruktur viser serien muligvis fremtiden inden for alle kunstarter. Nu altså som en slags meget, meget ung og uskyldig Lara Croft, håber vi.

‘Bedrageren’ Salman Rushdie

En pudsig klumme: Hamid Dabashi, der er professor i iranske studier og komparativ litteratur på Columbia University, hader den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie af et godt hjerte. Han synes, at han er en bedrager. Og pludselig opdager han, at Rushdie sidder og spiller et spil på sin telefon et par rækker længere fremme i flyveren fra New York til London. Hvad gør man? ”Jeg end ikke overvejede at præsentere mig selv. Jeg kan nærmest ikke fordrage manden. Plus: kan I forestille jer en skægget iraner gå hen til Salman Rushdie på et fly i 12 kilometers højde på vej mod London. Måske ville han blive skræmt fra vid og sans og genleve åbningssekvensen fra De sataniske vers.” Læs selv videre, hvis du vil vide, hvorfor Dabashi opfatter Rushdie som en gemen snydepels.