26. februar 2018

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Proportional diskrimination med afsæt i objektive kriterier

”Det går på mange måder godt i Danmark. Det går faktisk ret godt. Og det bør give os overskud. Så vi kan tage fat dér, hvor det går skidt.” Med sit lave lixtal og søvndyssende alfaderlighedssøgende oplæsningstempo fik Lars Løkke Rasmussen (V) det til at lyde så tilforladeligt, da han 1. januar pludselig drejede sin […]

Kære læser

Anmeldertennis mellem søndagsdramaerne

Hvem vinder anmeldernes gunst i søndagens tv-drama-krig mellem DR’s Liberty og TV2’s Greyzone? Vi stiller det op i seks partier og finder en vinder – men lad os bare afsløre med det samme, at der næsten bliver uddelt et æg.

Det bedste vi har set

Den eneste Lipa, der Dua

Den eneste Lipa, der Dua

Siden vi her på redaktionen ‘opdagede’ den unge britiske popsanger Dua Lipa for nogle måneder siden, har vi haft svært ved at slippe hende igen, og vi er ikke alene; hendes superenkle, men ret fantastiske video til sangen ‘New Rules’ er blevet set mere end en milliard gange på YouTube. Nu har Rolling Stone fat i Dua (hvor er det bare et smukt navn!), og hun fortæller livsklogt om sin opvækst i London og sine kosovoalbanske immigrantforældre, som arbejdede på restauranter og barer og små kaffebarer for at få det hele til at hænge sammen. ”De arbejdede meget, meget hårdt, og mens de gjorde det, gik min far på aftenskole for at få en erhvervsgrad og derefter en master i journalistik og så begyndte han i reklamebranchen” og så videre. Læs, og bliv glad for Dua.

‘Aldrig har jeg været så glad for at være mand, som da jeg så denne graf’

‘Aldrig har jeg været så glad for at være mand, som da jeg så denne graf’

Der er en pudsig mandeklumme i Børsen: Steffen Hedebrandt er iværksætter og marketingdirektør, og sådan noget som feminisme og #metoo har aldrig sagt ham en døjt. ”Jeg må altså indrømme, at det aldrig rigtigt har haft min interesse. Det har det virkelig ikke,” skriver han. Men, men. Den relativt unge Steffen Hedebrandt fortsætter: ”I dag har jeg – som et mørklægningsgardin, der bliver rullet op en sommermorgen – ændret mening. Komplet.” Og hvad har så fået ham på andre tanker? Det har en rapport, som sammenligner data for kvinder og mænd i Danmark, der har fået børn. Rapporten ser på, hvilken indvirkning det at få børn har på begge køns indtjening over tid. Tallene er indsamlet i Danmark fra 1980 til 2013. ”Tallene overrasker mig virkelig. Jeg kan ikke fortælle, hvad løsningen er. Jeg kan blot sige, at for mit vedkommende har pæren aldrig lyst så tydeligt i forhold til at forstå, at der er noget i vores samfundsstruktur, som er skævt i forhold til kvinders og mænds livsbaner,” skriver marketingdirektøren. Måske det kan få nogle flere mandemænd i jakkesæt til at åbne øjnene. Her er hele rapporten.

Wall Street Journal på besøg hos Noma

Wall Street Journal på besøg hos Noma

Wall Street Journal har været forbi chefkok René Redzepis nye Noma med et videokamera lige omkring restaurantens åbning. Det er der kommet en fin præsentation ud af. BIG har stået for arkitekturen, og et sted midtvejs gengiver Bjarke Ingels Redzepis reaktion, da denne så tegnestuens første forslag: Han hadede det! Om igen – BIG måtte tilbage med noget nyt – og denne gang var han vild med det.

Ti vilde teknologiske frembringelser i 2018

Ti vilde teknologiske frembringelser i 2018

Siden 2001 har Massachusetts Institute of Technologys magasin Technology Review været på pletten med en årlig liste over ti teknologiting, der står foran et et gennembrud. Nu er listen for 2018 her, og det er ikke tosserier, som er på plakaten. En 3D-printer, som kan printe metal, en dims, man putter i øret, som kan oversætte talt sprog i realtid (næsten som babelfisken i Hitchhiker’s Guide to the Galaxy) og ‘intelligent’, sensitiv byudvikling, for at nævne tre eksempler. Hvad angår det sidste, så er et New York-baseret projekt ved navn Sidewalk Labs i samarbejde med den canadiske regering i gang med at udvikle Torontos industrihavnefront. Et af målene med projektet er at træffe beslutninger om design, politik og teknologi ud fra informationer fra en lang række sensorer, der samler data om alt fra luftkvalitet og menneskelig aktivitet i området. Det lyder måske som en lidt kedelig teknologinyhed, men vi har mange arkitekter blandt vore læsere, så den her går ud til dem. Her er et link direkte til Sidewalk Labs.

Dronningen af 20’ernes boheme-Paris

Dronningen af 20’ernes boheme-Paris

Caresse Crosby var en bemærkelsesværdig kvinde. Hun var opfinderen af den moderne bh, hun kickstartede Salvador Dalís karriere, og hun stiftede et forlag, der blandt andet udgav Ernest Hemingway, James Joyce og William Faulkner. Crosbys vilde bohemeliv med fester og kunst i 20’ernes Paris er omdrejningspunktet i en ny bog, som er skrevet af ingen ringere end Caresse Crosbys oldebarn Tamara Colchester. Du kan blive lidt klogere på både bogen og Caresse Crosby i denne artikel fra The Guardian.

Spisesedlen

Kina vil lade Xi Jinping beholde magten. Hidtil har den kinesiske præsident kun kunnet sidde ved magten i ti år, men nu foreslår centralkomitéen for Kinas kommunistiske parti at ændre i forfatningen, så det er muligt for præsidenten at blive siddende på ubestemt tid.

Kun tre ansatte vil flytte med vismændene til Horsens. Det betyder, at De Økonomiske Råd kan blive nødt til at indstille arbejdet for en periode, og at der dermed ikke vil blive udarbejdet nogen vismandsrapporter. Overvismand Michael Svarer frygter, at det tillige vil blive svært at rekruttere nye ansatte. Normalt har vismændene 37 medarbejdere. Vismændene flyttes som et led i regeringens udflytningsplan.

Kontanthjælpsloftet giver flere fattige børn. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at loftet har betydet, at 10.500 flere børn lever i fattigdom. Det er især børn i landets udsatte kommuner, der er blevet ramt af loftet. Venstres socialordfører, Carl Holst, mener dog, at loftet vil få flere af de udsatte børns forældre i job.

Mexicos præsident aflyser møde med Trump. Det sker som følge af en anspændt telefonsamtale mellem Donald Trump og den mexicanske præsident, Peña Nieto. Uenigheden mellem de to præsidenter skulle efter sigende have været, at Trump ikke offentligt vil anerkende Mexicos holdning om ikke at ville finansiere muren mellem USA og Mexico.

The Weinstein Company vil indgive konkursbegæring. Firmaet, hvis medstifter er den sexanklagede Harvey Weinstein, var ellers sat til salg med henblik på at blive rebranded, men efter handlen er gået i vasken, ser firmaet nu ud til at lukke ned.

Et sidste ord

Man kan tvinge en hest hen til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Med mindre man er den her lille pige. Så kan man helt sikkert godt.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12