26. april 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Pubertære pandaer 

Forestil dig en arkitekttegnet have med anlagte turkise søer og vajende bambusplanter. Regnen drypper romantisk. På sidelinjen er tilskuere med paraplyer mødt talrigt op for at overvære den Jane Austen-agtige will they, won’t they akt, der foregår mellem to plyssede bjørne. Du behøver faktisk ikke forestille dig noget som helst. Denne scene udspillede sig nemlig […]

Kære læser

”Ingen russere kan vende tilbage til livet fra før krigen i Ukraine”

Tikhon Dzyadko er chefredaktør på Dozhd TV, der i årevis har været en torn i øjet på det russiske regime i Kreml. Tv-kanalen lukkede ned, da staten blokerede for mediets sendesignal. Tikhon Dzyadko flygtede ud af landet og bor lige nu i Georgien, hvor han sammen med sin kone sender kritiske nyheder fra krigen i Ukraine på en Youtube-kanal.

Det bedste vi har set

De sagde, hun var sindssyg

Martha Mitchell døde i 1976 som 57-årig af en sjælden kræftsygdom i knoglerne. Siden er hendes rolle som whistleblower i Watergate-skandalen, der tændte en ild under amerikansk politik og kostede Richard Nixon pladsen i Det Hvide Hus, gået lidt i glemmebogen. Det er hamrende ærgerligt, for hun forsøgte faktisk at advare offentligheden om Nixons forbrydelser. Der var bare ingen, der troede på hende. Heldigvis er en tv-serie om Mitchell nu på trapperne, og i den anledning har Smithsonian skrevet en kort artikel om den højtråbende Washingtonfrue, som alle sagde var sindssyg.

Jazzen spiller stadig i Sortehavets Perle

Værsgo: Et bitesize radioindslag om den eneste jazzklub i Odessa, hvor tonerne stadig flyder, selvom bomberne falder. Noget skal man vel gøre for at holde meningstabet for døren: “Der blev smilet. Der var latter, men der var noget endnu mere dybtliggende end det – borgere, der nød et stykke sindsro, et øjeblik af fred, i en krigstid.“ Vi håber inderligt, at jazzen snart vil scatte igen i hele Ukraine.

Grumme, gerrige Gerhard

Grumme, gerrige Gerhard

“Om aftenen d. 9. december 2005, 17 dage efter at Gerhard Schröder var stoppet som Tysklands kansler, ringede hans mobiltelefon. Det var hans ven, præsident Vladimir V. Putin af Rusland.“ Så er The New York Times på banen med historien om, hvad helvede der foregik inde i hovedet på Schröder, da han takkede ja til bestyrelsesposter i Putin-kontrollerede russiske energivirksomheder. Det er faktisk et interview.

Spisesedlen

FN’s generalsekretær besøger Putin. Generalsekretær  António Guterres begynder tirsdag sin rejse til Rusland, hvor han skal mødes med landets udenrigsminister Sergej Lavrov og præsident Vladimir Putin. Torsdag fortsætter han turen til Ukraine. Rejsen finder sted, mens FN møder kritik for sin manglende indsats i deeskaleringen af konflikten mellem Ukraine og Rusland, og efter Lavrov mandag advarede om en “reel fare“ for en tredje verdenskrig.

 

Lynetteholmprojektets miljøvurdering bygger på 40 år gammel forskningsartikel. Ifm. anlægningen af den kunstige halvø Lynetteholm i København er hundredetusinder tons slam blev dumpet i Køge Bugt. Myndighederne har trods kritik fastholdt, at dumpningen ikke er til skade for havmiljøet i bugten. DR kan nu afsløre, at denne konklusion er baseret på én forskningsartikel fra USA, som er forfattet i 1981. Artiklens medforfatter Fred Lee siger til DR, at han ikke forstår, ”hvordan man kan komme frem til en troværdig konklusion baseret på vores studie“.

Finland og Sverige vil ansøge om NATO-medlemskab. Beslutningen er endnu ikke offentliggjort af landenes respektive regeringer, men mandag kunne finske og svenske medier citere kilder tæt på regeringen, som fortalte, at de to lande vil begynde ansøgningsprocessen i midten af maj. Her forventes det også, at regeringslederne vil annoncere beslutningen officielt. Begge regeringer har tidligere peget på Ruslands invasion i Ukraine som motivation for at genoverveje et eventuelt NATO-medlemskab.

Elon Musk køber Twitter. Ejeren af Tesla og SpaceX, Elon Musk, har mandag købt det sociale medie Twitter til 44 mia. dollars, hvilket svarer til omkring 305 mia. kr. Det kontroversielle køb kommer efter en længere periode, hvor Musk har kritiseret mediet for dets håndtering af ytringsfrihed. “Ytringsfriheden er fundamentet i et funktionelt demokrati, og Twitter er det digitale bytorv (…),“ skriver Musk bl.a. på Twitter. Den tidligere præsidentkandidat Elizabeth Warren kalder handlen “farlig for vores demokrati“.

Regeringen vil hæve kørselsfradrag og ældrecheck. De 290.000 pensionister, der modtager ældrecheck, skal have tildelt et yderligere engangsbeløb på 5.000 kr. Derudover skal kørselsfradraget hæves. Det foreslår regeringen som reaktion på de stigende benzin-, gas- og fødevarepriser. Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre støtter forslaget om at hæve kørselsfradraget, mens Konservative og Enhedslisten kritiserer idéen.

Et sidste ord

Kan du huske den der ting, du sagde for 10 år siden, og som alle andre har glemt, men som stadig hjemsøger dig? Det her er ikke den ting.

Slet din Twitter-profil, og så ses vi i virkeligheden!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12