25. maj 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

En respektabel kvinde

Legenden Tina Turner er død. “Hvor legendarisk var hun,” spørger folkene fra Generation Z på kontoret. “Har I ikke set filmen om hende,” svarer du. “Den har fået 96 pct. på Rotten Tomatoes.” Nå nej, det har de jo ikke. What’s Love Got to Do with It med Angela Bassett i rollen som Turner er […]

Kære læser

Store Grønland udfordrer lille Danmark

Formanden for den grønlandske regering Naalakkersuisut, 36-årige Múte B. Egede, går nu direkte i rette med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som beskyldes for at udvise “disrespekt over for Grønland”. Udfaldet viser, hvordan en ny generation af grønlændere for længst har opfanget den voksende interesse fra Washington og Beijing – og mistet tålmodigheden med de danske ministre.

Det bedste vi har set

Skulle have været en mail

Alle hader møder. Langt de fleste er spild af tid. Alligevel kan vi ikke slippe af med dem. Hvorfor egentlig? Er de måske alligevel lidt nødvendige? Morning Brews anbefalelsesværdige YouTube-kanal Good Work undersøger sagen med en god dosis humor – og lidt hjælp fra The Atlantic-skribent Derek Thompson samt GameStop-direktør Erik Shewalter.

 

 Et opgør med kampen

Før han selv døde af leukæmi, påpegede komikeren Norm McDonald, at det slet ikke giver mening at sige, at man “taber kampen” til kræft: “Jeg er ikke læge, men jeg er ret sikker på at hvis du dør, så dør kræften også. Det er ikke en tabt kamp. Det er en uafgjort.” I et essay hos Aeon griber forhenværende onkolog Elaine Schattner fat i selvsamme problematik; at det er tid til at droppe vores krigeriske retorik: “Hvis en behandling ikke virker, hvis en tumor udvikler sig, kan patienter, der har fået den opfattelse, at de skal kæmpe mod kræften, give sig selv skylden og fejlagtigt tro, at de ikke havde tilstrækkelig styrke eller vilje, selvom det er behandlingen, der har fejlet.”

Løkke står den kække bi

“Han sætter sig henslængt ved siden af statsministeren. Den ene arm over ryglænet på den stol, Nicolai Wammen plejer at sidde på. Løkke har ingen replikker i dag, selvom flere af spørgsmålene fra oppositionen faktisk angår ham og hans udtalelser den seneste tid om alt fra at afskaffe vetoretten i EU til egenbetaling af ældreplejen. Og jeg kan ikke finde ud af, om Løkke er den egentlige hovedrolleindehaver i, instruktøren bag eller bare en menig betragter af det stykke politiske teater, spørgetimen også er.” Altingets politiske redaktør Esben Schjørring rapporterer hjem fra statsministerens seneste spørgetime.

Spisesedlen

Belarus og Rusland underskriver aftale om atomvåben. Aftalen går på, at Rusland fremover vil kunne placere taktiske atomvåben i Belarus. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass. Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen har tidligere forklaret til DR, at ordningen dog mest af alt er symbolsk: “Det er en markering, og Putin sender et afskrækkende signal til Nato og til Ukraine. Og så viser han, at han har et godt og tæt samarbejde med Belarus.”

Indberetninger om hvidvask slog rekord i 2022. Ifølge en ny årsrapport fra Hvidvasksekretariatet modtog man sidste år knap 90.000 underretninger om mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering i Danmark. Sammenlignet med 2021 giver det en stigning på 27 pct. Størstedelen handler om mistænkelige transaktioner, mens bankerne har stået for godt 67.600 af underretningerne.

Regeringen vil sænke aldersgrænsen for abort. Fremover skal det være muligt for piger ned til 15 år at få abort uden forældresamtykke. Det annoncerede ligestillingsminister Marie Bjerre (V) onsdag, der også var 50-årsdagen for fri abort i Danmark. Aldersgrænsen ligger i dag på 18 år, omend abortsamrådene i visse tilfælde kan godkende abort uden forældresamtykke. I 2021 blev der givet afslag på tre ud af 30 ansøgninger.

Wagner-leder anslår 20.000 dræbte lejesoldater i Bakhmut. I en video på beskedtjenesten Telegram fortæller Jevgenij Prigozjin, leder af den russiske lejehær Wagnergruppen, at omkring 20.000 af gruppens soldater er blevet dræbt i kampen om den ukrainske by Bakhmut. Wagnergruppen og det russiske militær meddelte i weekenden, at man har vundet kontrol over byen.

Ron DeSantis opstiller til det amerikanske præsidentvalg. Som ventet annoncerede den stærkt højreorienterede, republikanske guvernør sit kandidatur onsdag. Det skete i en samtale med Elon Musk på Twitter, der dog blev plaget af tekniske problemer. I meningsmålingerne er Donald Trump stadig klar favorit til at vinde det republikanske primærvalg.

Et sidste ord

Lykken er en glad abe.

På gensyn i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12