25. juni 2021
Kære læser
Et mysterie udspiller sig i øjeblikket i Sverige. Og nej, vi tænker ikke på indspilningerne til den kommende sæson af Beck (egentlig imponerende, at den serie stadig kører). Flere end 50 danske biler er siden april blevet ramt af stenkast på en motorvejsstrækning mellem Malmø og Ystad. Gerningsmændene er stadig på fri fod, og politiet […]
Kære læser
Er algoritmerne denne gang gået for vidt? Netflix har lanceret et nyt realitykoncept, der på mange måder er hårrejsende. Hvis det ikke var nok med blinddates i blinde, kan seerne den 21. juli lappe streaminggigantens nyeste realitysatsning i sig: Showet Sexy Beasts, hvor en række deltagere skal forsøge at finde kærligheden iklædt dyre- og monsterkostumer. […]
Det bedste vi har set
Jeg synes jeg sidder lidt fast
Jeg synes, jeg sidder lidt fast
Det gigantiske containerskib Ever Given brød til sidst fri af Suezkanalen, men dets besætning er stadig ikke kommet nogen vegne. Skibets ejere er havnet i juridisk slagsmål, hvorfor Ever Given i øjeblikket ligger til anker i floden Great Bitter Lake – blot 30 kilometer fra stedet, hvor alt gik i stå. Så nu må Ever Givens mandskab fordrive tiden på skibet, mens containere fyldt med teblade, citroner og tofu rådner væk i varmen. Wired beretter om Ever Givens nye, bizarre dødvande.
Renæssancens rockstjerne
Renæssancens rockstjerne
Kender du den om Josquin? Komponisten, der i renæssancen blev hyldet som musikkens Michelangelo? Hvis ikke, står The New Yorker klar med en genopfriskning – sammen med et interessant kig på, om Josquin reelt stod bag alle de værker, man dengang tilskrev ham: “Hvad Josquin gav til musikken var afstamningens ære: En personificeret fortid, som efterfølgere kunne definere sig selv ud fra.“
Pynt på brødet
Pynt på brødet
Hvad har den såkaldte klunketid med smørrebrød at gøre? Jo, da folk pludselig blev helt tossede med at (over)pynte deres boliger, skulle samme skæbne selvfølgelig tilfalde rugbrødet: Højtbelagte madder kom på menuen, og Danmarks kærlighedsaffære med smørrebrødet tog fart. Til gengæld var der ikke mange kokke med respekt for sig selv i 1980’erne, som turde gå all-in på smørrebrødet. Tænk engang, et lavpunkt for det højtbelagte! Kommunikationsforum guider dig gennem folkespisens lange, tumultariske historie.
Spisesedlen
Massegrave fundet ved tidligere kostskole i Canada. Resterne fra 751 mennesker, hvoraf størstedelen er børn, er blevet fundet i umarkerede grave ved en tidligere kostskole for Canadas oprindelige befolkning. Fundet kommer blot få uger efter, at et lignende gravsted blev fundet i British Colombia. Fra omkring 1883 og helt frem til 1996 blev godt 150.000 børn af Canadas oprindelige befolkning tvangsfjernet fra deres familier og indsat i kostskoler, hvor de ofte blev mishandlet og misbrugt.
Grønt lys til sygdomsovervågning via spildevandet. Et flertal i Folketinget vedtog torsdag et lovforslag, der skal gøre det muligt for myndighederne – herunder Statens Serum Institut – at teste spildevandet for smitsomme sygdomme såsom Covid-19. Overvågningen af spildevandet skal eksempelvis bruges til at forudsige nye lokale smitteudbrud rundtom i landet. Testmetoden anvendes allerede i bl.a. Storbritannien og Sverige.
Politi melder om 99 savnede efter bygningskollaps i Miami. Torsdag kollapsede en boligblok i Miami i den amerikanske delstat Florida, hvilket har iværksat en større redningsaktion. Ifølge politiet i Miami er mindst én blevet dræbt og yderligere 10 blevet såret. Dødstallet ventes dog at stige i takt med, at redningsarbejdet skrider frem. Det vides endnu ikke, hvorfor bygningen kollapsede.
Forsvarsministeriet ophæver samarbejde med ISS i 2022. De to parter blev tirsdag enige om at ophæve den såkaldte facility management-aftale, som blev indgået tilbage i 2018. Aftalen, som egentlig skulle løbe til 2024, gjorde rengøringsfirmaet ISS ansvarlig for rengøring og mad på forsvarets tjenestesteder. Ansatte i forsvaret har dog i længere tid klaget over lave rengøringsstandarder og dårlig mad. Det skriver det uafhængige nyhedsmedie OLFI.
Bredt flertal for ny uddannelsesaftale. Et flertal i Folketinget er fredag blevet enige om en aftale, der skal skabe “bedre uddannelsesmuligheder“ i hele landet. Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet. I modsætning til regeringens uddannelsesudspil ‘Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund’, er det i aftalen ikke længere et decideret krav, at uddannelsesoptaget reduceres med 10 pct. i de største byer.
Et sidste ord
Gode holdindsatser er vigtige, men sommetider må man også huske at hylde individualisterne.
Hav en fortrinlig fredag – vi ses i morgen.