Fredag passerede vi årsdagen for, at Rusland invaderede Ukraine. I den anledning har samtlige medier gjort status over krigen, og vi er ingen undtagelse. Mandag så David Dragsted eksempelvis nærmere på, hvordan det russiske samfund har forandret sig det seneste år. Putin har efter sigende fået skabt det Rusland, han drømte om, hvor bl.a. skolebørn indoktrineres til at hylde militarismen på mere ublu maner. Faktisk har den russiske præsident opbygget en form for patriotisk religion, hvor invasionen i Ukraine er “hellig”. Som David bemærker: “Putin er ikke længere bare præsident, han er også kultleder – hvilket kun gør kampen for Europas sjæl så meget desto mere afgørende.”

Alt imens David studsede over kampen for Europas sjæl, kiggede Emma Louise Stenholm ind ad vinduet hos den afgående førsteminister for Skotland, Nicola Sturgeon. For kan Sturgeons exit varsle et brud i forhandlingerne om uafhængighed? Uanset, om det politiske magtskifte i SNP kommer til at blive en “hvirvelvind”, har hendes arvtager i hvert fald en stor opgave foran sig.

Mandag udkom en rapport fra den europæiske paraplyorganisation ILGA-Europe, der viste, at 2022 var det mest voldelige år for LGBTQIA+-personer i Europa og Centralasien. Hvis den nyhed ikke var skræmmende nok i sig selv, kunne rapporten også pege på, at det især er den stigende mængde af hadefylde ytringer i medierne, der er en af forklaringerne. På ‘Kære læser’-pladsen tirsdag granskede jeg – Astrid Plum, davs – rapporten. Jeg trak også tråde til en verserende debat om The New York Times, der har fået heftig kritik for deres dækning af især transpersoner. For vi kan da godt blive enige om, at ingen journalister er helt objektive, ikke?

Hvis alt går, som det skal, er der i denne weekend valg i Nigeria. Udover at ny valglov skal genskabe tilliden til demokratiet, ser Nigeria også det største antal registrerede vælgere mellem 18 og 34 år. “De unge vælgere sætter spørgsmålstegn ved den gamle orden og kræver et skift i de politiske normer,” forklarede Idayat Hassan, direktør for Centre for Democracy and Development i Nigerias hovestad Abuja, til Emilie Ewald i en valgoptakt.

Efter at have set Ruben Östlunds Triangle of Sadness, havde især én scene gjort indtryk på Oliver Stilling, der onsdag filosoferede lidt over, om håndgranaten virkelig er det bedst sælgende produkt, når det kommer til at opretholde demokrati? Krig og fred ledte i hvert fald tankerne hen på den frihedselskende Joe Biden, der holdt tale i Warszawa, ligesom Putin holdt tale i Moskva. Mens Putins tale var mest præget af, at han “lukke[de] sit eskalerende lort ud”, var det også svært at hamle op med en så klassisk åbner som Bidens “Hallo, Polen!” Så er stemningen ligesom lagt.

En anden statsleder, man også kan sige lukker en vis mængde lort ud, er Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan. Efter over 43.000 mennesker er døde i det voldsomme jordskælv tidligere på måneden, og over 160.000 bygninger er kollapset, lød det fra præsidenten, at “der sker, hvad der sker, det er en del af skæbnen”. Vores universitetspraktikant Rasmus Hostrup gennemgik Erdoğans parlamentariske situation med et kommende valg til maj, for tragedier og den kritisable krisehåndtering til trods forbliver spørgsmålet, om tyrkerne overhovedet er interesseret i et Tyrkiet uden Erdoğan?

“Siden præsident Putin indledte Ruslands bovlamme, tragiske angrebskrig i Ukraine for et år siden, har der været usandsynligt mange overskrifter i aviserne om atomvåben og atomkrig. Det er en iboende syge, en slags defekt i nyhedsmediets natur, at man (nyhedsfolk) ligesom maler fanden på væggen, mens man selv synes, at man bare nøgternt rapporterer verdens gang,” indledte Oliver Stilling sin ‘Kære læser’ torsdag. Hvis man går og frygter bomberne, må man klynge sig til ræsonnementerne: At det i det mindste er betryggende, at Putin faktisk ved, hvad en atombombe er, og at han har sagt, at han ikke vil være firstmover.

Under mere hjemlige himmelstrøj har justitsminister Peter Hummelgaard (S) officielt tiltalt Claus Hjort Frederiksen for at have talt over sig, og Lars Trier Mogensen var selvfølgelig klar ved pennen: “Sagen er i sandhed absurd: Ved at tiltale tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) for at røbe statshemmeligheder – som han har fremført åbent i medierne – er det nu blevet officielt bekræftet, at Danmark i mere end 25 år har haft et spionsamarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA om kabelaflytning på dansk grund.”

Og så nåede vi endelig til fredag, hvor vores helt egen Astrid Søby meldte sin debut. I det nye regeringsgrundlag bliver kunst og kultur noget overraskende sidestillet med andre erhverv som “en livsnødvendig løsning på klima-, trivsels- og velfærdskrisen”, og så kan man da godt love for, at der er kommet nye toner inde hos Kulturministeriet. Regeringen vil bl.a. udstede 45.000 kulturpas til unge mennesker uden job eller uddannelse, som skal give gratis adgang til kunst- og kulturbegivenheder. Kulturen skal nemlig også opleves af folk uden for de danske kulturenklaver. Så er der vel bare at krydse fingre for, at de holder, hvad de lover.

Alt imens sluttede Emma Louise Stenholm af med “12 veje for fred”. Det er intet mindre end Kinas præsident Xi Jinping, der er kommet med sit eget bud på, hvordan krigen i Ukraine skal ende: “Konflikt og krig gavner ikke nogen,” lyder den ret åbenlyse udtalelse fra myndighederne, ligesom “alle parter må forblive rationelle og udvise tilbageholdenhed, undgå at puste til ilden og forværre spændingerne og forhindre, at krisen forværres yderligere eller endog kommer ud af kontrol”. Men talen om fred betyder måske i virkeligheden ikke så meget, når det kommer fra Putins gamle kammesjuk. Venner eller ej, god weekend! /Astrid Plum