Findes der noget værre end at stå i en uendelig kø? Ikke hvis man spørger briterne, der gjorde køen til at se dronning Elizabeth II’s kiste til et helt festivals-agtigt tilløbsstykke. Der blev sovet i telt, hygget, spillet spil, velsagtens også sunget, og ja, generelt gjort alt for at ignorere, at man befandt sig i helvedets forgård. Emma Louise Stenholm skrev om fænomenet i en ‘Kære læser’ mandag, der også kom forbi de demokratisk bekymrende anholdelser, som britisk politiet har lavet efter dronningens død. For kongehuset skal vel altid kunne kritiseres, uanset hvor meget landesorg man er i.

Kritik var der også rigeligt af på Socialdemokratiets og Radikales respektive årsmøder, som jeg – David Dragsted, buongiorno – samlede op på i en nyhedsanalyse. Selvom de to partier ikke har meget godt at sige om hinanden i øjeblikket, kan de ironisk nok risikere at blive bundet i et skæbnefællesskab ved det kommende folketingsvalg. Med Danmarksdemokraternes fremmarch ligner Radikales blokknusende kongemager-drømme i hvert fald ikke noget, der har gang på jord. Ligesom Socialdemokratiet meget vel kan blive afhængige af det parti, der har truet med at vælte regeringen. S og R må simpelthen forsøge at genfinde kærligheden.

Ak ja, det bliver svært at sætte sit kryds. Er man i tvivl, kan man dog altid lade klimaet råde. Det er jo trods alt den altoverskyggende politiske udfordring, verden står over for. Sætter man partiernes grønne ambitioner over alt andet, er det imidlertid ikke Konservative, man skal stemme på. I hvert fald ikke hvis man tirsdag spurgte Oliver Stilling, der med hjælp fra Den Grønne Ungdomsbevægelse hudflettede partiets mangelfulde klimapolitik.

Heldigvis er det jo så heller ikke altid, vi behøver vente på politikerne for at få meningsfulde klimatiltag. Faktisk er verden netop blevet sparet for et energiforbrug svarende Finland, hvilket vel må siges at være en god, grøn historie. Mindre opløftende er det til gengæld, at det kræver en indsigt i kryptovalutaer for rigtigt at kunne forstå den. Kniber det med sidstnævnte, leverede jeg en både kort og lang forklaring på Ethereums længe ventede overgang til proof-of-work, der altså har sparet verden for et enormt strømspild. God timing, energikrisen in mente.

Onsdag var det enormt svært at komme udenom to autokratier, der begge må siges at have blod på deres hænder. I nyhedsanalysen samlede Emma Louise Stenholm op på den vilde udvikling i Iran, hvor moralpolitiets anholdelse af den 22-årige Jina Mahsa Amini – der efterfølgende er død i myndighedernes varetægt – har ført til omfattende protester i landet. Kvinder brænder nu hijabs og forlanger et opgør med præstestyret. Det er helt fantastisk. Det samme kan ikke ligefrem siges om Vladimir Putins seneste krigsoptrapning, som jeg skrev om i en ‘Kære læser’. Alligevel er det værd at bemærke, hvordan Putins annoncering af en delvis mobilisering og samtidige trusler om atomangreb også oser af desperation:

“Hvis loven er tavs under krigen, er den forsmåede despot til gengæld mere højtråbende end nogensinde. Så længe frygten vedbliver at være Vladimir Putins vigtigste våben, er der dog håb for Ukraine. Onsdagens tale kan meget vel blive et vendepunkt i krigen. Men det er langt fra givet, at vendingen vil falde ud til Putins fordel.“

Som Oliver Stilling bemærkede torsdag, har den russiske præsident i hvert fald formået at rage uklar med en stor del af sin egen befolkning. Efter det stod fast, at godt 300.000 ekstra soldater nu skal sendes til fronten i Ukraine, opstod der spontane protester rundt om i landet, hvor mindst 1.400 demonstranter blev arresteret. Flere af dem kan nu se frem til at blive sendt afsted til den krig, de ellers gør oprør imod. “Det bliver næsten ikke mere uhyggeligt,“ skrev Oliver.

I en helt anden boldgade analyserede Lars Trier Mogensen samme dag den “toppolitiker-debat“, som TV 2 News aftenen forinden havde afholdt. Forunderligt nok kunne man her se selv Enhedslistens politiske leder Mai Villadsen slå på tromme for skattelettelser. Alt tyder simpelthen på, at de borgerlige har vundet slaget om dagsordenen. Ja, skattelettelser er pludselig blevet “det nye løsen, den magiske løsning“ på tværs af det politiske spektrum – også selvom Enhedslisten altså holder fast i, at skattelettelserne skal betales af de kreativt navngivne “inflationsbaroner“.

Vi bliver lidt i politikkens verden. Den tager jeg på min kappe, det er my bad; mea culpa og meget pardon. Fredag skrev jeg nemlig om – efter god inspiration fra Altingets chefredaktør Jakob Nielsen – hvorfor danske politikere er så dårlige til at sige undskyld. For hvad er det eksempelvis, der forhindrer Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh i at sige det simple ord i forbindelse med hans misbrug af embedsbolig? Og hvorfor vil Mette Frederiksen (S) ikke bare indrømme, at hun dårligt kan siges at være “børnenes statsminister“? Ja, politikernes modvilje er egentlig meget paradoksal, når man tænker på, hvordan en god undskyldning “kan bevise, at man har styrken til at indrømme egne fejl“. Og endnu vigtigere: At man også har viljen til at rette op på dem.

Slutteligt var det blevet tid til en god dosis kultur, for undertegnede havde minsandten også været i biffen for at bese den guldpalmevindende film Triangle of Sadness, skrevet og instrueret af svenske Ruben Östlund. Ligesom det var tilfældet i både Force Majeure og The Square, formår Östlund stadig at stikke kniven ind alle de rigtige steder og udstille “den alt for skrøbelige (med)menneskelighed, vi normalt påstår at bære rundt på“. De mange bølgeskvulp i Triangle of Sadness truer dog også med at blive for meget af det gode. Der er trods alt grænser for, hvor længe man kan blive ved med at stirre på de ultrariges opkast. Med det sagt, så udnyt da weekenden til selv at se efter! /David Dragsted