24. november 2017

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Black Friday er Guds skyld

Selv i en ganske almindelig butik rammes jeg ofte af skræk og panik Men når jeg går ind i et stormagasin kræver det mer’ end min selvdisciplin   Her er for meget for her findes alt lige fra flygel til middelhavssalt Jeg kom for at købe noget ganske bestemt men hvad det var har jeg […]

Det bedste vi har set

Charlotte Gainsbourg mellem elektropop og sorg

Charlotte Gainsbourg mellem elektropop og sorg

Den franske sanger og skuespiller Charlotte Gainsbourg har i fire år arbejdet på sit album Rest, der udkom i denne uge. Det kan anmelderne lide, og det kan vi lide. Faktisk vil vi gå så vidt som til at sige, at det er fantastisk. Det er skabt i samarbejde med Guy-Manuel de Homem-Christo, der er bedst kendt som den ene halvdel i Daft Punk, og SebastiAn, der er en legende i fransk house og senest har arbejdet sammen med Frank Ocean. Albummet skulle angiveligt være en sorgbearbejdelse over tabet af faren Serge Gainsbourg, som hun mistede i 1991, og søsteren, der i 2013 begik selvmord.

‘Pigen’ på Radio24syv 

‘Pigen’ på Radio24syv 

”Et gult plastikbånd spærrer vejen. En politimand holder os tilbage. Vi registrer lyden af mennesker i chok og smerte. Lugten af blod og ild. Røgen der vælter ud af de sprængte vinduesrammer.” I Radio24syvs nye podcastserie ‘Pigen’, lærer vi den nu 17-årige terrordømte pige fra Kundby lidt bedre at kende. Vi følger hendes forsvarsadvokat, en lokal journalist og hendes tætteste fortrolige – en tidligere lærer, der ender med at udlevere en optagelse til politiet, som afslører den unge piges planer om et bombeangreb mod sin gamle skole. Terrorangrebet skete aldrig, men det gør det i podcastseriens prolog, og det virker sindssygt stærkt. Lytteren bliver suget ind i den unge piges forstyrrede hoved. Podcasten er produceret af blandt andre mesterklipperen Kim G. Hansen og indtalt af vores yndlingsstemme: Gunvor Bjerre! Det er ganske enkelt fremragende. Sagen om Kundby-pigen er i gang lige nu i Østre Landsret.

Russiske lommeoligarker ryster i bukserne

Russiske lommeoligarker ryster i bukserne

Det er ikke nødvendigvis et udtryk for paranoia, at mange ultrarige russiske oligarker har placeret deres formuer (og familier) i udlandet. Eller jo, det er nok, men selv om man er paranoid, kan der som bekendt godt være nogen efter en. Indtil for ganske nylig følte de rige russere sig sikre på steder som Cap d’Antibes, St. Jean-Cap Ferrat og Beaulieu-sur-Mer ved Den Franske Riviera. De regnede det for et helle. Men tidligere på ugen blev Ruslands 21. rigeste mand, parlamentsmedlemmet Suleiman Kerimov, 51, anholdt, da han landede med sit  privatfly i Nice uden sit russiske diplomatpas. De franske myndigheder tilbageholder ham for skatteunddragelse og hvidvaskning, og som The Daily Beasts Moskva-korrespondent skriver, så tanken om billeder af Kerimov bag tremmer i den russiske presse givet landets økonomiske elite et kæmpechok.

Websites, der optager alt, hvad du skriver

Websites, der optager alt, hvad du skriver

”Visse websites med megen trafik har software, der optager, hver gang du klikker, og hver gang du skriver et ord. Hvis du går ind på et site, begynder at udfylde en formular og sletter det igen, så er hvert bogstav, du har skrevet, stadig blevet optaget (…) Hvis du fejlagtigt kopierer noget tekst ind i en formular, bliver det også optaget.” Forskere på Princeton University har kortlagt, hvordan mere end 400 af verdens mest populære websites gemmer alle den slags oplysninger. ‘Session replay scripts’, hedder det, og Motherboard har en god artikel om det.

Mere #MeToo: Meta Foldager folder sig ud

Mere #MeToo: Meta Foldager folder sig ud

Det er ikke, fordi vi ikke kan lide ronkedorer, som lever i deres helt egen forestillingsverden, men filminstruktøren Ole Bornedals indlæg mod MeToo-kampagnen i Weekendavisen i sidste uge var alligevel for dumt. Som nogen sagde: Prøv nu bare for en gangs skyld at lytte i stedet for at snakke. I dag bringer  avisen et svar fra filmproducenten Meta Foldager, der skriver, at hun indtil for nogle uger siden var på Bornedals hold. Hun syntes, at #MeToo var latterligt, for hvem havde ikke oplevet krænkelser? Men da hun begyndte at opsummere krænkelserne for sin mand, blev han rystet. ”Han blev næsten vred på mig over ikke at se, at hvis denne krænkerkultur er så præsent og almindelig, så er det et stort problem for alle – også mændene. Snakken fik mig til at indse, at det var vigtigt, at jeg også rakte hånden op og sagde MeToo.” Læs løs!

Spisesedlen

Appeldomstol fordobler Oscar Pistorius’ fængselsdom. Den benamputerede sydafrikanske sportsstjerne, som i 2014 blev idømt seks års fængsel for at have myrdet sin kæreste Reeva Steenkamp på Valentinsdag året forinden, har fået forlænget dommen til 13 års fængsel.

Tidligere sikkerhedsrådgiver vil ikke kommunikere mere med Trumps jurister. Det fortæller Michael Flynns advokater, der altså ikke længere ønsker kontakt til præsidentens hold af jurister i forbindelse med en undersøgelse af den mulige russiske indblanding i det amerikanske præsidentvalg. Ifølge flere medier kan det være et tegn på, at Michael Flynn, som Trump fyrede i februar, vil samarbejde med den særlige anklager Robert Mueller.

Zimbabwes nye præsident er taget i ed. Den nye leder er 75-årige Emmerson Mnangagwa, der kom tilbage til landet for to dage siden efter at have været flygtet på grund af Zimbabwes tidligere præsident, Robert Mugabe. Mnangagwa, der også går under tilnavnet ‘Krokodillen’, har i årtier været Mugabes højre hånd, og han er blevet beskyldt for nogle af de samme forbrydelser og korruptionssager som sin forgænger.

34-årig erkender drab og partering af rocker. Det sker i dag ved retten i Glostrup, hvor den 34-årige både erkender drabet og at have tvunget en tredje mand til at partere liget af den 25-årige Satudarah-rocker Kevin Joel Andersen, der i september sidste år blev fundet i i Vestskoven ved Albertslund. Den tiltalte påstår af have handlet i nødværge, og han kræver derfor at slippe for straf.

Botanisk have i Aarhus bliver fredet. Det har miljø- og fødevareklagenævnet besluttet efter at have besøgt den 16 hektar store grønne park, der ligger op ad Den Gamle By i Aarhus. Danmarks Naturfredningsforening har længe ønsket fredningen, hvorimod Aarhus Kommune har ønsket at sikre haven gennem lokalplaner.

 

Et sidste ord

Skal du snart holde en fest, får du her nogle dos and don’ts fra den afdøde skuespiller Joan Crawford: Først og fremmest bliver alle drikkevarer bedre af at tilsætte lidt vodka. Og så skal du have sjove mennesker med i alle aldersgrupper. Bare ikke de der unge hippier! De har så beskidte fødder.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12