24. marts 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Oligarkerne ud af kunsten

Føljeton har allerede skrevet en hel del om de russiske oligarker, og nu gør vi det igen, så du må undskylde, hvis det virker som en besættelse (det er det). Hvis din umiddelbare reaktion er, at du ikke orker at høre mere om Abramovitj, Umanov, Fridman, Mikhelson, og hvad de ellers hedder alle sammen, så […]

Kære læser

Asylansøgere tvangsflyttes med ned til 24 timers varsel

23-årige Hussein ringer fra Asylcenter Hviding i Tønder kommune. Her har han boet på et lille værelse med sine forældre, siden de d. 8. marts fik 24 timer til at pakke deres hjem igennem tre år på Asylcenter Aaløkke ned og flytte. Lejligheden, de boede i, huser nu en større ukrainsk familie. “Vi blev bedt […]

Det bedste vi har set

Madeleine Albright (1937-2022)

“Der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden“, var et af Madeleine Albrights mange bonmots. Nu er USA’s første kvindelige udenrigsminister død, 84 år gammel. How To Academy havde sidste år en fin, timelang podcast med den tidligere topdiplomat, der deler ud af sine livserfaringer.

+ Nekrolog i The New York Times.

Sønderbombet

DR opridser i en ny videoexplainer – med hjælp fra major og militær forsker Claudia Læssøe Pedersen – hvorfor bykrige ofte ender med at blive særligt blodige.

Grådighedens fængsel

“Hvornår begynder en rejse? Når tørke udpiner landet, når jordskred tager hele farme og smadrer dem ind i slugter, eller når oversvømmelser drukner afgrøderne? Når kvæghold svinder ind, når fisk søger mod koldere farvande, eller når udvindinger forgifter brøndene? Når krig om ressourcer bryder ud, eller når politisk kaos genspejler landets ubønhørlige forfald?“ Velskrevet essay i Emergence Magazine om klimakrisens konsekvenser, og om de fangede befolkninger, der ikke får lov til at flygte.

Spisesedlen

USA beskylder officielt Rusland for krigsforbrydelser. I en udtalelse onsdag slog USA’s udenrigsminister Anthony Blinken fast, at russisk militær har begået krigsforbrydelser i Ukraine, eksempelvis ved bevidst at angribe civile. “Vores vurdering er baseret på en nøje gennemgang af tilgængelig information fra offentligheden og efterretningskilder,“ udtaler Blinken i den forbindelse.

EU, Nato og G7 afholder topmøder. Onsdag ankom USA’s præsident Joe Biden til Europa forud for en dag fyldt med diplomati. Torsdag afvikler Nato et ekstraordinært topmøde i Bruxelles, mens der senere på dagen er drøftelser blandt G7-landene og i Det Europæiske Råd. På samtlige møder står Rusland og krigen i Ukraine øverst på dagsordenen.

Danmarks nye nationalparker præsenteret. På et pressemøde kunne miljøminister Lea Wermelin (S) torsdag formiddag fortælle, at der vil blive oprettet sammenlagt 10 nye nationalparker i bl.a. Læsø Klitplantage, Hanstholm i Thy og Mols Bjerge på Djursland. Parkerne er en del af den såkaldte Natur- og Biodiversitetspakke, som et politisk flertal i 2020 afsatte 888 mio. kr. til.

Jamaica ønsker uafhængighed. I forbindelse med et besøg fra prins William og hustruen Kate understregede Jamaicas premierminister Andrew Holness onsdag, at østaten ønsker uafhængighed fra den britiske trone, med henvisning til at Storbritannien fortsat mangler at gøre op med sin koloniale fortid i Caribien. I samme tråd valgte Barbados sidste år at afsætte dronning Elizabeth II som landets formelle statsoverhoved.

Ecco fastholder sine aktiviteter i Rusland. Til erhvervsmediet Finans bekræfter den danske skotøjskoncerns adm. direktør, Panos Mytaros, at man fortsat vil holde sine 200 butikker åbne i Rusland, på trods af krigen i Ukraine. “Værdierne i koncernen er, at vi ikke svigter vores ansatte. Et stop i Rusland vil, som tingene er nu, føre til en nationalisering, og Ecco vil dermed reelt være ude af landet,“ lyder Mytaros’ begrundelse.

Et sidste ord

Den ukrainske cellist Denys Karatjevtsev spiller Bach midt i krigshærgede Kharkiv. Utroligt.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12