24. maj 2022
Kære læser
Amerikanske Don Gorske har spist en Big Mac om dagen i 50 år. Vi ved næsten ikke, hvad vi skal sige. Ifølge Washington Post, der har historien, var det åbenbart kærlighed ved første bid. Den aspirerende McDonald’s-entusiast smagte burgeren, tænkte at det var det bedste, han nogensinde havde indtaget – og så sig aldrig tilbage. […]
Kære læser
I 2017 udtalte Vladimir Putin, at nationen, der først mestrer kunstig intelligens, vil blive “verdenshersker“. Det fik den megalomaniske techmilliardær Elon Musk til at spå, at dette kapløb vil være den mest sandsynlige udløser af tredje verdenskrig. De to friske fyre er næppe troværdige dommedagsprofeter, men deres udtalelser dengang kan dog tyde på, at vi […]
Det bedste vi har set
Jan-Werner folder sig ud
Den tyske filosof Jan-Werner Müller (som ligner fodboldklubben Liverpools cheftræner Jürgen Klopp på en prik), skriver om Europa efter invasionen i London Review of Books. Meget lækkert indleder han med at nævne, at det tyske rockband Scorpions, som udgav “Wind of Change“ i 1990, stammer fra Hanover, som også er forhenværende kansler Gerhard Schröders hjemmebane i Tyskland. Schröder, som Müller kalder et “toneangivende eksempel på en særlig type post-koldkrigspolitiker“.
DJ Fat Tony tager ikke imod ønsker
Hvis man er på Instagram, følger man måske også DJ Fat Tony. Hvem helvede er DJ Fat Tony? Han er en kendt homoseksuel britisk dj på omkring de 60, som deler virkelig morsomme memes, ofte hvor ordet “cunt“ indgår. Har man fulgt DJ Fat Tony i nogen tid, vil man have set, at han af og til viser et gammelt foto af sig selv fra en periode, hvor hans narkotikaforbrug var ved at slå ham ihjel (han har været clean i mange år). Britisk Vogue har et uddrag fra hans nye selvbiografi, I don’t take requests. Det er et læseværdigt kapitel om, hvordan han på allertætteste hold oplevede aids-epidemien i London i 80’erne.
Mads & Mette – og den demokratiske samtale
Denne udgave af Mads Brüggers nyhedsbrev Fri Mads fra mandag er vitterlig “fri“ Mads – den ser ud til nærmest at være skrevet i en bevidsthedsstrøm, som det vist hedder på dansk. Brügger har hørt første afsnit af Mette Frederiksens nye podcast, hvor Informations chefredaktør Rune Lykkeberg er gæst, og han tænker sit. Det er rantende, men ikke u-underholdende.
Spisesedlen
Ukraine sender russisk soldat i fængsel på livstid. Den 21-årige Vadim Shishimarin blev mandag idømt livstid i fængsel for drabet på en civilist i den ukrainske by Sumy d. 28. februar. Sagen er den første i en række krigsforbrydelser, som den ukrainske domstol vil undersøge hurtigst muligt. Juridiske eksperter har ifølge the Guardian udtrykt bekymring ved at hastebehandle sager, imens krigen stadig udspiller sig.
Det globale antal af henrettelser steg med 20 pct. fra 2020 til 2021. Samtidig steg antallet af livstidsdomme med 40 pct. Det konkluderer Amnesty International i en ny rapport. Den mest markante stigning var på 28 pct. i Iran, hvor det primært er narkorelaterede sager, der ender i dødsstraf. Amnesty har ikke kunne indsamle statistikker vedrørende dødsstraf fra Kina, Nordkorea og Vietnam.
Folketingets Ombudsmand retter kritik af Statsministeriet. Ifølge reglerne skal en anmodning om aktindsigt behandles indenfor syv arbejdsdage, men den tidsfrist er Statsministeriet ikke gode nok til at overholde. Statsministeriet har fortsat “store udfordringer med at overholde sagsbehandlingsfristerne i bl.a. offentlighedsloven“, skrev Ombudsmanden i en pressemeddelelse mandag.
Konservativ ordfører trækker sig efter kritik. Der bliver nemlig solgt Ecco-sko i nogle af de butikker, som Niels Flemming Hansen, den nu forhenværende forsvarsordfører for De Konservative, er medejer af. Det har mødt kritik, fordi skoproducenten Ecco har valgt ikke at trække sine aktiviteter ud af Rusland efter invasionen af Ukraine. Niels Flemming Hansen stopper derfor som forsvarsordfører, og posten overtages af Rasmus Jarlov.
To danskere smittet med abekopper. Det andet tilfælde af abekopper i Danmark er blevet konstateret, og tre andre tilfælde er ved at blive undersøgt. Begge smittede har været på rejse til Spanien, som i øjeblikket er et af de lande med flest smittetilfælde. Abekopper er en sygdom i familie med menneskekopper, men er meget mildere og kræver sjældent behandling.
Et sidste ord
Jobbet, hvor man faktisk skal have mange bolde i luften.
God tirsdag!