24. juli 2020
Kære læser
Den tyske statsmand Otto von Bismarck skal berømt have sagt, at ”jo mindre folk ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de.” Sådan er det ofte – også med andre ting end politik og pølser. Tilblivelsen kan være forfærdelig, selvom resultatet er poleret. I dag vil vi dog gerne lukke dig […]
Kære læser
[Resumé: Onsdag bragte vi første del af et chatinterview om at rejse med billedkunstneren Gudrun Hasle (f.1979). Her fortalte hun om sine mest skelsættende fysiske rejser (og dem er der mange af). I anden del af interviewet skriver Hasle om sine mentale rejser.] Gudrun Hasle kommer meget omkring for tiden. Hun bor i Nuuk, men […]
Det bedste vi har set
Corona har ødelagt et godt gangbang
Verden ser markant anderledes ud i dag, end den gjorde før COVID-19 ramte som et lyn fra en klar himmel. Det kan enhver se med det blotte øje, men nogle gange bliver vi alligevel overraskede over, hvor omfattende samfundsændringerne har været. The Guardian har fx skrevet om, hvordan verdens store turistbyer bliver nødt til at gentænke sig selv som følge af sygdommen. Og i den lidt mere frække ende har Rolling Stone lavet en artikel om pornoindustrien, der også har måttet tage sine forholdsregler. Så kan du jo selv beslutte, hvilken artikel du helst vil læse … (din gris!)
Hvor blev Løkke af?
Hvad skete der egentlig i timerne, efter Lars Løkke Rasmussen blev afsat som Venstres formand? Vi ved, at den tidligere statsminister flygtede ud af bagdøren og væk fra pressen, og nu ved vi lidt mere, for TV2 har talt med tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, der i årevis har været en af Løkkes tætte allierede. Han fortæller blandt andet om, hvordan den detroniserede formand kom til drinks i haven, kort tid efter han var blevet afsat.
Udfordringen at læse en papyrusrulle
På computeren er det nemt at scrolle igennem store tekstbidder. I en rigtig scroll, altså fx en papyrusrulle, var det langt vanskeligere. Det kræver to hænder at få foldet en rulle ud, og hvis man tænker lidt over det, vil man komme til den konklusion, at man dermed ikke kan holde sit læsestof i den ene hånd, mens man sipper vin med den anden. Hvilken forfærdelig tid vore forfædre levede i. Læs mere om de ergodynamiske udfordringer ved at læse i en papyrusrulle i denne herlige lille tekst fra Delancey Place.
Spisesedlen
Brostrøm frarådede regeringen at lukke skoler. Kort før statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde 11. marts lukkede skolerne ned, havde direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm i en mail frarådet at skoler, børnehaver og vuggestuer blev lukket. Det skriver B.T., der er i besiddelse af mailen. På pressemødet sagde Frederiksen, at den delvise nedlukning af Danmark skete på ”myndighedernes” anbefaling.
Våbenhvile mellem Rusland og Ukraine. Siden 2014 har pro-russiske separatister og ukrainske soldater været i konflikt i det østlige Ukraine. Men ifølge de ukrainske myndigheder er der nu indgået en våbenhvile mellem parterne, der træder i kraft i næste uge. Konflikten har kostet mere end 13.000 mennesker livet.
Europa-Parlamentet truer med at spænde ben for budget-aftale. Det krævede lange og intensive forhandlinger, før EU’s stats- og regeringschefer blev enige om et syvårigt budget for Unionen, der også skal tackle den økonomiske coronakrise. Nu truer Europa-Parlamentet med at spænde ben for aftalen. Et flertal i parlamentet vedtog i går en resolution, hvor de nægter at bakke op om budgettet, medmindre de får indrømmelser.
Kina beordrer amerikansk konsulat lukket. Den diplomatiske krise mellem USA og Kina fortsætter. De kinesiske myndigheder har i dag beordret amerikanerne at lukke deres konsulat i byen Chengdu. Det sker som gengældelse for at USA tidligere på ugen beordrede et kinesisk konsulat i Houston lukket. Kina og USA har den seneste tid været uenige på områder som handel, teknologi, Hong Kong og Kinas territoriale krav i det sydkinesiske hav.
Fredagsbøn i Hagia Sofia. For første gang siden 1934 vil der i dag være fredagsbøn i den næsten 1500 år gamle katedral Hagia Sofia i Istanbul. Det sker, efter Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan for to uger siden underskrev et dekret, der igen har omdannet turistattraktionen til en moské. Hagia Sofia blev oprindeligt bygget som en kristen katedral i år 532-537, men blev i 1453 omdannet til moské, indtil grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Kemal Atatürk, forsøgte at ende fejden mellem muslimer og kristne ved at gøre Hagia Sofia til et museum for alle.
Et sidste ord
Halløj! Koger du dine ris ordentligt? Ellers kan du regne med, at rispolitiet kommer efter dig.
Hav en dejlig, velkogt weekend, og så ses vi snart igen.