23. november 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Skovens sort-grønne aflad

“Det er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens ophør,“ skriver filosof og kulturteoretiker Mark Fisher i sin lille, vidunderlige bog Kapitalistisk realisme. Fisher trækker på Slavoj Žižek og Frederic Jameson, der begge tilskrives det dystre slogan, inden han selv udfolder sin teori om den løsslupne kapitalisme, som undertrykker eller indoptager alle alternative idéer […]

Kære læser

WTA server Kina-kritikken hjem

Et simpelt spørgsmål har sendt chokbølger gennem professionel tennis: Hvor er Peng Shuai? Den kinesiske tennisstjerne har to gange vundet en Grand Slam i kvindedouble, ligesom hun i 2014 spillede sig i semifinalen i kvindernes singleturnering ved US Open. Nu er hun tilsyneladende forsvundet efter at have anklaget et tidligere, højstående medlem af det kommunistiske […]

Det bedste vi har set

Feltarbejdet greb om sig

Feltarbejdet greb om sig

Hakan Kalkan, 40, har en doktorgrad i sociologi. Han har også skrevet bogen Veje til respekt – om gadens liv på Nørrebro, der bygger på hans doktorafhandling. Den er netop udkommet, og Djøfbladet har interviewet ham om hans ni (!) års feltarbejde blandt unge kriminelle på Nørrebro.

Ufrihed til ingen verdens nytte

Ufrihed til ingen verdens nytte

Sverige og Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell har under coronapandemien været prügelknabe for regeringer i vestlige landes, der i kampen med virussen har været villige til at indskrænke borgernes frihedsrettigheder. “Se hvor galt det er gået Sverige.“ Men hvordan ser det så ud i dag? “Sveriges låga dödstal är en obekväm sanning för medier och makthavare i flera länder. De visar att miljontals människor har levt i ofrihet till ingen nytta,“ skriver den svenske journalist og forfatter Johan Anderberg i denne interessante tekst i i Sydsvenskan. Han har i øvrigt skrevet bogen Flocken – Berättelsen om hur Sverige valde väg under pandemin, som man godt kan forestille sig er god læsning.

Discotabel Metallica

Discotabel Metallica

Og så til noget i den lettere ende. En fyr ved navn Bill McClintock lægger fra tid til anden videoer med mashups af vidt forskellige sange fra popkulturen ud på YouTube. Den seneste er en sammensvejsning af Leo Sayers You make me feel like dancing fra 1976 og Metallicas Sad but true fra 1991. Lige dele rædselsfuldt og fantastisk. Hør også Hip to be the Sandman med Metallica og Huey Lewis and the News. Sindssygt.

Spisesedlen

Alle borgmestre på plads. Det tog hele seks dage fra kommunalvalget at forhandle sig frem til en ny borgmester i Dragør Kommune. På et pressemøde mandag aften oplyste Kenneth Gøtterup (K), at det bliver ham, der overtager efter Helle Barth (V). Det skriver Politiken. Også ved sidste kommunalvalg var Dragør Kommune en af de sidste til at beslutte sig for en borgmester.

Biden vil genopstille til præsidentvalget i 2024. “Det gør han. Det er hans hensigt,“ sagde talskvinde for Det Hvide Hus Jen Psaki mandag til journalister ombord på Air Force One på vej til et Thanksgiving-event i North Carolina. Den amerikanske præsident har de seneste måneder oplevet et fald i meningsmålingerne, hvilket har fået flere til at spekulere i, om han vil stille op.

Arbejdsgivere kan igen se frem til sygedagpenge fra dag ét. Det oplyser formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, og administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Jacob Holbraad, på et pressemøde. De har netop indgået en trepartsaftale med regeringen, der nu skal hastebehandles i Folketinget, om at genindføre ordningen fra første nedlukning. Her kunne virksomhederne få dækket deres udgifter til sygedagpenge, fra første dag en medarbejder meldte sig syg. Det har været afskaffet siden den 1. juli. Vedtages loven igen, vil den fungere med tilbagevirkende kraft og gælde fra tirsdag.

Retssag om bæltefiksering starter. En ung mand med skizofreni vil i dag kræve 12 mio. kr. i erstatning fra Region Nordjylland, efter han i 13 måneder lå bæltefikseret i psykiatrien. Regionen har sagsøgt Det Psykiatriske Patientklagenævn, der har givet manden medhold i sagen, da psykiatrilovens paragraf om tvangsfiksering foreskriver, at fiksering kun anvendes kortvarigt. Danmark er i årevis blevet kritiseret for den hyppige brug af bæltefiksering og blev sidste år dømt for at krænke forbuddet mod tortur og nedværdigende behandling i en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om den nu 36-årige Niels Aggerholm. Han lå bæltefikseret i 23 timer – det var den hidtil længste varighed, domstolen havde behandlet.

Gerningsmand anholdt i Wisconsin. Politiet har identificeret den mand, der søndag kørte sin SUV gennem en juleparade i byen Waukesha, hvor han dræbte fem mennesker og sårede yderligere 48. Manden forventes ifølge BBC at blive sigtet for bevidst drab. Meldingen lyder, at han var på flugt fra husspektakler og politiet afviser, at der var tale om et terrorangreb.

Et sidste ord

Boris Johnson holdt for nylig en tale, der bedst kan beskrives som aparte. BBC var ikke ligefrem imponerede.

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12