23. marts 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

En pervertering af smukke ting

”You never close your eyes any more / When I kiss your lips” The Righteous Brothers   Kysset, kan man andet end holde af det? Her snakker vi ikke om kysset som institution eller kysset i billedlig forstand, men simpelthen selve den fysiske handling, som du kender så godt (om ikke andet så fra tv): Blikket, der […]

Kære læser

Diktatur-washing virker uhyre effektivt

Zlatan Ibrahimovic’ rådvilde fans håber til det sidste, at der bare er tale om en narcissistisk gimmick. En grotesk selvforelskelse. At han blot har forsøgt at flytte fokus væk fra de skrantende ben for i stedet at stjæle lydbilledet med sit flabede tungebånd. Men effekten står tilbage, uanset hvad: Skandinaviens største sportsikon har netop formået […]

Det bedste vi har set

City of Ingels

City of Ingels

Meget apropos diktatur-washing, har Danwatch i samarbejde med Frihedsbrevet undersøgt, hvordan stjernearkitekten Bjarke Ingels’ tegnestue BIG åbenbart har været med til at tegne en del af Saudi-Arabiens prestigeprojekt Neom – en fremtidsby, “der mange steder beskrives som en dystopi, og som allerede inden første spadestik har været forbundet til drab og tvangsfordrivelser”. Hvordan det lige hænger sammen med BIG’s “urokkelige” vilje til at “give alle mennesker de rettigheder og friheder, de ønsker at nyde”, har hverken tegnestuen eller Bjarke Ingels dog haft lyst til at tale med de to medier om.

Taiwanesisk trylleri

Verden kører på siliciumchips, et tæt på mikroskopisk stykke magi, der giver liv til alt fra smartphones til elbiler. Når det kommer til at lave de uundværlige chips, er Taiwan kongen. Her ligger nemlig TSMC, en af verdens 10 mest værdifulde virksomheder, der producerer godt en tredjedel af alle siliciumchips. Men hvordan ser et så vigtigt foretagende mon ud indefra? Det satte Wired-journalist Virginia Heffernan sig for at undersøge – og skal hvis man skal tro hendes ord, fandt hun intet mindre end “Guds ansigt”.

Michel alene i verden

Charles Michel, Formand for Det Europæiske Råd, er en stadig mere upopulær mand i Bruxelles. Kritikere mener, at han bruger for meget tid på at turnere rundt, i stedet for at forberede møder. Politico forsøger at forklare, hvad der er gået galt – og kan samtidig fortælle, at heller ikke Mette Frederiksen (S) er fan: “Derfor tog den danske statsminister i en sjælden afbrydelse mikrofonen for at ytre sin utilfredshed. Målet for hendes vrede var dog ikke emnet for debatten; det var snarere den måde, den blev ført på. Charles Michel, der er formand for rådet og ansvarlig for at lede det, gav for meget tid til at drøfte specifikke tekster, i stedet for at styre debatten mod en konklusion.”

Spisesedlen

SVM-regeringen præsenterer udspil til finanslov. Det sker på et pressemøde kl. 12, lige efter Føljetons deadline. Ifølge TV 2, der har set udspillet på forhånd, vil regeringen bl.a. afsætte syv mia. kr. til den nye Ukraine-fond, samt to mia. kr. til en akutplan for sygehusvæsenet i 2022-2024. Samtidig er der blot afsat 200 mio. kr. i forhandlingsreserve, der er de penge, Folketingets partier kan forhandle om.

Dansk kvinde i Syrien-lejr tilbudt evakuering. I et skriftligt citat oplyser justitsminister Peter Hummelgaard (S), at kvinden, der har været tilsluttet Islamisk Stat og nu sidder i en lejr i Syrien med sine to børn, vil kunne få evakuering til Danmark. Det sker, efter Højesteret onsdag afgjorde, at det var ulovligt at fjerne hendes danske statsborgerskab.

Genopbygning af Ukraine vil koste mindst 411 mia. dollar over de næste 10 år. Det anslår Verdensbanken i en ny rapport, der er udarbejdet i samarbejde med FN, Europa-Kommissionen og den ukrainske regering. I rapporten fremgår det, at der indtil videre er blevet forårsaget direkte skade på bygninger og infrastruktur for 135 mia. dollar, mens det vil koste mindst fem mia. dollar at få fjernet murbrokker i de ødelagte byer.

Kina beskylder amerikansk krigsskib for at have sejlet i kinesisk farvand. I en udtalelse hævder kinesisk militær, at man har fordrevet det amerikanske skib USS Milius, efter det ulovligt befandt sig i kinesisk farvand nær Paraceløerne. Amerikanske myndigheder afviser dog udtalelsen med henvisning til, at USS Milius blot har været på rutineoperation i Det Sydkinesiske Hav.

Boris Johnson risikerer reprimande for ‘Partygate’. Ved en mere end tre timer lang høring i det britiske parlament påstod den tidligere premierminister på ny, at en række kontroversielle corona-fester i 10 Downing Street var “nødvendige” i arbejdsøjemed. Ifølge The Guardian kan udvalget dog sandsynligvis vælge at afgøre, at Johnson har vildledt parlamentet.

Et sidste ord

Planlægger du en snarlig tur med Interrail? Så er det her vist et meget godt referencepunkt – særligt hvis du skal til Østrig eller Schweiz.

Føljeton er tilbage på skinnerne i morgen. Auf Wiedersehen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12