23. maj 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Kom ind i kampen, folkekirke

Noget af det vidunderlige ved at møde på arbejde på Føljeton er, at man fra redaktionens nordnordvestvendte vinduer kigger direkte over på Københavns domkirke, Vor Frue Kirke. Kirkebygningen er nedbrændt tre gange – i 1314, 1728 og 1807 – men ud fra en æstetisk betragtning er det til at leve med, for dens nuværende inkarnation, […]

Kære læser

Australiens egen Joe Biden

Sammenligningen med USA virker næsten for oplagt: Efter den Trump-agtige, kontroversielle konservative premierminister Scott Morrison har skubbet Australien i en kulsort retning, står den moderate, småkedelige Anthony Albanese nu klar til rette op på kursen – and the crowd goes mild. Snarere end at have samlet nationen med et populært politisk projekt, har Australiens nye […]

Det bedste vi har set

Oprør på hjemmekontoret 

Efter pandemien smed os ud af de åbne kontorlandskaber og hjem til det spontant indrettede spisebordskontor, er man i flere og flere lande begyndt at tage hjemmearbejdet til sig for alvor. Det kan betyde mere frihed og fleksibilitet for både arbejdsgiveren og arbejdstageren, men i enkelte lande, har fjernarbejdstendensen alligevel svært ved hægte sig fast. “Kommunikation er spontan – den er ikke rigtig organiseret og struktureret på et bestemt tidspunkt med bestemte personer,“ siger en professor i ledelse for eksempel til BBC, som har undersøgt, hvad vi kan forvente af fjernarbejdets fremtid.

René er rædselsslagen 

“Der er nogen bag ham nu. René kan høre fodtrin. Lette. Legende. Det er børn. Hvor, de kommer fra, er uklart, men nu er de her. I hans soveværelse. Og han kan ikke vende sig om og se dem. Ét af børnene træder ud af legen og tættere på sengen.“ René lider af søvnparalyser – det vil sige, at kroppen bliver lam, mens bevidstheden er vågen. Det medfører som regel hallucinationer. Omkring otte pct. af alle mennesker oplever en søvnparalyse i løbet af deres liv, og det er særligt udbredt blandt studerende. DR har lavet en dybdegående webfeature om søvnparalyser og ikke mindst om René, som hver aften lever med frygten for, hvad der venter ham i mørket.

Abeøen

I 1930’erne blev 450 aber fragtet fra Indien til en ø i Puerto Rico, hvor de blev overladt til sig selv. Det gjorde de, fordi nogle primatologer ville studere deres social- og seksualadfærd. Nu bor efterkommerne ganske uforstyrret på deres egen abeø – bortset fra de forskere, der observerer og fordrer dem. Da en enorm tornado ramte Puerto Rico, var det på mirakuløs vis uden et eneste tabt abeliv på øen. Til gengæld blev de tættere med hinanden og dannede nye og stærkere sociale bånd efter deres fælles traume. En fascinerende historie om det afsides abestyre.

Spisesedlen

Joe Biden præsenterer et nyt økonomisk samarbejde med Asiens stillehavsregion. På et pressemøde i Tokyo i selskab med Japans premierminister, Fumio Kishida, fortalte den amerikanske præsident, at det økonomiske samarbejde vil bestå af 13 lande herunder USA, Japan, Indien og Australien. Samarbejdet går under navnet Indo-Pacific Economic Framework for Prosperity (IPEF) og skal reducere USA’s allieredes afhængighed af Kina.

Det norske medie NRK fjerner nyhedsside på Facebook. Fra 1. juni vil mediet, som er Norges pendant til DR, lukke siden NRK Nyheter, der med over 520.000 følgere er en af landets største. Det skyldes ifølge nyhedsredaktør Espen Olsen Langfeldt, at “publikumsdialog er for vigtig til, at vi kan overlade det til algoritmer i Palo Alto“. Fremover vil der blive delt en mere begrænset mængde af nyhedsindhold på mediets anden Facebook-side NRK.

Mindst 57 døde efter oversvømmelser i Bangladesh og Indien. I Bangladesh er omkring to mio. mennesker strandede efter oversvømmelserne, der ifølge The Guardian er de værste oversvømmelser, landets nordøstlige område har oplevet i næsten to årtier. Oversvømmelserne skyldes voldsom nedbør og har medført jordskred i begge lande samt et brud i en dæmning ved Barak-floden i det nordøstlige Indien.

Folketinget holder afslutningsdebat. Statsminister Mette Frederiksen (S) åbnede ballet med en tale, hvor hun bl.a. kom ind på afstemningen om forsvarsforbeholdet og de fælles klimamål for 2030. Debatten markerer afslutningen på det politiske år. Alle partier og medlemmerne fra Rigsfællesskabet deltager i debatten, der begyndte kl. 9 mandag morgen og sandsynligvis vil vare til sent ud på aftenen.

Kvindelige nyhedsværter i Afghanistan skal dække deres ansigter. Det afghanske Ministerium for Fremme af Dyd og forhindringer af Laster meddelte torsdag, at kvindelige tv-værter ligesom resten af landets kvindelige befolkning skal være tildækkede. Taliban-styrets nye regler blev dog ikke efterfulgt af samtlige nyhedsmedier før søndag. “Vi gjorde modstand og var imod at optræde bag en maske. Men TOLOnews meddelte, at enhver kvinde, som optrådte uden slør eller hijab, ville blive fjernet som studievært og måske blive helt afskediget,“ fortæller Sonia Niazi, som er vært på TOLOnews.

Et sidste ord

Hvordan fejrer Zlatan Ibrahimović et italiensk mesterskab? Med høj cigarføring, naturligvis.

Ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12