23. februar 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Atomalderens ræsonnementer

Siden præsident Putin indledte Ruslands bovlamme, tragiske angrebskrig i Ukraine for et år siden, har der været usandsynligt mange overskrifter i aviserne om atomvåben og atomkrig. Det er en iboende syge, en slags defekt i nyhedsmediets natur, at man (nyhedsfolk) ligesom maler fanden på væggen, mens man selv synes, at man bare nøgternt rapporterer verdens […]

Kære læser

Hjorten er kun en lille fisk

Som et remake af Lars von Triers film Epidemic fra 1987, hvor det er pestlægen selv, som spreder sygdommen fra by til by, har de øverste retsmyndigheder nu gjort, hvad de skulle have undgået, nemlig blottet eksistensen af et tophemmeligt spionsamarbejde. Sagen er i sandhed absurd: Ved at tiltale tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) […]

Det bedste vi har set

Salmanisk fortryllelse

Salmanisk fortryllelse

Salman Rushdies “fortryllende” nye roman er “en triumf”, skriver kulturkritikeren Judith Shulevitz i The Atlantic. Den lyder da også god og Salman Rushdie-agtig: Romanen, Victor City, foregiver at være et resumé af et glemt digt på 24.000 vers fra det 14. århundredes Indien. Hovedpersonen er digtets forfatter, Pampa Kampana, der bliver dronning for en fortryllet by og i øvrigt lever i 247 år. Sådan, Salman (semiblød betalingsmur).

Et værdigt batteriliv

Et værdigt batteriliv

Wired: ‘Jorden tigger dig om at acceptere mindre bilbatterier’. Det lyder som noget, Al Gore ville kalde en ubekvem sandhed for klimabevidste bilister. Måske er man slet ikke klimabevidst, hvis man er bilist?

Dronningen ER jo konservativ

“Hvis jeg var det Konservative Folkeparti ville jeg forsøge at rekruttere Dronning Margrethe som ny leder. Hun har helt sikkert læst Martin A. Hansen, hun er dannet på den dér måde, ingen i det Konservative Folkeparti tilsyneladende længere er. Det ville desuden løse to problemer i et snuptag. Dels ville man på en lempelig måde få reformeret monarkiet til noget mere tidssvarende og sluset Hendes Majestæt ud i samfundet på en værdig måde. Kort sagt en god, fornuftig og konservativ måde at håndtere den tiltagende akavede situation med stadig at have et monarki på. Dels ville man få en person, der rent faktisk er i stand til at udtrykke, hvad god, fornuftig konservatisme går ud på.” Udmærket kommentar af redaktionschef Alexander Rich Henningsen i Atlas.

Genlæs Oliver Stilling fra 2020: ‘Dronningen som kulturminister!

Spisesedlen

Regeringen og Danske Regioner indgår aftale om ny akutplan. “Akutplanen skal bidrage til at sikre, at vi får lettet presset på sygehusene, forkortet ventetiderne på operationer for de patienter, der i øjeblikket venter alt for længe på behandling, samtidig med at vi får robustgjort vores akutmodtagelser,” lød det torsdag formiddag fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på et pressemøde. Den nye pakke vil koste to mia. kroner frem til 2024.

Ny kortlægning viser omfattende PFAS-forurening i Europa. Ifølge data fra “The Forever Pollution Project”, der er blevet til i et samarbejde mellem en lang række europæiske medier, er de såkaldte evighedskemikalier fundet i godt 17.000 forskellige områder hen over Europa. Ved omkring 640 af stederne er der opdaget PFAS-koncentrationer på mere end 1.000 nanogram per liter vand.

Tyrkiske tv-kanaler idømt bøder for dækning af jordskælvet. De tre kanaler Halk TV, Tele 1 og FOX er alle blevet tildelt bøder af det tyrkiske medietilsyn som følge af deres dækning af regeringens mangelfulde håndtering af jordskælvet. Det skriver The Guardian. Under præsident Recep Tayyip Erdoğan er mediefriheden i Tyrkiet blevet indskrænket og mange medier kommet under øget statslig kontrol.

Stigende antal drenge afpresses med nøgenbilleder. Ifølge Red Barnet har man siden sidste sommer fået stadig flere henvendelser fra unge mænd og drenge, der bliver afpresset over internettet. Typisk er drengene mellem 14 og 17 år. Samtidig viser et svar til Folketingets Retsudvalg, at anmeldelser af såkaldt “økonomisk sextortion” er steget fra 250 i 2020 til 603 i 2022.

SVM-regeringen taber 20 mandater i ny måling. Den er lavet af Epinion for Altinget og DR og viser en tilbagegang for alle tre regeringspartier. Værst står det til for Socialdemokratiet, der sammenlignet med folketingsvalget d. 1. november spås til at miste 5,6 procentpoint, mens Venstre og Moderaterne går hhv. 3,9 og 1,8 procentpoint tilbage. Dermed står regeringen til blot 69 mandater.

Et sidste ord

Man ved det er alvor, når man takker ja til en kop te, og det her så sker.

På gensyn i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12