22. maj 2018

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Fastekur og solnedgang

Egentlig startede muslimernes ramadan allerede i onsdags, men det var først da vores altid meget direkte integrationsminister bragte den i spil med et temmeligt selvcentreret opslag på et socialmedie og i BT i går, at vi alle sammen begyndte at tale om den. Du kan ikke have undgået det, men hvis du har tilbragt de […]

Kære læser

Ramadan: Venstre ramt af sosse-sygen

Venstre opnår ikke længere fordele ved at føre en skinger kurs i udlændingedebatten: De interne uenigheder er ved at flække partiet på tværs, hver gang en ny følelsesladet debat blusser op. Situationen begynder at minde om de tidligere fløjkrige i Socialdemokratiet.

Det bedste vi har set

Interview Magazine lider bladdøden

Interview Magazine lider bladdøden

Det kan godt være, at Interview Magazine ikke er, hvad det har været, men det er alligevel en smule ærgerligt, hvis det vitterligt er lukket. Andy Warhol grundlagde bladet i 1969, og i 1989, to år efter Warhols død, købte milliardæren Peter Brant det. De seneste par måneder har åbenbart været noget rod med sagsanlæg fra tidligere medarbejdere, lockouts og opsigelser. Gennem årene har magasinet haft mange gode interviews, hvor den ene kendis interviewer den anden – og ofte bare over telefonen – hvorefter samtalen transskriberes, redigeres og trykkes. Warhol forestod selv en del interviews med kendte i 70’erne og fik her svar på, hvad de havde spist til morgenmad, og om de havde sovet godt. Banaliteternes kvalitet, kunne man kalde det.

Kvinder gider ikke længere spankulere rundt i stiletter

Kvinder gider ikke længere spankulere rundt i stiletter

Vi har en person, en mand, på Føljetons redaktion, som af og til lufter en hjemmelavet teori om, at kvinder, der går i stiletter, lider af lavt selvværd. Det er ikke en teori uden huller, men det er også ligegyldigt, for salget af sneakers til kvinder er gået amok, mens salget af stiletter er for nedadgående – i USA, i hvert fald. Det er bare en nyhedsartikel, det her, men fodtøjstrends skal man ikke kimse af. En hjemmegående mor ved navn Rhiannon Anderson i en lille by nord for Atlanta i delstaten Georgia udtaler, at hun har 50 par høje hæle, men at hun aldrig går i dem. ”Det her er lidt ude på landet,” siger hun. ”Hvis du har høje hæle, glor folk mærkeligt på dig.”

Et nationalklenodie under afvikling

Et nationalklenodie under afvikling

Litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard har skrevet en fin bog, Meningen med velfærdsstaten (undertitel: ‘Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede’), som kortlægger ordet ’velfærdsstat’ i et historisk perspektiv og ”følger det på en rejse fra at være ukendt skurk til at blive regulært folkeeje under stadig kærlig-kritisk behandling”, som Atlas formulerer det. Magasinet bringer et læseværdigt interview med professoren, der savner, at nogen turde formulere sig mere principielt omkring vores samfundsform og måske udstikke en farbar vej: ”Når nu politikere i dag siger, at vi skal bevare ’kernevelfærden’, så signalerer det, at der er noget essentielt ved velfærdsstaten, og så er der noget mere eller mindre overflødigt, som vi kan skære bort. Hvordan gør de det op?” spørger han.

Det er Robert Indiana, som er død

Det er Robert indiana, som er død

Endnu en af 60’ernes store amerikanske kunstnere har sagt farvel og tak. Robert Indiana døde lørdag, 89 år gammel. Han slog igennem med et billede, hvor ordet ‘LOVE’ fyldte det hele, og hvor O’et ligger skråt ned. Ideen var simpel og mere banal end Jasper Johns’ malerier med det amerikanske flag, men det blev ikonisk, ikke mindst da postvæsenet satte det på frimærke i 1973. ”Jeg blev bidt af ‘LOVE’,” udtalte Indiana i 2014. ”Det var en vidunderlig idé, men det var også en frygtelig fejltagelse. Det blev for populært. Og der er folk, som ikke bryder sig om det populære. Det er meget bedre at være eksklusiv og utilgængelig. Det er derfor, jeg opholder mig på en ø ud for Maine, skal jeg sige dig.” God nekrolog i Hyperallergic med brugbare links.

Børn og fulde folk fortæller om kærlighed

Børn og fulde folk fortæller om kærlighed

Fra børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden, og det ved de ovre hos ungdomsmediet Sein. De har været på gaden for at tale med mennesker med en promille, ligesom de har sat en håndfuld børn i stævne for at lokke nogle svar ud af dem. Samtaleemnet er kærlighed, og det er der kommet en virkelig sød og fin video ud af. Det er for eksempel meget forskelligt, hvad holdningen blandt de to grupper er til, hvor mange kærester man må have på samme tid (de fulde vil kun have én, mens de yngste sagtens kan overskue fire-fem stykker ad gangen). Der bliver også givet tips til, hvad du kan skrive i et kærlighedsbrev. Det er faktisk ret simpelt: ”Vil du gifte dig med mig? Kærlighed, kærlighed, kærlighed.”

Spisesedlen

Christianitter blokerer indgangene til Pusher Street. Både hovedindgangen og de cirka syv andre indgange til området er her til morgen lukket af. Beboerne på Christiania vil ikke ud med årsagen til blokeringen, men en christianit fortæller til Politiken, at det er ”et internt Christiania-anliggende”. I går skrev flere medier, at hashhandlen i fristaden er øget de seneste år på trods af politiets mange aktioner.

Ærkebiskop dømt for at dække over sexmisbrug af barn. Den australske ærkebiskop Philip Wilson har dækket over alvorlige overgreb mod en alterdreng, som i 1970’erne fortalte, at præsten Jim Fletcher havde forgrebet sig på ham. Philip Wilson er globalt set den højeststående person fra den katolske kirke, som er dømt skyldig i en sag relateret til overgreb mod mindreårige.

Sverige forbereder landets borgere på krig. I løbet af den næste uge vil 4,8 millioner svenske husstande modtage en brochure, som de svenske beredskabsmyndigheder har udarbejdet for landets regering. Brochuren har navnet ‘Om krisen eller kriget kommer’ og giver gode råd til Sveriges borgere i tilfælde af, at der skulle udbryde krig i landet. En tilsvarende brochure blev sendt ud under Anden Verdenskrig.

Verden protesterer mod Maduros genvælgelse. I går sikrede Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, sig endnu en seksårig regeringsperiode i det sydamerikanske land. Valgresultatet har som ventet skabt international røre og har resulteret i, at USA har pålagt Venezuela en række nye økonomiske sanktioner, ligesom 14 lande, herunder Argentina, Brasilien og Canada, har trukket deres ambassadører ud af landet i protest.

Lavaudbrud skaber dødelig syresky på Hawaii. Lavaen, der flyder fra vulkanen Kilauea, løber ned i Stillehavet og skaber skyer af syre, damp og små stykker glas, som rejser sig over øgruppens største og sydligste ø, Big Island. Syredampene kan være dødelige, hvis de indhaleres, og der advares mod at færdes i området. Kilaueas udbrud har stået på i mere end to uger.

Et sidste ord

Var du med ude at virkeliggøre kronprins Frederiks ”drøm” i går? Løb du med ham til ‘Royal Run’? I forhold til mediedækningen vil det måske overraske dig, at han først fylder 50 på lørdag. Politikens tegner Philip Ytournel nailer situationen her.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12