22. januar 2019
Kære læser
Så blev det tirsdag, og vinterens velkendte sjapshow har for alvor lagt sin klamme hånd over de mest befærdede dele af Danmark. På sådan en dag går du måske rundt og overvejer at drage mod varmere himmelstrøg, ja, måske har du endda været inde og surfe lidt rundt på nettet efter billigrejser. Det ville ikke […]
Kære læser
Hvor skal vi hen? Så er det i dag, at et par tusinde af verdens allervigtigste og rigeste mennesker mødes på en Schweizisk alpetop – både billedligt og fysisk set så langt fra gadens parlament som muligt. World Economic Forum 2019 starter i Davos i Schweiz i dag, og vi lægger ud med at remse […]
Spisesedlen
Socialdemokratiet vil ændre pensionsalder. Arbejdere, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, skal kunne kunne trække sig tilbage før akademikeren. Sådan lyder løftet fra S-formand Mette Frederiksen, der hermed spiller med sit første store valgoplæg. Den præcise model er dog ikke klar endnu.
Istab i Grønland er firdoblet siden 2003. Nyt studie dokumenterer, at klimaforandringer får Grønlands store ismasser til at smelte hurtigere end hidtil antaget. Det kan allerede være for sent at vende udviklingen: Ifølge professor i geologi Michael Bevis fra Ohio State University er ”the point of no return” måske nået nu.
212.500 ekstra job i det private. Hver måned siden november 2013 er der kommet 3.200 flere lønmodtagere i den private sektor. Størst er stigningen i antallet af nye job i handel og transport, som på fem år er steget med 63.200 flere lønmodtagere. Fremgangen kan blive det største trumfkort for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i den snarlige valgkamp.
Labour-leder åbner for ny folkeafstemning. Tiden er for alvor ved at løbe ud for en britisk skilsmisseaftale med EU, og nu åbner oppositionslederen Jeremy Corbyn for en ny folkeafstemning, hvor spørgsmålet om britisk udtræden igen skal på stemmesedlen. Premierminister Theresa May afviser blankt muligheden for ny folkeafstemning.
Bagmandspolitiet vil have Nordea dømt. Den nordiske storbank vil næppe kunne slippe med blot at få en bøde i den store hvidvasksag, som bagmandspolitiet efterforsker. Ifølge Jyllands-Posten er planen nu at gå efter en åben retsproces, hvorved straffen også kan sætte en standard for andre hvidvasksager.
Et sidste ord
Vi kan ikke rigtig blive enige med os selv: Er denne video af en kinesisk skole, der opfører ”shuffle dance” lidt skræmmende eller lidt cool? Men sådan har vi det med det meste af det, der sker i Kina.