22. februar 2023
Kære læser
I den svenske instruktør Ruben Östlunds fremragende film Triangle of Sadness, som forhåbentlig vinder nogle statuetter ved Oscar-uddelingen i Los Angeles i marts, optræder der på et et tidspunkt et ældre velhavende og distingveret ægtepar. De spiser middag på luksusskibet og sidder ved samme bord i restauranten som et ungt par, der begynder at spørge […]
Kære læser
“Du ved godt, der er valg om lidt, det her er bare en reklame for det,” siger en tyrkisk mand i murbrokkerne. Mange af de bygninger og konstruktioner, som præsident Recep Tayyip Erdoğans parti AKP har rejst, er nu væk. Det byggeboom, som har løst massive beboelses- og infrastrukturelle problemer i landet, ligger i ruiner. […]
Det bedste vi har set
Kan du holde på en hemmelighed?
Mennesker bærer i gennemsnit på 13 historier, som vi ikke vil fortælle til nogen. Nogle er tungere end andre. Hver uge går journalist Sanne Cigale Benmouyal i selskab med en gæst på opdagelse i sine lytteres små og store hemmeligheder. I den seneste episode af radioprogrammet er hjerneforsker Albert Gjedde med i studiet. Han forklarer, hvordan det påvirker os, hvis vi ikke siger dem højt, og hvorfor vi alligevel aldrig kommer til at være dem foruden.
Livet skrumper
Sidste uge kom der en ret vild nyhed fra fossilernes frontlinje. I New Zealand havde forskere nemlig fundet stenhårde beviser på, at der for mere end 50 millioner år siden svømmede kæmpepingviner på omkring 150 kilo rundt i havene. Det virker jo næsten, som om dyrene i de gode gamle dage (dinosaurer, mammutter etc.) var lidt større, end dem vi kender i dag. Og det er faktisk ikke helt forkert. I Slate forklarer videnskabsforfatter Riley Black hvorfor.
Barske brætspil
“De fleste spil opfordrer spillerne til at vinde over deres modstandere; få kræver en så total ydmygelse som Monopoly [Matador, red.].” Vi kender allesammen spillet, hvor man rager land og ejendomme til sig. Indehaveren af Rådhuspladsen gnægger hele vejen til banken, mens resten krampagtigt forsøger at holde fast i falske pengesedler. På trods af spillets umiddelbart kapitalistiske dagsorden, er det opfundet af feminist, skuespiller og digter Lizzie Magie og baseret på økonomen Henry Georges argument om, at værdien af jord bør deles af befolkningen. The New Yorker fortæller hendes historie.
Spisesedlen
Claus Hjort Frederiksen tiltalt for at røbe fortrolige oplysninger. Venstremanden nægter sig skyldig. Hvad, den tidligere forsvarsminister er anklaget for at have røbet, er hemmeligt. Hjort siger selv, at han sigtes for at tale over sig i flere interviews. Her har han bl.a. omtalt et hemmeligt kabelsamarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og USA. Det vides endnu ikke, hvornår retssagen skal føres.
Tidligere minister i Mexico dømt for medvirken til narkosmugling. Den fhv. sikkerhedsminister Genaro García Luna (2006-2012) er kendt skyldig for at have modtaget millionbeløb i bestikkelse fra den største kriminelle gruppe i Mexico, Sinaloa. Som tak har Luna tippet gruppen om politiaktioner og sørget for, at medlemmer fra andre kriminelle grupper blev anholdt. Luna står til en straf på minimum 20 års fængsel.
Regeringen vil kriminalisere grooming. Lovforslaget, der er fremsat af justitsminister Peter Hummelgaard (S), skal gøre det ulovligt at tage kontakt til børn og unge på nettet med formålet at danne en seksuel relation, mens også afpresning om intime billeder straffes hårdere. De nye regler forventes at træde i kraft d. 1. juli. Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær for Red Barnet, hylder forslaget som en kæmpe sejr for børn.
966.000 mennesker søgte asyl i EU i 2022. Ifølge en ny rapport fra EU’s asylagentur, EUAA, er det det højeste antal asylansøgere siden 2016. De vurderer, at flere flygtninge søger til unionen som et resultat af de ophævede coronarestriktioner, konflikter og stigende fødevareusikkerhed. De største grupper af asylansøgere i 2022 er fra Afghanistan, Syrien og Tyrkiet.
Nordkorea oplever massiv fødevarekrise. Det skyldes ekstreme vejrforhold og stigende kornpriser, skriver BBC. Satellitbilleder fra de sydkoreanske myndigheder viser, at Nordkorea producerede 180.000 tons færre fødevarer i 2022 sammenlignet med året før. Landets topembedsmænd forventes at drøfte situationen senere på måneden.
Et sidste ord
Forførelsens svære kunst.
Føljeton kommer ud af fjerene igen i morgen. Vi ses!