22. december 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Eric Claptorsk smadrer julen

Står du og mangler en opmuntrende historie i julen? Sådan en rigtig julen-er-hjerternes-fest-fortælling, som sender varme rundt i hele kroppen, så det kan mærkes langt ud i træbenet eller fingerspidserne på din bioniske hånd? Så er det overhovedet ikke Eric Clapton, du skal kigge efter. Den efterhånden 76-årige engelske rockguitarist har længe haft ry for at […]

Kære læser

Corona er den nye strammerpolitik

De fortsatte mutationer skaber opbrud i dansk politik: Efter en lang periode med borgfred i Folketinget er fronterne blevet trukket skarpt op, og reelle ideologiske konflikter er begyndt at bryde frem. Under en overflade af umiddelbart neutrale henvisninger til Epidemikommissionen træffes der nu kontroversielle beslutninger, som vækker mindelser om udlændingepolitikkens glansperiode. På den ene side […]

Det bedste vi har set

Året ifølge Kisser

Vores allesammens yndlingsseniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm – der pt. er aktuel med Den Korte Podcast og projektet Den Politiske Bivuak, der ikke er et parti (endnu) – har minsandten holdt en juletale. Den blev selvfølgelig uploadet til YouTube på årets korteste dag, og handler bl.a. om regeringens fortsatte nedsabling af kulturen og ikke mindst #MeToo-skandalerne på TV2.”Var der en dårlig kultur på TV2? Yes. Var der dårlig dømmekraft i ledelsen? Yes. Var der en tv-vært med et æggeformet hoved, der tog for sig af retterne? Jes.”

Kunstfærdigt forsvar

”Jeg skriver fra orkanens øje. Jeg er en del af den lille håndfuld forskere på Kunstakademiet, som, politikere, ministre og nu en ny rapport mener, fjerner kunsten fra atelieret og er med til at akademisere Kunstakademiet. Det er orkanens øje, fordi her er helt stille. Der er ikke en eneste politiker, forsker eller minister, der har spurgt mig, hvad jeg laver.” Ph.d-studerende på Kunstakademiet Honey Biba Beckerlee leverer en sylespids kritik af korstoget mod kunstuddannelserne. For hvis ellers Henrik Dahl (LA) og andre forargede politikere gad lave deres hjemmearbejde, ville de hurtigt se, at rygterne om atelierets død er stærkt overdrevne.

Død over Disney

Den amerikanske underholdningsindustri domineres i dag af nogle få giganter, som dræber massekulturen med evindelige franchise-genoplivninger og ubehjælpelige crossovers. The Simpsons er for længst blevet til en omvandrende zombie, men Disney holder serien kunstigt i live for at booste streamingtallene. Hvor skal det hele ikke ende? Jacobin leverer en ræverød analyse af musegigantens bekymrende monopol.

Spisesedlen

Inger Støjberg fundet uværdig til at sidde i Folketinget. Efter en timelang debat i Folketingssalen tirsdag eftermiddag, valgte et stort flertal som ventet at sende den tidligere udlændinge- og integrationsminister ud af Folketinget. Sammenlagt stemte 98 folketingsmedlemmer for at erklære Støjberg uværdig, mens 18 stemte imod. Støjberg er det blot femte folketingsmedlem siden grundlovsændringen i 1953, der er fundet uværdig til at sidde i Folketinget.

Israel annoncerer fjerde vaccinestik til folk over 60. Som det første land i verden vil Israel nu tilbyde et ekstra booster-stik til ældre borgere samt sundhedsmedarbejdere. Stikket vil blive givet mindst fire måneder efter modtagelsen af tredje vaccinedosis, og har til formål at bremse spredningen af omikron. Det annoncerede premierminister Naftali Bennett tirsdag.

Dubais øverste leder skal betale milliardbeløb til ekskone. En engelsk domstol besluttede tirsdag, at sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum skal betale 550 mio. pund – svarende til godt fem mia. kr. – til prinsesse Haya Bint al-Hussein og deres to børn. Prinsesse Haya flygtede med børnene til Storbritannien tilbage i 2019, da hun efter eget udsagn frygtede for sit liv.

Præsidentvalg i Libyen udskudt på ubestemt tid. Ifølge en komité nedsat af landets parlament vil det være ”umuligt” at afvikle fredagens valg som planlagt. Komitéen har dog ikke givet nogen ny dato for, hvornår valget i stedet kan afvikles. En aftale fra sidste år foreskriver ellers, at den nuværende overgangsregerings mandat udløber den 24. december. Det er derfor uklart, hvilke konsekvenser udskydelsen vil have.

Mærsk bekræfter nyt milliardkøb. I en pressemeddelelse skriver den danske shippingvirksomhed, at man køber det Hongkong-baserede logistikselskab LF Logistics for 23,7 mia. kr. ”Købet vil yderligere styrke Maersks position som et integreret containerlogistikselskab, der tilbyder end-to-end supply chainløsninger til sine kunder”, lyder den sindsoprivende forklaring.

Et sidste ord

Det belgiske fodboldlandshold har lavet julekort. Vi kunne ikke have ønsket os et bedre resultat.

Ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12