21. september 2018

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Venstre og udlændinge

”Alle skuffer over tid” Minds of 99   Man kan godt mærke, at partierne i Folketinget begynder at ruste sig til et folketingsvalg. I går satte regeringspartiet Venstre for eksempel sin  indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen fra bestillingen. Man kan vel godt kalde Jan E. Jørgensen for klassisk liberal, og han har på det seneste markeret […]

Kære læser

Fyret for at give bæstet en stemme

Chefredaktøren for det prestigefyldte litterære magasin New York Review of Books stoppede i denne uge øjeblikkeligt efter en #MeToo-mediestorm havde rejst sig mod ham. Ikke fordi han havde gjort noget ved nogen, men fordi han valgte at trykke et essay af den canadiske radiovært Jian Ghomesh, der har været anklaget for overgreb imod kvinder. Han havde givet bæstet en stemme, og det skulle han ikke have gjort

Det bedste vi har set

Plottet mod det amerikanske demokrati

Plottet mod det amerikanske demokrati

”I to år har amerikanerne forsøgt at absorbere detaljerne fra 2016-angrebet – hackede emails, bedrageri på sociale medier, mistænkte spioner – og præsident Trumps påstande om, at det hele er fup.” I denne webfortælling samler The New York Times op på alt, hvad vi indtil videre ved om russernes indblanding i det amerikanske præsidentvalg. Læs og kom på omdrejningshøjde med den særlige efterforsker Robert Mueller – næsten da.

Kom ind i Kina-USA-kampen

Kom ind i Kina-USA-kampen

Det digitale medie Axios har ikke eksisteret så længe, men det kører for dem. Der er ikke så meget sniksnak og præsensdramatik i deres analyser og artikler, som til gengæld er spækket med informationer, selv om de sjældent fylder mere end en sides penge. Her har vi et brief om Kinas og USA’s kamp på teknologifronten. Kina følger strategien ‘Made in China 2025’; den handler om at blive førende inden for sektorer som luftfart, højhastighedstog og landbrugsteknologi og dermed erstatte fremmed teknologi ude og hjemme. Men hvilken indvirkning kommer handelskrigen til at få?

Findes der en kur mod kærligheden?

Findes der en kur mod kærligheden?

Måske kan du huske instruktør Michel Gondrys geniale Evigt solskin i et pletfrit sind, hvor Jim Carreys og Kate Winslets karakterer får slettet alle minder om hinanden efter et grimt brud. Det er nærmest noget lignende, der er på spil her. I frustration over ikke at kunne komme sig over en ekskæreste valgte sangeren Dessa at få foretaget en fMRI-scanning. Her blev det identificeret, hvor i hjernen den fortsatte forelskelse lå placeret, hvorefter den blev behandlet væk med såkaldt neurofeedback. Og det har tilsyneladende virket. NPR har historien til alle ulykkelige hjerter lige her.

Puk Damsgård i Yemen

Puk Damsgård i Yemen

Det er som regel værd at læse med, når DR’s Mellemøst-korrespondent Puk Damsgård skriver fra, ja, Mellemøsten. Det virker også til at være tilfældet denne gang, hvor Damsgård af 10 omgange vil skrive dagbog fra krigsplagede Yemen. Første kapitel ligger klar lige her og iscenesætter, hvordan FN’s hjælpeorganisationer har haft ”en form for patent på fortællingen” om landet, siden krigen brød ud i 2015. Det vil Damsgård nu lave om på, idet hun ”rejser til det nordlige Yemen med nysgerrigt barnesind.” Sejt.

Et smukt reklamestunt

Et smukt reklamestunt

Den her stiller os i lidt af et dilemma. For på den ene side er vi måske ikke så meget for at reklamere for megabrands som modekoncernen Gucci. På den anden side kan vi godt lide kunst og kreative tiltag. Og det er præcis det, Gucci har forenet på en ny Instagram-konto, der har til formål at undersøge skønhedens kunsthistorie. I hvert nyt indlæg poster Gucci et historisk maleri af kvinder fra forskellige perioder og kulturer sat i kontekst af små forklarende tekster. Det er egentlig meget fedt. Quartz har en beskrivelse af projektet her, og du kan klikke dig direkte ind på Instagram-kontoen her.

Spisesedlen

De britiske myndigheder går ind i Danske Bank-sagen. Storbritanniens enhed mod organiseret kriminalitet, NCA, har indledt en efterforskning af et britisk selskab med forbindelser til Danske Banks estiske filial. Det er første gang, de britiske myndigheder undersøger en sag relateret til hvidvask-skandalen, skriver Financial Times.

Aarhus Byråd enige om nyt budgetforlig. Natten til fredag opnåede byrådet enighed om næste års budget for Aarhus Kommune, der vil indebære besparelser for 125 mio. kroner. Kommunen havde i forrige års budget medregnet et fald i udgifter på 200 mio. kroner ved afskaffelsen af et beskæftigelsestilskud. Afskaffelsen fandt dog aldrig sted, og derfor skal kommunen nu spare.

Vietnams præsident Tran Dai Quang er død. Quang døde fredag på et militærhospital i Hanoi efter ”alvorlig sygdom,” meddeler vietnamesisk fjernsyn. Han blev 61 år. Som præsident var Dai Quang, sammen med premierministeren og lederen af det kommunistiske parti, en af landets tre øverste ledere. Quang var dog primært ansvarlig for ceremonielle pligter.

Mindst 86 døde efter færgeforlis i Tanzania. En færge med mere end 400 passagerer forliste torsdag på Victoriasøen mellem øerne Ukora og Bugolora. Indtil videre er 100 mennesker reddet i land, men dødstallet frygtes at kunne stige til op mod 200. Forliset skyldes formentlig, at færgen var overfyldt. Ifølge lokalmedier var færgens officielle kapacitet på kun 100 passagerer.

‘Den skyldige’ valgt som dansk Oscar-bud. Thrilleren, som er instrueret af den svenske debutant Gustav Möller, er af en dansk Oscar-komité blevet valgt som årets bud til kategorien Bedste udenlandske film. Den 22. januar bliver det offentliggjort, om ‘Den skyldige’ er blandt de sidste fem nominerede film til selve prisshowet, som løber af stablen den 24. februar i Los Angeles.

Et sidste ord

Hvis du har set det syrede danske 90’er sketch-show Casper og Mandrillaftalen, så er vi ret sikre på, at du vil sætte pris på den her video, hvor Thomas Borgen gør sig som Gentleman Finn. Hvis du ikke har set det, vil vi anbefale det på det kraftigste. Det holder stadig!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12