21. november 2023
Kære læser
Hvis man vil give sig selv en lille gave eller har brug for en opmuntring eller et lindrende afbræk fra en virkelighedsfjern hverdag, der er ved at tage pippet fra en, så kan billedkunstneren Henry Heerup (1907-93) være svaret. Besøg Heerup Museum på Kirkesvinget 1 i Rødovre, googl ham, kig på hans symbolfyldte billeder, studér […]
Det bedste vi har set
Købt i Kina
Købt i Kina
Skal julegaven skaffes hos Alibaba, Shein eller Temu? Den kinesiske e-handel har for længst vokset sig til et verdensomspændende fænomen, og mange af de største spillere har da også målrettet forsøgt at udvide deres aktiviteter internationalt. Resultatet er en omfattende milliardforretning og helt utroligt mange pakker sendt i minuttet. Rest of World tegner et interessant billede af shoppingmanien.
Grønlands sorte udsigt
Grønlands sorte udsigt
Den globale opvarmning går dobbelt så hurtigt på Arktis som på resten af kloden. Faktisk har det tidligere på året været så varmt på Indlandsisen i Grønland, at man har kunnet nøjes med at have t-shirt på. Samtidig smelter flere milliarder liter is dagligt. Seniorforsker Nanna Bjørnholt Karlsson fra GEUS’ Afdeling for Glaciologi og Klima fortæller om den skræmmende udvikling til Videnskab.dk.
Hvilke klimaløfter?
Hvilke klimaløfter?
Og så er det vel ikke for meget at bede om, at verdens lande på COP28-klimatopmødet bliver enige om at gøre noget akut ved klimakrisen, vel? Vel? En af de ting, der i hvert fald kommer til at plage forhandlingerne, er det gamle brudte løfte om, at fattige lande fra 2020 og frem ville få 100 mia. dollars i klimastøtte årligt. Sådan gik det ikke helt, og som klimamediet Grist pointerer, er det da heller ikke noget, man bare lige glemmer ved forhandlingsbordet.
Spisesedlen
Kaosset fortsætter i OpenAI, efter mindst 743 ud af 770 ansatte kræver bestyrelsens afgang. (BBC)
Læger opdaterer lægehåndbog, så den ikke primært viser patienter med lys hud i artikler om hudsygdomme. (Politiken)
Flere hundrede dømt i omfattende mafia-sag i Italien. (New York Times)
FN-generalsekretær opfordrer til “dramatisk klimahandling” efter ny katastrofal klimarapport. (AFP)
Advokatfirmaet Bech-Bruun skal betale 400 mio. kr. i erstatning til staten i sag om udbytteskat. (Finans)
USA’s forsvarsminister lover yderligere 100 mio. dollars i støtte til Ukraine under besøg i Kyjiv. (Reuters)
Danske Regioner vil undersøge, hvorvidt tilbud om kræftbehandling i udlandet skal forbedres. (DR)
Nærsynet
Nu brænder det altså på
Timingen kunne næsten ikke være mere sigende. Bedst som COP28 er på trapperne, og FN har frigivet sin nye, ekstremt ildevarslende klimarapport, har verden kortvarigt oplevet en opvarmning på over to grader celsius. Ifølge data fra European Center for Medium-Range Weather Forecasts (ECMWF) var fredag og lørdag i sidste uge de to første dage nogensinde målt, hvor den globale gennemsnitlige overfladetemperatur kom over to grader, sammenlignet med de præ-industrielle niveauer.
Den gode nyhed er, at der teknisk set ikke er tale om en overskridelse af Parisaftalens målsætninger, da man her arbejder med et gennemsnit henover flere årtier. Samtidig skal temperaturrekorden også bekræftes af andre datasæt. Med tanke på, at vi ifølge FN-rapporten har kurs mod en opvarmning på op mod 2,9 grader, ser det dog heller ikke super lyst ud.
+ CarbonBrief giver et overblik over, hvem der vil hvad på COP28. Hint: Det er langt fra alle, der gider tale om en udfasning af fossile brændstoffer. Svin.
Et sidste ord