21. marts 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Etnisk profilering skal stoppe nu

“Giv agt når nogen siger: / – Jeg er ikke racist, men – / Så er det bare om / at springe til side / før de brækker sig over jer.“ Benny Andersen, fra digtet “H.C. Andersens land“, 1985   I dag er er det mandag (igen). Men det er mere end bare mandag; det […]

Kære læser

Iskolde data afslører klimaets overophedning     

Lyden af sne, der drypper, floder, der strømmer flere hundrede meter under indlandsisen og beskidte isbjerge, der knækker af og falder ned i det mørke hav. Det slår tonen an i dokumentarfilmen Into the Ice instrueret af Lars Henrik Ostenfeld, som de kommende to uger kan ses på dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX. Filmen følger tre glaciologer, der […]

Det bedste vi har set

For avantgarde for Lou Reed

Sanger og komponist John Cale – ja, ham fra The Velvet Underground – fyldte 80 år tidligere på måneden. I den anledning har Heartbeats lavet en mere end to timer lang hyldest til rockikonet med musikjournalisterne Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch ved roret. Det bliver måske lidt sludrende, men der er masser af gode anekdoter undervejs – og ikke mindst et bredt udpluk af Cales musikalske œuvre.

Sygdomssange 

Mere musik: The New York Times Magazine har frigivet sin årlige musikalske særudgave, der “udforsker sangene, kunstnerne og de musikalske temaer, som indfanger øjeblikket“ – denne gang med tryk på coronapandemien. Det er flot lavet som altid (og sangudvalget er nu også meget godt).

Karrieremæssig u-vending

Inden Taliban indtog Kabul sidste sommer, var Khalid Payenda finansminister i Afghanistan, med ansvaret for et budget på seks mia. dollar. Nu er han Uber-chauffør i Washington D.C., hvor han samler folk op i sin Honda Accord. Washington Post har talt med Payenda om flugten til USA, og hans nye, mere ydmyge tilværelse.

Spisesedlen

Ukraine nægter at overgive Mariupol. Natten til mandag afviste den ukrainske regering et russisk krav om overgivelse i den belejrede by Mariupol, hvor tusindvis af indbyggere fortsat er fangede uden basale fornødenheder som vand og strøm. “Der kan ikke være nogen form for tale om overgivelser,“ udtaler Ukraines vicepremierminister Iryna Veresjtjuk. Hun opfordrer i stedet til, at Rusland tillader etableringen af en humanitær korridor.

Tyskland indgår energiaftale med Qatar. Den tyske økonomiminister Robert Habeck mødtes søndag med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, hvor de to lande indgik en aftale om eksport af naturgas til Tyskland. Det bekræfter en talsperson for Tysklands økonomiministerium. Aftalen finder sted, mens Tyskland forsøger at mindske sin afhængighed af russisk gas som følge af invasionen i Ukraine.

Boeing-fly med 132 passagerer er styrtet ned i Kina. Flyet fra selskabet China Eastern Airlines styrtede mandag morgen ned i et bjergområde i Guangxi-regionen med 132 passagerer og ni personalemedarbejdere ombord. Det oplyser det kinesiske luftfartsvæsen CAA. Redningshold er blevet udsendt til området, men antallet af omkomne samt årsagen til flystyrtet er endnu ukendt.

Danfoss får ny bestyrelsesformand. Det bliver med al sandsynlighed næstformanden Jens Bjerg Sørensen, der kommer til at afløse Jørgen Mads Clausen. Sidstnævnte har været administrerende direktør for Danfoss fra 1996 til 2008 og bestyrelsesformand siden 2009. Jens Bjerg Sørensen skal blot godkendes som ny formand på koncernens generalforsamling, der afholdes fredag.

Begge forældre modtager nu post om deres barn. Fra i dag, mandag, vil al post fra det offentlige blive sendt til begge forældre i e-Boks. Tidligere har det ofte kun været den ene forælder, der har fået besked, men et lovforslag vedtaget sidste år gør nu op med praksissen. “Børn er et fælles ansvar, og derfor skal begge forældre selvfølgelig også have de relevante oplysninger,“ udtaler transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen (S).

Et sidste ord

Fra skaberne af ursuppen kommer nu… kosmisk latte, oprindelig muslingesuppe og astronommandler. Forskere har tilsyneladende bare evig fråder på.

Ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12