21. juli 2017

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Nostalgi og mangelteori – 90’erne hitter igen

Den canadiske forfatter Douglas Coupland introducerede i 1990’erne begrebet hyper-nostalgi. Det var vist i den lille sorte bog Et liv efter Gud, og det dækkede kort fortalt over det, der sker, når vi bliver nostalgiske over noget, som i virkeligheden ikke er særlig længe siden eller for den sags skyld særlig fantastisk. Måske har du […]

Kære læser

Er Trump også zenmaster?

Mange af præsident Trumps udtalelser og tweets giver ingen logisk mening – efter en konventionel skala. Det er ofte sort snak. Men måske kommunikerer han på en helt ny og samtidig oldgammel måde?

Det bedste vi har set

I dag er Herman Bang taget på reportage i lighuset, hvilket giver ham anledning til at tænke lidt ekstra over den syge, den døende og døden selv:

”Man kalder Døden med saa mange Navne: bleg og rædselsfuld og kold og gusten; den Onde og tung; mild og den Svære og taus; vanskelig og den Seirrige og stærk. Og alt kan det være sandt. Men dog maler intet Tillægsord Døden. Fredelig er ikke nok, stille giver intet, rolig altfor lidt. Død er Døden – og man giver den kun ved sit eget Navn. ”

Du har læst alt, og det regner. ”Samfundet” har du lykkeligt fortrængt i din liggestol på Rhodos, men nu er du hjemme igen. Og mere end nogensinde er der brug for, at du sætter dig ind i ”politik”. Du kan jo begynde her i Føljetons ferieserie ‘Fiktiv sommerlæsning’. I dag: En samtalebog af Torben Steno, som på en måde også viser sig at være en slags kritik af det, man kunne kalde vores alle sammens ”sundhedsvæsen”.

Spisesedlen

Nye problemer med sundhedsplatformen i København. Nu viser det sig, at ingen kender ventetiden på hovedstadens akutmodtagelser efter platformens indtog. Det møder kritik fra flere fronter. Siden Sundhedsplatformen blev indført sidste år på de første hospitaler – og nu findes på alle hospitaler i regionen – har hverken regionen eller sygehusene kunnet opgøre ventetider.

Russisk atomubåd er nu kommet ind i dansk farvand. Det er verdens største atomubåd, og natten til fredag vil den skære forbi Læsø. Ubåden er 172 meter lang og vil blive fulgt af den danske beredskabsstyrelse gennem dansk farvand på vej til 100 års jubilæet for grundlæggelsen af den russiske flåde i Skt. Petersborg.

Natten til fredag ramte et jordskælv med en styrke på 6,7 mellem Tyrkiet og Grækenland.  Skælvet dræbte mindst to mennesker på den græske ferieø Kos og sårede over 100 andre. Myndighederne advarer om efterskælv, særligt i Tyrkiet.

IMF godkender muligt milliardlån til trængte Grækenland. Valutafonden stiller dog hårde krav til udbetalingen af pengene, der ikke vil ske uden gældslettelse. Programmet har en værdi på op til 11,5 milliarder kroner. IMF kræver, at europæiske ledere stiller garanti for Grækenland. Desuden skal grækerne fortsætte sine økonomiske reformer.

Frontmanden i det populære rapmetal-band Linkin Park Chester Bennington er død i en alder af 41 år. Politiet fandt sangeren i hans hjem syd for Los Angeles torsdag morgen, og TMZ beretter, at der er tale om et selvmord. Chester Bennington optrådte ved Chris Cornells begravelse i maj, efter Soundgarden-frontmanden havde taget sit eget liv. Linkin Park blev dannet i Californien i 1996 og fik fire år senere et gennembrud med debutalbummet Hybrid Theory, der udsprang af og videreudviklede den populære rapmetalbølge.

Et sidste ord

Selv om vi har flere afsindigt dygtige og vigtige kvinder i redaktionen, må vi jo indrømme, at vi er et svagt flertal af mænd. Men vi mener – i samlet flok – at samtlige af disse kvinder er langt pænere og mere indbydende uden makeup end med. Det er altså det, mændene vil have nu om dage, er vi sikre på.

[Hilsen fra den kvindelige korrekturlæser: I klarer jer også godt, både med og uden.]

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12