21. juli 2016

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Gorillaer i sommerdisen

Der er to tidspunkter på året, hvor skilsmissestatistikkerne topper. Lige omkring og efter juletid. Og så lige nu – i sommerferien. Måske går du allerede rundt og sparer irritation op over din partner, som du ikke har set, siden den sidste krise I havde ved juletid, hvorefter hun/han forsvandt i en sky af arbejde, børn, […]

Det bedste vi har set

Mesteren fra Falster

Vi elsker gode gamle Bent Vinn Nielsen her på redaktionen, og hvis du ikke gør det, er det, fordi du ikke har læst hans bøger, hans klummer eller for den sags skyld et interview med den ukronede udkantsforkæmper. Line Holm fra Berlingske har lavet et fint interview med ham om en tyggegummitester, og så kan hans klummer fra Information læses kvit og frit.

Intet andet end din telefon

Det er ikke til at tro og næsten ikke til at bære at høre mere om det, men flygtningestrømmen fra Syrien ind i Europa er ikke stoppet, siden du sidst tjekkede. Det er den samme forfærdelige historie, de samme ruter, de samme problemer og de samme skæbner, om end antallet af flygtninge er faldet en smule. Gode udgivelser forsøger stadig med alle midler, der er til rådighed, at få os til at begribe, hvad der sker, og det bedste forsøg, vi har set længe er denne BBC-video, der skal ses på en mobil.

Skal man forstå de aktuelle tal, så følg med her.

Gaven der bliver ved at give

Republikanernes konvent, der i øjeblikket foregår i Ohio, er gaven, der bliver ved med at give. Hver dag er der nye højdepunkter og lavpunkter, der kun lige overgår gårsdagens. Hver dag er en fest. I går kom det frem, at den taleskriver, der tog skylden for, at Melania Trump havde plagieret hele passager fra Michelle Obama, formentlig slet ikke eksisterer. Det hele var løgn. Man tror, det er løgn.

Og også i dag er der endnu en interessant tekst om Trump. Denne gang er det af en af redaktionens favoritter, den unge komet James Hambling fra The Atlantic, der afprøver diagnosen sociopat på Donald Trump.

Spisesedlen

Fem millioner personnumre blev ved en fejl sendt til Kina. Et brev med to cd’er med data, som Statens Serum Institut (SSI) ville sende til Danmarks Statistik, blev i stedet leveret til et kinesisk visumcenter i Danmark, Chinese Visa Application Centre, inden det nåede frem til den rette modtager. Her er tale om personnumre og helbredsoplysninger på 5.282.616 personer, som har været bosat i danske kommuner mellem 2010 og 2012.

Ted Cruz buhet ud på republikansk partikonvent. Senatoren fra Texas, som tabte primærvalget til Donald Trump, blev mødt med pibekoncert, da han smøg sig uden om at erklære støtte til præsidentkandidaten ved partiets konvent i går.

Angela Merkel tog imod Storbritanniens nye premierminister Theresa May i Berlin i går. Anledningen var ikke så festlig: ”Brexit er Brexit, og det kan ikke være anderledes. Men vi skilles ikke fra vores europæiske venner. Vi vil stadig have tætte bånd til Tyskland og de andre lande i EU, og jeg er fast besluttet på at gøre Brexit til en succes for Storbritannien,” sagde Theresa May, da hun sammen med Angela Merkel stillede op til et kort pressemøde. Nu går turen videre til Paris med samme besked.

Flemming Rose slået til ridder i Frankrig. Forfatteren og journalisten Flemming Rose blev onsdag slået til ridder af den franske Ordre des Arts et des Lettres, skriver Jyllands-Posten. Ordenen hører til de mest fornemme i Frankrig og gives til personer, som har ydet ”signifikante bidrag” inden for bl.a. kunst, musik og litteratur. Tillykke.

Alle USA’s bøger på et saltkorn. Hollandske fysikere har nået den teoretiske grænse for datalagring. Datatætheden er så høj, at alle bøger på USA’s største bibliotek vil kunne være på et areal på størrelse med et saltkorn.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12