21. februar 2018
Kære læser
TV2 har været på besøg i Vollsmose. Her har de besøgt den somaliske kvindeforening Sahan for at fortælle en historie om, at foreningens kvinder, der har vundet priser for deres arbejde med at hindre radikalisering, hverken arbejder eller taler dansk. Den aften, TV2 kigger ind, er 11 kvinder fra foreningen samlet til et oplæg, men […]
Kære læser
Vi nærmer os syvårsdagen for borgerkrigen i Syrien, og efter den modbydelige terrororganisation IS næsten er væk, kunne man godt få sig den tanke, at krigen var ved at slutte. Men det ser ikke sådan ud. Krigen har aldrig været mere brutal og mere international end netop nu. Her er fem vigtige punkter, der måske kan bidrage til forståelsen af den komplicerede og endeløse konflikt.
Det bedste vi har set
Syge englændere bliver helbredt af deres venner
I den sydengelske by Frome har man en forsøgsordning, der går ud på at bekæmpe social isolation ved at tilbyde social kontakt til mennesker, der føler sig ensomme. Det ser ud til at virke, og det er godt i sig selv, men projektet har kastet et andet bemærkelsesværdigt resultat af sig – den sociale kontakt gør nemlig syge mennesker raske. Når socialt isolerede mennesker med helbredsproblemer bliver tilbudt støttegrupper og frivillige besøgsvenner, så falder antallet af udrykninger og hospitalsbesøg drastisk. I regionen Somerset, hvor byen Frome ligger, har man ellers oplevet en stigning på 29 procent i antal hospitalsbesøg, men i Frome er det tal i stedet faldet med 17 procent. Det er alt andet lige ganske inspirerende, at man kan blive rask af at have andre mennesker omkring sig. Historien findes hos The Guardian.
Jerry Saltz vurderer computergenereret kunst
Trofaste læsere ved, at vi har en svaghed for New York Magazines kunstkritiker Jerry Saltz. Han er 66 år, virker temmelig ubestikkelig, er en smule vulgær og meget præcist formuleret i sine kunstanmeldelser, og så er han megaunderholdende på de sociale medier. Her er en video, hvor Vice har sat Saltz til at anmelde kunst, som er genereret af algoritmer – eller kunstig intelligens, om man vil. Han er ikke decideret imponeret, men noget af smørelsen falder ikke helt igennem.
Udførte kinesiske indsatte arbejde for H&M?
I en artikel i Financial Times beskriver den britiske privatdetektiv Peter Humphrey livet i det kinesiske Quingpu-fængsel, hvor han tilbragte en periode af sit liv for nogle år siden. Vi ville frygteligt gerne henvise til teksten, men den ligger bag en betalingsmur. Til gengæld har Quartz en artikel om en detalje, som Humphrey også nævner: at fængslet ”var en forretning, som udførte fremstillingsarbejde for virksomheder” – heriblandt varemærker som H&M, C&A og 3M. Det lyder som noget snavs.
Borgen Late Night er tilbage
Vores alle sammens ven og politiske charmør her på redaktionen er sammen med Henrik Qvortrup tilbage med sit helt eget tv-show Borgen Late Night. Lars Trier Mogensen tager denne gang fat i Støjberg-sagen, og skulle den ellers spektakulære sag kede dig, kan du glæde dig over, at der kommer en ny udsendelse allerede i morgen. Som podcast eller på Facebook – Borgen Late Night er tilbage tirsdag og torsdag aften.
Kafka var en dårlig kæreste
Man havde nok på fornemmelsen, at gode gamle Franz Kafka ikke ligefrem var en sprudlende charmør, og nu er det rent faktisk dokumenteret med breve og grundig forskning, at han efter moderne standarder var det, man må kategorisere som en dårlig kæreste. Han havde sine særheder og ville helst være alene, som han blandt andet selv udtrykker det i dette ellers ret fine brev til sin hjertenskær, Felice, som han desværre (men selvforskyldt) ikke endte med.
Spisesedlen
Søren Pape vil erstatte én mørklægningsparagraf i offentlighedsloven med to andre. Justitsministeriet vil ophæve den såkaldte ministerbetjeningsregel i offentlighedsloven og erstatte den med to andre bestemmelser, skriver Dagbladet Information. Et nyt lovudkast fra Justitsministeriet vil ifølge to eksperter ikke føre til mere åbenhed, hvilket ellers var formålet med lovændringen.
Donald Trump støtter forbud mod særlige typer våben. USA’s præsident har underskrevet en ordre, som skal forbyde såkaldte ‘bump-stock’-enheder, der kan affyre hundredevis af skud i minuttet. Det er den type, som en galning brugte til at skyde 58 mennesker ved en udendørskoncert i Las Vegas sidste år.
Regeringens skattesvindelundersøgelse springer over sorte huller. Hvorfor udbetalte Skat hen over sommeren 2015 3,2 milliarder kroner, efter at de var blevet opmærksomme på, at der blev svindlet med refusion af udbytteskat? Den undersøgelseskommission, som skal se på svindlen, tager ikke de pågældende sommermåneder med. Politiken har historien.
Nordkorea aflyste møde med USA’s vicepræsident. Vicepræsident Mike Pence skulle have mødtes med embedsfolk fra Nordkorea og Kim Jong-uns søster under vinter-OL i Sydkorea. Men nordkoreanerne meldte ifølge Pences talsmand fra, efter at Pence fordømte landets brud på menneskerettighederne og talte om økonomiske sanktioner.
Google håber at kunne forudse hjerteanfald med kunstig intelligens. I en artikel publiceret i onlinemagasinet Nature Biomedical Engineering præsenterer forskere fra den amerikanske søgetjeneste en metode, der tager afsæt i at kigge ind i patientens øje, og som er lige så præcis som en nål i armen. Google har brugt modeller baseret på data fra 284.335 patienter og valideret resultatet på to uafhængige datasæt på henholdsvis 12.026 og 999 patienter.
Et sidste ord
Paranoia er ikke noget, der generelt plager vores læsere, føler vi. Men man ved jo aldrig, vel? Er du for eksempel 100% sikker på, at der ikke er en frøfamilie, som holder øje med dig lige nu?