21. december 2016

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Søm i skattekisten

Sidste år donerede hver dansker et beløb, der svarer til prisen på samtlige julegaver her i Danmark, til den britisk-indiske svindler Sanjay Shah: kr. 2.000,- pr. skatteborger blev sendt lige ned i lommen på den snedige platugle, der i dag hygger sig med at tælle alle sine dejlige danske skattekroner i landflygtighed i Dubai. Det […]

Det bedste vi har set

Tysklands problemer er Merkels problemer

Det er nogle hårde dage, også hvis man er berliner, og udover det åbenlyst tragiske ved terrorhandlingen er det virkelig heller ikke let at være Angela Merkel, der har indtil efteråret og det tyske valg til at få samlet nationen. Landet står mere splittet end nogensinde. Læs Der Spiegels analyse (på engelsk) og Wall Street Journal, der ridser Merkels økonomiske og transeuropæiske udfordringer op efter terroranslaget.

Life on Mars?

Der er så meget, der synes at gå tilbage i disse dage, så lad os da lunes ved, at noget i den menneskelige udvikling går fremad. Se nu vor ven Elon Musk her – det er ham med Tesla-bilerne. Han og hans team har lige haft held med at sende en raket ud i rummet OG få den tilbage på jorden igen i et helt genbrugeligt stykke. Det kan faktisk revolutionere rumfarten for altid, og måske skulle vi bare lade det hele sejle og så stikke af sammen – til Mars eller noget endnu bedre. Videoen her kan godt tænde den indre pionérgnist, i hvert fald.

Jul med Ryan Gosling

Julen er over os, og julemanden banker snart på døren, hvilket får alle os med små og mindre børn til at åbne diskussionen om, hvordan og hvornår man fortæller, hvem der egentlig kommer med pakkerne. I tide, synes budskabet at være i denne herlige julefortælling med bla. herrelækre Ryan Gosling. Og hvis du ikke kan få nok af humor, jul og Ryan Gosling (og Jim Carrey og Eva Mendes), så er denne her Drunk History jule-special også vidunderlig.

Jerry Saltz og de amerikanske sprækker

Hvis du interesserer dig for billedkunst, og hvis du samtidig holder af at orientere dig på de sociale medier, så bør du følge New York Magazines kunstanmelder Jerry Saltz, 65, på Instagram, Facebook og/eller Twitter. Han er sjov, modig, skarpt observerende og præcist formuleret, ikke uinteresseret i sex (og så er han i øvrigt gift med New York Times’ førende kunstanmelder Roberta Smith). Nu får du hele to Jerry Saltz-artikler på én gang. I den første ser han på de crazy kliniske billeder fra galleriet i Ankara, hvor en skør sikkerhedsvagt mandag skød den russiske ambassadør. Særligt fotoet af den grimasserende morder med pistolen i højre hånd og venstre hånd pegende mod loftet er så underligt og teatralsk, at hvis Caravaggio levede i dag, så ville han nok have malet billedet sådan, mener Saltz.

Derudover bør du lige tjekke hans tekst om et nyt maleri, som den 68-årige amerikanske maler Eric Fischl (ham bør du også følge) har lagt ud på sin Facebook-side:

”Klokken 10:17 om aftenen 13. december – en måned og en uge efter valget – gjorde den kendte kunstner Eric Fischl noget, han aldrig havde gjort før. På Facebook delte han et billede med ordene ‘Nyt maleri frisk fra staffeliet’. Det var et foto af et stort stort lærred, påbegyndt få dage efter valget, som viste en fællesskabsfølelse, som bliver blindet og paranoid og besat, exsorceret, selvudslettet, sårbar, pervers, rådden.” Saltz forklarer, at da han så billedet, følte han, at en faldlem åbnede sig under ham, og at han faldt ned et sted, der var inficeret og fuld af ”amerikanske sprækker”, som havde åbnet sig efter valget – ”et sted, som kunstnere vil udforske i meget, meget lang tid fremover.”

Spisesedlen

Regeringen vil sende et dansk hangarskib i krig mod Islamisk Stat. Det er mindre end to uger siden, at de danske F-16-fly blev kaldt hjem fra kampen mod IS i Syrien og Irak. Men efter nytår vil regeringen fremsætte et forslag om at sende den danske fregat HDMS ”Peter Willemoes” til Det Indiske Ocean som støtte til et amerikansk hangarskib. Der vil angiveligt være 130 soldater ombord, og i første omgang vil missionen vare tre måneder.

Titusinder af ”smog-flygtninge” strømmer ud af det nordlige Kina. Siden sidste fredag har næsten en halv milliard mennesker levet under et tæppe af giftige dampe, der har fået myndighederne til at slå ”rød alarm”. Indbyggere fra Beijing og resten af det nordlige Kina flygter til de sikre områder, og et af landets største rejsebureauer forventer, at 150.000 kinesere rejser udenlands i denne måned.

Uddannelsesloftet, der blev vedtaget mandag, kan ikke forhindre EU-borgere i at dobbeltuddanne sig i Danmark. Mens loven forhindrer danske studerende i at tage mere end én uddannelse, kan studerende fra andre EU-lande sagtens tage uddannelse nummer to i Danmark. Professor i EU-ret på Københavns Universitet Peter Pagh forklarer, at loven derfor stiller andre EU-borgere bedre end danskere.

Udlændingestyrelsen fratager nu Langeland Kommune muligheden for at drive asylcentre. Det stod klart tirsdag, da udlændingestyrelsen afgjorde asyldriftens årlige udbud, hvor Langeland Kommune blev frataget driften af alle asylcentre fra 2017. Beslutningen kom efter et turbulent halvt år for Langelandsasyldrift, der allerede tilbage i oktober fik frataget retten til at drive børnecentre. Børnecentret i Tullebølle er allerede lukket og øens resterende centre forventes at blive udfaset inden april 2017.

En eksplosion på et fyrværkerimarked i Mexico har dræbt mindst 31 personer. 70 personer er såret, nogle med brandsår på 90 procent af kroppen, efter ulykken på San Pablito-markedet uden for Mexico City. Ifølge mexicanske medier blev der opbevaret 300 tons fyrværkeri på markedet.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12