20. september 2016

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Dronningemordet

Mistilliden i blå blok inde på Christiansborg er kun krusninger på overfladen. Neden under og længere ude i det kommunale Danmark er der allerede en åben kamp i gang mellem de borgerlige politikere. Ikke mindst internt i Venstre. I aften i Nørrebrohallen i København skal Venstre således til formandsvalg: 40-årige Cecilia Lonning-Skovgaard ser ud til […]

Det bedste vi har set

Drengene fra Vestkysten

Overalt i den danske provins flytter de unge kvinder mod de større byer, mens mændene bliver tilbage i de mindre byer på landet. Den unge fotograf Anders Rye Skjoldjensen har været ude på Vestkysten og dokumentere de unge mænds liv, og det er altså det bedste, vi har set meget længe.

”Der er ingen kø til baren på Poppen i Søndervig denne aften. Alligevel starter drengene med at købe to kasser Breezer med ananassmag ned til bordet. Så behøver man ikke at rejse sig for at gå i baren lige foreløbigt.”

Den glade socialist

Vi er altså ikke for små til at rose vore venner rundt om i mediebranchen, når de laver noget spændende, og det er i sandhed spændende, at Rune Lykkeberg er blevet chefredaktør på Information. Hvis vi var Politiken, ville vi ærgre os gule og blå over at miste avisens sidste rigtige intellektuelle. Se blot dette herlige interview med Clement Kjersgaard, der for en gangs skyld ender med at se fjoget ud.

 

Er Anders Fogh Rasmussen stærkere end Putin?

Anders Fogh Rasmussen har uploadet en ny video på sin Facebook-side. Grundlæggende er det en salgsvideo – Fogh er nemlig afsender på en ny bog, der hedder The Will to Lead – America’s Indispensable Role in the Fight for Freedom, som bliver vist frem til allersidst. Men ellers er dramaturgien som i hans tidligere små videoer: Fogh fortæller nogle anekdoter fra sit eget liv, som han på en eller anden måde binder sammen med nutidens geopolitiske udfordringer.

I den nye video her fortæller han om et møde, han havde med Ruslands Vladimir Putin i 2009, da han selv var NATO’s generalsekretær. Fogh fortæller (på engelsk), hvordan Putin pustede sig op, hævede stemmen og var ude på ballade. Men i Fogh fandt Putin altså sin overmand. ”Til sin frustration forlod han rummet uden det mindste tegn på et svækket NATO. Hans kropssprog virkede nu besejret.” Osv.  Det er nogle mærkelige små film, Fogh lægger ud, og om ikke andet får man et klart indtryk af hans selvopfattelse.

+ Hvis du så Foghs hjemmevideo uden at blive et hak klogere på Vladimir Putin, så læs denne fænomenale tekst i New York Review of Books, hvor Benjamin Nathans bunkeanmelder ni bøger om Putin og det moderne Rusland:

”Ligesom det er tilfældet for de fleste, der har bygget deres karriere op inden for efterretningsvæsenet, har Putin aldrig været nogen troværdig talsmand for bevidst og pluralistisk politik. I stedet har han præsideret over ‘styret demokrati’ (dvs. styret af Kreml) eller ‘suverænt demokrati’ (dvs. suverænt over for udenlandsk indflydelse) – variationer over sovjettidens ‘folkets demokrati’ – som alle er Potemkin-demokratier, der er bredt ud over autoritære magtstrukturer, som går tilbage til det, Max Weber kaldte zar-regimets ”falske konstitutionalisme” i begyndelsen af det 20. århundrede.”

Cassini stirrer på Saturn

NASA Jet Propulsion Laboratory har lige lagt denne lille film ud, som det (ubemandede) rumfartøj Cassini har optaget i april. I 44 timer ‘stod’ Cassini og ‘stirrede’ ned på Saturns atmosfære fra en god afstand. Bemærk, at de undervejs viser, hvor lille vores egen klode er i forhold til. Saturns ringe er blærede.

Spisesedlen

De seneste 15 års skattereformer har primært tilgodeset den rigeste del af befolkningen, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Analysechef Jonas Schytz Juul siger til DR, at analyser af alle skattereformer siden 2002 viser, at ”de højeste indkomster har klart fået de største skattelettelser.”

FN suspenderer nødhjælpstransporter til Syrien. USA har givet Syriens regering og Rusland skylden for mandagens angreb på en nødhjælpskolonne. 12 chauffører i lastbilerne med nødhjælp blev dræbt, da fly angreb kolonnen.

Politifolk i USA skød og dræbte ubevæbnet sort bilist. Igen. Den 40-åriges bil var gået i stå uden for byen Tulsa. Han blev skudt, da han stak en arm ud gennem sideruden.

Gamle George H.W. Bush stemmer formentlig på Hillary Clinton. Efter alt at dømme ville Bush senior på 92 år gå stille med dørene og holde for sig selv, at han ikke stemmer på sit eget partis præsidentkandidat, Donald Trump. Men afdøde Robert F. Kennedys datter, Kathleen, delte forleden et billede på sin Facebook-side, hvor hun hilser på Bush. Her outede hun ham også. Bush’ talsmand siger, at den gamle mand ikke vil kommentere præsidentvalget.

Karup Lufthavn skal have nyt navn, og der er tre kandidater. Efter at der er kommet 15.000 forslag ind, er navnekomitéen landet på Midtjysk Lufthavn, Midtjyllands Lufthavn eller Central Jutland Airport. Ifølge lufthavnsdirektøren er der et budskab med de navne, og det er, at ”det er dig og mig og alle os, der bor i Herning, Viborg, Silkeborg, Holstebro, Skive, Struer, Ikast-Brande, Lemvig og Ringkøbing-Skjern, der i fællesskab ejer denne her lufthavn.” Føljeton ville have foreslået Luft von Havnefjæs.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12