20. november 2018
Kære læser
Hvis man skal være lidt firkantet (og det skal man jo af og til), så findes der rundt regnet to former for science fiction-film. I den første kategori finder vi de såkaldte rumfilm. Det er dem, hvor mennesket forlader Moder Jord for at gøre sig som moderne nybyggere i det ydre rum. De flyder måske […]
Kære læser
Der er håb for nye fredsforhandlinger i den mere end tre år lange krig i Yemen. En krig, som blandt andet har medført verdens største nuværende humanitære krise. Vi forsøger at give det hurtige overblik over den tragiske konflikt.
Spisesedlen
Radioværten og debattøren Nedim Yasar skudt i København. Nedim Yasar er forhenværende bandeleder, men meldte sig i 2012 til politiets exitprogram. Han er i kritisk tilstand efter at være blevet skudt aftes, da han forlod en reception for sin bog Rødder, der udkommer i dag. Nedim har boet på beskyttede adresser efter sin bande-exit og har flere gange fortalt, at han frygter for sit liv.
Tyskland indstiller al våbeneksport til Saudi-Arabien. Samtidig meddeler udenrigsminister Heiko Maas, at Tyskland har bandlyst 18 saudiske statsborgere fra at rejse ind i det europæiske Schengen-samarbejde. Ifølge Maas har de 18 saudere angiveligt forbindelse til mordet på journalisten Jamal Khashoggi.
Fransk storbank får milliardbøde for brud på amerikanske sanktioner. Société Générale forbrød sig i perioden 2003-13 mod de amerikanske sanktioner mod Iran, Sudan og Cuba, da banken gennemførte mere end 2.600 sanktionsstridende bankoverførsler til en samlet værdi af 8,3 mia. kr. De har nu indgået forlig med de amerikanske myndigheder og aftalt en bøde på 8,73 mia. kr.
Google bygger nyt datacenter ved Fredericia. Datacenteret bliver 46.000 kvadratmeter stort og kommer til at koste 4,5 mia. kroner, fortalte Google mandag. Internetvirksomheden købte byggegrunden for flere år siden, men det er første gang, at Google officielt offentliggør deres planer for datacenteret. Det forventes at stå færdigt i 2020.
Et sidste ord
En fyr har lavet en herlig tråd på Twitter med navne, der på dansk også udgør sætninger. Ret underholdende, faktisk, hvis man er i det humør. Vi noterer os, at Robert Knepper er på listen, men vi savner sgu Kirsten Boller, der ikke blev valgt ind ved kommunalvalget i Morsø Kommune i 2017. Næ, vent, hun er også med her.