20. maj 2022
Kære læser
Du husker måske det elskværdige æseldyr i hit-familiefilmen Shrek 2 fra 2004, der pludseligt en morgen vågner op som en flot, hvid hest. Sikken lykke: Sådan uden videre at blive befriet fra den beskidte æseldyrskrop, som ingen gider tage sig af, for i stedet at tage højhastighedselevatoren til toppen af dyrerigets hierarki. For hvis der […]
Kære læser
Råstoffer. Altid råstoffer. Den tyske kansler Olaf Scholz er på udkig efter billigt Wasserstoff og lagde derfor onsdag vejen forbi Esbjerg. Mens andre af toppolitikerne snakkede om alle de tekniske forudsætninger – såsom vindmøller, energiøer og kabelforbindelser – var den 63-årige socialdemokratiske kansler skarpt fokuseret på slutproduktet: Brint, som grundstoffet hedder på dansk, opkaldt af […]
Det bedste vi har set
Den gamle konge vender hjem
Efter to års selvvalgt eksil i Abu Dhabi er Spaniens forhenværende konge Juan Carlos, 84, vendt hjem for at deltage i en kapsejlads i den nordvestligt beliggende by Sanxenxo. Det kan godt blive akavet, skriver Politico Europe, for da han forlod landet, var det i en støvsky af skandaler. Det var hans søn, Felipe VI, der sendte ham væk for at redde kongehusets renommé, men beslutningen var lidt af en fiasko, udtaler en politolog, for det så ud, som om den abdicerede konge flygtede fra det spanske retssystem.
Husk nu præventionen
… har du måske enten sagt eller hørt mange gange, men det er sjældent nok. Talknuserne hos FiveThirtyEight undersøger, hvor ofte kondomer, ringe og Roskilde-metoden alligevel fører til graviditet og stempler dermed ind i den amerikanske abortdebat. Ifølge jurister i Mississippi har de “nye“ opfindelser nemlig gjort retten til abort overflødig, men det argument må nu helt være manet til jorden.
Elsker du mig stadig?
Elsker du mig stadig?
“’Jeg ved, hvad det koster for folk. Hvis det ikke fungerer, så forsvind.’ Men det var kun én side af historien. Trods al sin bitre realisme er Guralnik en romantiker.“ The New Yorker har i et fremragende portræt fanget den israelsk-amerikanske superstjerne af en psykoterapeut Orna Guralnik, der lever af at redde alle andres parforhold, men nægter at tale om sit eget. Om hendes beundringsværdige tålmodighed, der bærer over med problemer så navlepillende irriterende, at man kan genkende sig selv i dem, og om forældrene, der var de første, hun hjalp. Tredje sæson af Parterapi er netop gået i luften.
Tessa er tilbage
“jeg får gåsehud,
og jeg blir håbefuld,
når jeg ser bygninger oplyst i blåt og gult.
så meget omtale,
og vilje til handling,
det smukt men…
klinger alligevel så fucking hult.
for hvor fanden er i henne når,
palæstinensere undertrykkes brutalt og må kæmpe for
deres land
og deres hjem
uden hjælp konsekvent
og uden internationale konsekvenser?“
Historien om mit vanvid
“Det er foruroligende, i en alder af næsten 60 år, at blive diagnosticeret med en sygdom, som du har lidt af hele dit liv, uden at den nogensinde er blevet nævnt ved navn. Din første reaktion er at protestere. Jeg protesterede og insisterede på, at maniodepressivitet er en af de mærkater, der lige pludselig er populære og bliver sat på alting. Så læser du alt, hvad du kan komme i nærheden af om emnet, og du gennemgår dit liv fra alle vinkler og opdager, at skoen passer. Endda perfekt.“ Den populære franske forfatter Emmanuel Carrère åbner for posen i en engelsk oversættelse i The Guardian. Sikke en horror-story.
Spisesedlen
Regeringen og alle Folketingets partier enige om sundhedsaftale. Aftalen indebærer bl.a., at der afsættes 4 mia. kr. til oprettelsen af 25 nye nærhospitaler. Heriblandt skal pengene gå til nye bygninger, materiel og it-udstyr. Da regeringen første gang præsenterede sit udspil til planen i efteråret 2021, blev den mødt af en del kritik fra eksperter, men nu foreligger der altså en aftale, som alle Folketingets partier har stillet sig bag.
Sri Lanka kan ikke betale af på sin statsgæld. For første gang i landets historie har Sri Lanka ikke formået at betale af på sin gæld. Det skyldes, at landet lige nu er ramt af en inflationsrate på 40 pct. og en økonomisk krise som følge af både coronapandemien og krigen i Ukraine. Den Internationale Valutafond frygter nu, at landet bliver den første i en række af lav- og mellemindkomstlande, som ikke vil kunne betale deres gæld som følge af den internationale økonomiske ustabilitet.
Oklahoma vedtager drakonisk abortlov. Et republikansk flertal i den amerikanske delstat har torsdag vedtaget en lov, der gør al abort efter undfangelsestidspunktet ulovlig. Undtagelser gælder kun i tilfælde af voldtægt, incest eller hvis morens liv er i fare. Loven kommer, efter et læk fra landets højesteret afslørede, at man ønsker at trække retten til abort tilbage i USA.
Gerhard Schröder sanktioneres for ikke at afbryde samarbejde med Rusland. Den tidligere tyske kansler vil miste en række privilegier forbundet til hans tidligere kanslerembede. Det har et flertal bestående af herunder hans eget parti, SPD, besluttet. Sanktioneringen kommer, efter Schröder har nægtet at kappe sine bånd til en række russiske energiselskaber ifm. krigens udbrud.
Landets statsminister har lanceret sin egen podcast. Det meldte Mette Frederiksen (S) torsdag ud via sine sociale mediekanaler. Statsministeren Spørger, som programmet hedder, er hendes bud på, hvordan “jeg kan være med til at skabe et rum, hvor der er lidt mere tid til nogle af de store spørgsmål, som præger vores samfund“, som hun skriver på sin Instagram-profil. Første afsnit har chefredaktør for Information, Rune Lykkeberg, som gæst.
Et sidste ord
Klimaets verdens-Dan er tilbage.
Og det er Føljeton også i morgen.