20. april 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Fyrige og handlekraftige unge

[Det her, det er mig. Jeg sidder i Deadline på DR2 og bliver grillet af værten. Du undrer dig sikkert over, hvordan jeg havnede i det her ubekvemme morads. Det hele startede med, at jeg skrev en bog…] Denne velkendte amerikanske fortællemodel, som man kender fra utallige film og tv-serier i den lette genre, beskriver […]

Kære læser

Pendulet svinger til højre

Midten i dansk politik er ved at blive flyttet afgørende. Efter De Radikale i mange år støttede en socialdemokratisk ledet regering, og tyngdepunktet dengang kunne siges at ligge omkring centrum-venstre, er der på få måneder sket store forskubbelser. Som dominobrikker, der falder én efter én, er partierne igen begyndt at falde mod højre.

Det bedste vi har set

Hård kost for robotten

Meget bliver sagt og skrevet om AI’ens “black box” – at man simpelthen ikke kan få ordentlig indsigt i, hvordan eksempelvis chatbotter kommer frem til deres konklusioner. Noget, man til gengæld kan få indsigt i, er de enorme datasæt, som den kunstige intelligens bliver fodret med. Netop det har Washington Post sat sig til at grave i (blød betalingsmur). Ikke overraskende viser det sig, at bl.a. Wikipedia er tung lektielæsning for de såkaldte large language models. Til gengæld får de også lov til at få informationer fra tvivlsomme nyhedskilder som russiske Russia Today og højreradikale Breitbart.

Lige til øllet?

Lige til øllet?

Det har skabt ramaskrig blandt konservative (og transfobiske) amerikanere fra særligt Midtvesten, efter ølfirmaet Budweiser fik den transkønnede influencer Dylan Mulvaney til at reklamere for Bud Light. En bizar boykotbevægelse er blevet stablet på benene, hvor forsmåede mænd skyder brandets øldåser i smadder under sloganet “go woke, go broke”. Som Kommunikationsforums redaktør Timme Bisgaard Munk opridser, har Budweiser ifølge videnskabelige undersøgelser dog ikke noget at frygte: “Anti-wokevreden er virkelig, men den har ingen økonomiske og brandmæssige konsekvenser i virkeligheden.”

Lidt for ladet skib

Et gyldent sejlskib optræder på logoet hos både Manchester United og Manchester City. Umiddelbart er det ikke så mærkeligt, da Manchester er en af Englands største havnebyer. Begynder man at grave mere i historien – som The Guardian har gjort – bliver tingene dog lidt grimmere. For burde fodboldholdene i virkeligheden forlade skuden og undlade at bruge et symbol for slavetiden på deres trøjer?

Spisesedlen

Danmark donerer Leopard 2-kampvogne til Ukraine. I samarbejde med Nederlandene vil Danmark nu donere 14 Leopard 2-kampvogne til Ukraine, med forventet levering i 2024. Donationen kommer oven i de 100 Leopard 1-kampvogne, som den danske regering allerede har lovet ukrainerne. Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Ny våbenhvile i Sudan slår fejl. Selvom den sudanesiske hær og den paramilitære gruppe RSF onsdag var blevet enige om en 24-timers våbenhvile, er kampene ifølge øjenvidner efterfølgende fortsat i hovedstaden Khartoum. Ifølge nødhjælpschef Martin Griffiths har det “fuldstændig stoppet” FN’s arbejde i landet. “Folk flytter sig ikke, forsyninger er blevet stjålet, og vi ved ikke, hvad der er tilbage,” udtaler Griffiths til Al Jazeera.

KD-formand vil fjerne “homofobiske udtalelser” fra principprogram. En formulering i Kristendemokraternes principprogram, om at et rigtigt ægteskab er mellem en mand og en kvinde, skal fremover fjernes, mener partiets nye formand Jeppe Hedaa. Af samme grund er principprogrammet allerede fjernet fra Kristendemokraternes hjemmeside. “Jeg har alt for mange homoseksuelle venner til, at jeg kan stå ved det der,” forklarer Hedaa til Altinget.

Mindst 85 mennesker mast ihjel i Yemen. En større forsamling i Yemens hovedstad Sanaa gik onsdag i panik, da Houthi-oprørere skød op i luften og ved et uheld ramte en elledning, hvilket efterfølgende forårsagede en eksplosion. Menneskemængden var samlet for at modtage pengedonationer i anledning af ramadanen. Ifølge houthierne vil man udbetale kompensation til de ramte familier.

Cubansk præsident genvalgt. Der var ikke lagt op til de store overraskelser, da præsident Miguel Diaz-Canel onsdag fik 97,66 pct. af stemmerne i det cubanske kommunistparti – særligt da han var den eneste opstillede kandidat, og politisk modstand i Cuba er ulovligt. Miguel Diaz-Canel overtog præsidentembedet fra Raul Castro i 2018 og kan nu se frem til yderligere fem år ved magten.

Et sidste ord

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12