2. marts 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Forandringens vinde

Ved første øjekast er der noget ved billedet, der ikke helt stemmer: Greta Thunberg, verdens nok mest kendte klimaaktivist, demonstrerer mod en vindmøllepark i Norge. Faktisk vil hun have vindmøllerne revet ned, og det så brændende, at hun blokerer de norske Finans- og Klimadepartementer og bliver fjernet af politiet. Hvad er der lige sket, siden […]

Kære læser

Comeback til Foghs kulturkamp

Flertallet bestemmer, og da det jo kun er et mindretal, som enten har eller er i gang med en videregående uddannelse, skal det nok lykkes for SVM-regeringen at gennemføre de bebudede forringelser på universiteterne. Som allerede Anders Fogh Rasmussen sagde i sin nytårstale i 2002: “Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på […]

Det bedste vi har set

Så lad mig dog hæve!

Er det stadig et bankrøveri, hvis det er ens egne penge, man kræver at få udbetalt? Efter libanesiske banker satte en række strikse begrænsninger på, hvor mange penge deres kunder kunne hæve, flød bægeret over for mange – for det virkede temmelig absurd, at man midt i en økonomisk krise blev nægtet adgang til ens konto. Da kvinden Sali Hafiz ikke engang kunne få udbetalt penge til at betale for sin syge søsters kræftbehandling, tog hun derfor sagen i egen hånd. Bevæbnet med en legetøjspistol gik hun ind i sin lokale bank… og ja, truede sig til dem. Hvordan det gik, kan du selv se i en otte minutter lang video hos The New York Times.

Spist af

“Du savner måske mad en lille smule … men ikke så meget.” Ozempic, et lægemiddel mod diabetes udviklet af Novo Nordisk, har taget USA med storm. Det skyldes ikke kun, at Ozempic kan sænke diabetikeres blodsukkerniveau, men også, at midlet simpelthen fjerner folks appetit. Og som det nu går med sådan nogle ting, er Novo Nordisk-medicinen derfor blevet et skræmmende populært slankemiddel i visse kredse – eksempelvis blandt kendte, der gerne vil tabe sig i en fart. The Cut udfolder historien, der på mange måder er svær at sluge.

Kryptopacifisten Habermas

Kryptopacifisten Habermas

For et par uger siden linkede vi til et essay af den nu 93-årige Jürgen Habermas i Information, om hvorfor “Vesten” bærer et medansvar for krigen i Ukraine – og at den trækkes i langdrag. Det har lektor og ph.d. i retsfilosofi ved Københavns Universitet Jakob Holtermann nu et slående modsvar til: “Isoleret set kan det virke som en bagatel, at Habermas helt glemmer sit eget lands korte, men enestående rædselsherredømme i Ukraine under Anden Verdenskrig. Set i lyset af hans øvrige tekst forekommer det som en freudiansk forglemmelse, der afslører et særligt arrogant vesteuropæisk blik på det land og de mennesker, hvis skæbne hele tragedien handler om.”

Spisesedlen

Det finske parlament stemmer ja til Nato-medlemskab. Det gjorde de onsdag med 184 stemmer mod syv. Finland mangler dog ikke blot en underskrift fra præsident Sauli Niinistö, men også Tyrkiets og Ungarns godkendelse. Erdoğan har været mere positiv over for finnerne end over for Sverige, mens Orbáns Fidesz-parti efterfølgende har meldt ud, at man støtter begge landes optagelse. Det ungarske parlament skal ligeledes stemme senere på måneden.

Stigende antal anmeldelser om seksualforbrydelser mod børn i Grønland. I 2022 fik Grønlands Politi 292 anmeldelser – 53 flere end året inden og et tal, de kalder “alarmerende højt”. Størstedelen udgjorde blufærdighedskrænkelser, efterfulgt af voldtægter og “kønslige forhold” til børn under 15 år. Det er politiets “helt klare opfattelse”, at der ikke begås flere overgreb end tidligere, men at flere sager bliver anmeldt.

Regeringen klar med kandidatreformer. Studerende i fremtiden skal kunne tage fire forskellige slags overbygninger, flere skal være engelsksprogede, og godt halvdelen af landets uddannelser halveres. Sådan lyder indholdet i den reformpakke, regeringen fremlægger over frokost torsdag. Man har endnu ikke taget stilling til, hvilke uddannelser der konkret skal forkortes, men vil nedsætte et udvalg til formålet.

Danmark kan forvente flere stormfloder i fremtiden. De vil ramme syv gange så ofte, selv hvis den globale opvarmning holdes under 2 grader celsius. Det er en af konklusionerne i DMI’s årlige klimaatlas, der netop er offentliggjort. Det danske klima får også flere perioder med voldsommere skybrud og langvarig regn. I værktøjet kan man desuden se klimascenarier på kommuneniveau.

Græsk transportminister trækker sig efter togulykke. Det er et “grundlæggende tegn på respekt for mindet om de mennesker, der døde så uretfærdigt,” lød det onsdag fra Kostas Karamanlis, der har haft embedet siden 2019 (og i øvrigt ikke er at forveksle med landets tidligere premierminister). Mindst 36 mennesker mistede livet, da to tog tidligere på ugen kolliderede med over 140 km i timen nær byen Larissa.

Et sidste ord

Mon ikke der er en lønforhøjelse på vej?

Føljeton er tilbage i morgen.

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12