2. marts 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

En flygtning er en flygtning

Krig er absurd. Alle krige er grundlæggende tåbelige. Man kan til nød sætte sig ind i, at mennesket løste uenigheder med blodsudgydelse i gamle dage. Men hvorfor i det 21. århundrede? Med fare for at støde middelalderentusiaster: Krig som konfliktløsningsmiddel er jo simpelthen så middelalderligt. Ruslands krig i Ukraine lader til på en mærkelig måde […]

Kære læser

Du er heller ikke fri i dit soveværelse

Da Oxfordprofessor Amia Srinivasan i 2018 udgav essayet ‘The Right to Sex’, skulle der ikke meget mere end netop dén titel til at få folk op af stolene. Vi lever i en tid, hvor flere og flere læser overskrifter og forveksler det med at have læst selve indholdet. Falder man i den fælde, kan man […]

Det bedste vi har set

I krig og kærlighed…

… gælder alle kneb. Også censur, desinformation og propaganda. Og de er faktisk ret effektive våben i en tid, hvor internettet er ved at overtage virkeligheden. Det ved både Rusland og Ukraine. Postdoc Yevgeniy Golovchenko forsker i politisk desinformation på Københavns Universitet. Han har lavet en virkelig interessant Twitter-tråd om mobilisering af information, og hvad det kan have af konsekvenser – både når der er krig og fred.

Internettet lyver stadig

Det er ikke kun russiske statsejede medier, der manipulerer virkeligheden. På YouTube benytter unge amatørinstruktører Zoom-effekter og dramatiske lydspor til at overbevise os alle om de skjulte dagsordener bag coronapandemien og 9/11. Real Life Magazine undersøger, hvordan dem, der ser (og kommenterer) konspirationsvideoer, er med til at skabe alternative virkeligheder.

Lyden af Ukraine

Lyden af Ukraine

Spillestedet Alice i København har lavet en spilleliste for marts måned. Den hedder ‘Sounds of Ukraine’, og så kan du selv regne resten ud. Her er et link direkte til listen på Spotify, hvis det er. God fornøjelse.

+ Your Classical: ‘Seks værker, der fejrer Ukraines særlige musikalske arv’.

Krypto til undsætning? 

Ruslands invasion af Ukraine bliver kaldt verdens første kryptokrig. Men hvilken side er det lige, krypto er på? Begge, ifølge Vox. Kryptovalutaerne bliver brugt af ukrainske NGO’er til at indsamle penge, men giver også Rusland en vej uden om de omfattende økonomiske sanktioner, der er blevet pålagt landet den seneste uge. Kun én ting er sikkert: Krypto kommer ikke til at kapitulere.

+ Laaangt interview med den græske økonom Yanis Varoufakis om krypto, NFT’er, spilteori og kapitalisme.

Flagermusemandens møblement

Den nye, tre timer lange Batman-film med Robert Pattinson i hovedrollen – der slet og ret bare hedder The Batman – har biografpremiere i morgen. Vi er efterhånden kørt lidt døde i superhelte-eposserne, men de amerikanske anmeldere lader til at være begejstrede. Og lidt spændende er det vel altid at se Gotham på det store lærred. The Ringer fortæller, hvordan diverse filminstruktører har forsøgt at bringe den fiktive by til live – fra Tim Burtons dystre Fritz Lang-hyldest til Christopher Nolans brug af virkelighedens Chicago. Rammer du Gothams stemning helt rigtigt, laver filmen jo næsten sig selv.

Spisesedlen

Joe Biden lukker USA’s luftrum for russiske fly. Det meddelte den amerikanske præsident natten til onsdag under sin første ‘State of the Union’-tale. Lukningen træder ifølge det amerikanske transportministerium i kraft senest onsdag. USA slutter sig dermed til EU og Canada, der også har lukket deres luftrum for russiske fly.

Ukraine vil være en del af EU. Det gentog Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij tirsdag i en videotale til medlemmerne af Europa-Parlamentet: “Vi ukrainere viser jer i dag, at vi er europæere, og EU vil blive stærkere med os. Uden jer vil Ukraine stå alene.“ Zelenskij underskrev mandag den formelle ansøgning om ukrainsk EU-medlemskab.

Danske universiteter stopper samarbejde med Rusland og Belarus. Det oplyste organisationen Danske Universiteter i en pressemeddelelse tirsdag: “Det betyder bl.a., at der ikke vil finde udveksling sted af videnskabeligt personale og studerende fremadrettet.“ Det sker efter en opfordring fra uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).

New Zealands politi arresterer 60 personer under coronademonstrationer. Demonstrationerne i hovedstaden Wellington imod landets Covid-19-vaccinekrav har varet næsten fire uger og skabte onsdag kaos foran det newzealandske parlament. “Det var et angreb på vores frontlinjepoliti, det var et angreb på vores parlament, det var et angreb på vores værdier, og det var forkert,“ sagde premierminister Jacinda Ardern til en pressekonference.

Beredskabsstyrelsen tilføjer tørke og hedebølge til sin risikovurdering. Det betyder, at fire ud af 14 risikofaktorer for det danske samfund nu er relateret til vejret. Storme og orkaner, ekstreme mængder regn samt oversvømmelser er allerede en del af listen over risikofaktorer, der kan medføre materielle ødelæggelser og tab af menneskeliv. “Vi kan se, at tørre somre og våde vintre er nogle af konsekvenserne af klimaforandringerne,“ siger direktør i Beredskabsstyrelsen Laila Reenberg.

Et sidste ord

Den her mand kan tilsyneladende alt.

Føljeton valser videre. Vi ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12