2. marts 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Inger Støjbergs grænseløse realityshow

Vores liv kender ingen grænser – mest af alt fordi vi slet ikke kan se grænsen i første omgang. Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein sammenlignede derfor livet med synsfeltet. Begge dele er endelige, men vi kan ikke selv skelne, hvor de stopper. Eller som Wittgenstein også skriver i Tractatus Logico-Philosophicus: ”evigt liv tilhører dem, der lever […]

Kære læser

Musikken kender ingen grænser

Violinist og orkesterleder Wallace Henry Hartley lod musikken fortsætte, mens Titanic sank – angiveligt for at hjælpe skibets paniske passagerer med at bevare fatningen. Vi forestiller os, at det også har ladet katastrofen med mening. ”Uden musik ville livet være en fejltagelse”, lyder et af Friedrich Nietzsches mest berømte citater. For sådan er musikken: den […]

Det bedste vi har set

Zombicellerne kommer

Zombiecellerne kommer

Vi skal gerne indrømme, at det sidste vi ønsker er at leve for evigt. Det virker kedeligt, og vi forestiller os, at der efter de første 150-170 år simpelthen ikke vil være flere nye oplevelser at hente. Men drømmen om udødelighed har altid optaget mennesket, og nu ser det ud til, at der er ved at være hul igennem. Tvivlsomme livsforlængende indgreb som abetestikeltransplantationer har måttet vige for stam- og zombiecelleforskning, og kampen mod aldring er det “næste evolutionære skridt“. Kristeligt Dagblad har den fascinerende fortælling om jagten på det evige liv.

Kvinden der jagter mænd der dræber kvinder

Kvinden, der jagter mænd, der dræber kvinder

Selvom kvindedrab er en udbredt og lovmæssigt anerkendt forbrydelse i Mexico, er efterforskningen på området bemærkelsesværdigt slap. The Guardian har fulgt journalisten Frida Guerrera, der ihærdigt forsøger at ændre den kedelige statistik ved selv at opklare mordene. Som en anden detektiv og ved hjælp af personlig indignation og en lille smule magi, følger hun i de døde kvinders fodspor og klæder deres familier på til de retssager, de ellers ikke ville kunne føre.

Lyden af stilhed

Lyden af stilhed 

”[mand græder]” – findes der noget værre end de der fantasiforladte undertekster til hørehæmmede? Ja, det gør der. At være hørehæmmet og rent faktisk være afhængig af dem for at kunne nyde eller forstå en film (afsløring: det er kun marginalt bedre end ingen undertekster overhovedet). I en kort, poetisk video giver den døve kunstner Christine Sun Kim sit bud på, hvordan lyd også kan forklares, og det er en overraskende sensorisk oplevelse. Sjældent har stilhed lydt så godt.

 

Spisesedlen

Nicolas Sarkozy dømt for korruption. Den tidligere franske præsident blev mandag tildelt tre års fængsel – heraf et års ubetinget – for at have forsøgt at bestikke en dommer tilbage i 2014. I afgørelsen er der blevet lagt vægt på, at Sarkozy ”vidste, at hvad han gjorde var forkert”. Sarkozy har valgt at anke dommen.

DSB skal spare en halv mia. frem mod 2024. Det fortæller DSBs administrerende direktør Flemming Jensen til Ekstra Bladet. Besparelserne sker bl.a. som følge af, at DSB står til at miste ansvaret for en række strækninger. Sparerunden vil, ifølge Jensen, ikke medføre fyringer men vil blive realiseret igennem en effektivisering og mindre brug af konsulentbistand.

Danmark sender 125 mio. kroner til Yemen. Det fortæller udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. Pengene skal gå til humanitære indsatser i det krigsplagede land, der ifølge FN er på vej mod den værste sultkatastrofe i flere årtier. ”Jeg håber, Danmark dermed kan være med til at forbedre situationen for de mange udsatte i Yemen, ikke mindst børnene”, fortæller udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S).

Krigen i Syrien har medført overgreb på flere tusinde civile. I en ny rapport forfattet af FN-undersøgelseskommisionen med det mundrette navn ”Independent International Commission of Inquiry on the Syrian Arab Republic” fortælles det, at flere tusinde mennesker er blevet udsat for tortur og seksuelle overgreb i mere end 100 detentionscentre spredt udover Syrien. Kommisionens konklusioner vil blive fremlagt for FN’s menneskerettighedsråd i næste uge.

Kidnappede skolepiger frigivet i Nigeria. Alle de 279 kostskoleelever, der i sidste uge blev bortført i delstaten Zamfara i den nordvestlige del af landet, er nu blevet løsladt og er i god behold. Det oplyser de nigerianske myndigheder. Oprindeligt lød meldingen, at det var 317 piger, der var blevet bortført.  Kidnapningen er det tredje angreb på en skole i Nigeria på blot tre måneder.

Et sidste ord

Apropos trompet: kunne du tænke dig at lære det?

Vi truttes ved i morgen.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12