2. maj 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Noget er i gærde i Socialdemokratiet

Ud fra en menneskelig synsvinkel kan man unde socialdemokraten Nick Hækkerup, at han nu skifter jobbet som justitsminister ud med en direktørtitel i Bryggeriforeningen, for hans ansigtskulør har i flere år været askegrå grænsende til det spøgelsesagtige. På nogle af sine tv-transmitterede pressemøder med statsminister Mette Frederiksen (S) har han mere lignet et hologram end […]

Kære læser

Unionen slår sprækker i Nordirland

Pigtrådshegn og opdelte skoler har længe præget bybilledet i Belfast, hvor protestanter og katolikker, unionister og nationalister, fortsat skuler olmt til hinanden. Langfredagsaftalen i 1998 sikrede ganske vist fred og oprettelsen af et lokalt selvstyre i Nordirland, men de skarpt optegnede loyalitetsforhold gør om noget de politiske slagsmål højspændte – og sjældent har situationen virket […]

Det bedste vi har set

Hvor skal vi begynde?

… Skal vi holde det klassisk og sige: “Der var engang…“? Eller gå med det mere dystopiske: “Det begynder ved verdens ende…“? Lige meget, hvor vi starter, er det i hvert fald ikke ligegyldigt, for den første sætning bærer et vist ansvar. Den skal byde velkommen som en taktfuld vært og give lyst til at blive hængende. Forfatteren Paul Vacca dissekerer hvad det vil sige at være en god første sætning, og det er ikke altid let. Måske er det faktisk bedst bare at gå videre til den næste.

Frivillige i grænselandet

Siden krigen i Ukraine brød ud i februar, er mere end 20.000 frivillige rejst til landet for at hjælpe flygtninge eller for at kæmpe mod russerne. Nogle fortryder, så snart de når grænsen. Andre håber, at de kan få lov til at kæmpe i en uge og så tage hjem. Så har man da gjort lidt. Men man bliver nødt til at indstille sig på krigens realiteter. Mara Malene Raun Schmidt og Louise Bisgaard Basse er for ATLAS rejst til den polsk-ukrainske grænse, og det er der kommet en fremragende reportage ud af. “Vi sagde, han skulle tage sin telefon op af lommen og ringe til sin mor. Vi sagde: ‘Tager du ind i Ukraine nu for at kæmpe i en meningsløs krig? Eller tager du med os og hjælper ukrainere på flugt? Hvilken version skal din mor høre?’“

Amerikanske ar

I en kort dokumentar fra The New Yorker kommer fotografen John Kurc helt tæt på konstruktionen af Donald Trumps katastrofe af en grænsemur. Den skulle forhindre illegal immigration, og det lykkes lidt for godt, for det rammer også de dyr, der er vant til at rejse over grænsen og mellem bjergkæder for at finde mad. Bjerge bliver sprængt i luften, og muren truer overlevelsen af mere end 70 forskellige plante- og dyrearter. Alligevel insisterer mange republikanere på at færdiggøre arbejdet af “den dyreste genvalgsrekvisit i historien“.

Spisesedlen

Tyrkiets politi anholder 164 personer under 1. maj-demonstrationer. Det skete søndag, da demonstranter forsøgte at rykke ind på Istanbuls centrale Taksim-plads. Demonstranterne ville i anledning af Arbejdernes Internationale Kampdag sætte fokus på den forværrede levestandard forårsaget af høj inflation.

+ I Paris blev dagen markeret med demonstrationer mod nyligt genvalgte præsident Emmanuel Macrons planer om at hæve landets pensionsalder. Under demonstrationerne blev 8 politibetjente sårede og 45 demonstranter anholdt.

100 civile er evakueret fra belejret stålværk i Mariupol. Det meddelte præsident Volodymyr Zelenskij søndag på sin Twitter. Byrådet oplyser ifølge det ukrainske medie Kyiv Independent, at evakueringerne fra den ødelagte havneby fortsætter mandag. Evakueringen sker efter forhandlinger mellem FN, Røde Kors, Rusland og Ukraine.

Danmark genåbner ambassade i Kyjiv. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er mandag ankommet til Ukraine for at deltage i genåbningen af ambassaden, der har været lukket siden Ruslands invasion af Ukraine. “Kyjiv er et helt andet sted nu end i begyndelsen af krigen. Det betyder også, at vi kan være en direkte støtte og have et direkte samarbejde ved at have vores ambassade og ambassadør i hjertet af den ukrainske hovedstad,“ siger Kofod til Ritzau.

Russisk ambassadør skal til samtale i Udenrigsministeriet. Det skyldes, at et russisk militærfly fredag aften kortvarigt krænkede Danmarks territoriale luftrum øst for Bornholm. “Det er fuldstændig uacceptabelt og særdeles bekymrende i den nuværende situation,“ skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter. Vladimir Barbim har siden Ruslands invasion af Ukraine været til to andre samtaler i Udenrigsministeriet.

Guineas militærstyre vil afgive magten om 3 år. Lederen af det vestafrikanske lands militærjunta, Mamady Doumbouya, oplyste i en tv-tale lørdag, at landet igen skal ledes af en civil regering efter en overgangsperiode på 39 måneder. Det sker efter stigende pres fra den regionale organisation Ecowas, samt kritik fra både FN og Den Afrikanske Union. Militæret afsatte den siddende folkevalgte præsident, Alpha Conde, ved et kup i september 2021.

Et sidste ord

Der er bare ikke noget som en andelslejlighed på Vesterbro, der skriger stavnsbånd.

Smid jeres lænker, og så ses vi i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12