2. juni 2021
Kære læser
Elitesport er sygt hårdt. Det er både fysisk og psykisk strabadserende. Hvad hvis man vågner og ikke lige, føler, at man “er i stødet“? Det er der ikke noget, der hedder. Varen skal leveres, presset må man leve med. “Pres er et privilegium – det kommer kun til dem, der har gjort sig fortjent til […]
Kære læser
Ny og sjældent ærbødig portrætbog om statsminister Mette Frederiksen giver et tankevækkende indblik i, hvordan Socialdemokratiets formand målrettet forsøger at iscenesætte sig selv som den nye landsmoder – og hvordan det derved er lykkedes at gøre danskerne langt mere autoritetstro.
Det bedste vi har set
Kvinder der ryster rumbaen
Rumbaen opstod som en subversiv kunstform i 1800-tallets Havana, men er i dag dybt traditionsbunden og rimelig konservativ. I kortfilmen Uproar møder vi de kvindelige, autodidakte trommespillere fra gruppen Rumba Morena, som forsøger at ruske op i konventionerne. Det gør de godt, så du kan jo overveje at bruge 20 opløftende og stemningsfulde minutter i deres selskab.
Kulturen i Venstre
Kulturen i Venstre
“Vores kulturpolitik har handlet for meget om det, vi var imod, og for lidt om det, vi er for,“ siger Jan E. Jørgensen til Berlingske i et af sine første store interviews som Venstres kulturordfører. Han indrømmer også, at besparelserne på DR og lukningen af Radio 24Syv – som den sidste Venstre-ledede regering stod i spidsen for – var “vildt ærgerlig“. Det er spændende og nye toner fra Venstre.
Skål, din gamle gnier
Okay, det her er rendyrket nichelæsning, og den går ud til alle gnierne. Er det en vandrehistorie, at restauranter skruer avancen op på deres næstbilligste vin for at udnytte, at deres gæster er nærige, men dog for stolte til at vælge det allerbilligste sprøjt? Eller har de mon andre tricks til prissætningen?
Spisesedlen
EU vil tvinge multinationale selskaber til at oplyse skatteforhold. Tirsdag blev EU-Parlamentet og EU-landenes regeringer enige om en ny aftale, der fra 2023 gør det lovpligtigt for større internationale selskaber at oplyse, hvor meget skat de betaler i EU’s medlemslande – og hvor meget de betaler i lande, som er på EU’s liste over skattely. Flere NGO’er kritiserer den nye lovgivning for ikke at være vidtgående nok, da øvrige skattely ikke er omfattet af oplysningskravet.
EMA vil lade Pfizer skrue op for vaccineproduktionen. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) anbefalede tirsdag, at Pfizer får lov til at opgradere sine produktionsfaciliteter i byen Puurs i Belgien, hvor medicinalvirksomhedens coronavacciner bliver fremstillet. Anbefalingen forventes at få en “betydelig og øjeblikkelig“ indvirkning på vaccineleverancerne i EU.
WHO nødgodkender Sinovac. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har besluttet at give grønt lys til, at den kinesiske coronavaccine kan tages i brug i det såkaldte Covax-program. Covax står for at distribuere coronavacciner til mindre bemidlede lande. Nødgodkendelsen kommer på baggrund af, at der fortsat er stor vaccinemangel i bl.a. Sydamerika og Sydøstasien.
Antallet af angst- og depressionsramte er steget under coronanedlukningen. Det viser tal fra forsikrings- og pensionsselskaberne, skriver Børsen (betalingsmur). Hos forsikringsselskabet Gjensidige udgør sager med angst og depression eksempelvis 44 pct. af alle psykologsager i år. Til sammenligning udgjorde de 31 pct. i 2019.
Folketinget stemmer officielt nej til tv-transmitteret rigsretssag. Som ventet takkede et bredt flertal nej, da der tirsdag skulle stemmes om Inger Støjbergs (UFG) forslag om at tv-transmittere hendes kommende rigsretssag. Kun DF, Nye Borgerlige og Støjberg selv stemte for lovforslaget. Sagen mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister begynder den 2. september.
Et sidste ord
Måske var det alligevel bedre at springe over, hvor gærdet er lavest.
Ses i morgen!