2. januar 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Nyt år, gamle mennesker

Så gik den ikke længere. Som du nok skal bo dybt inde i en skov i et hus med et elektromagnetisk skjold omkring telefon-, radio- og internetforbindelse for ikke på nuværende tidspunkt at have opsnappet, er Lise Nørgaard død. Hun blev 105 år. Så uden at have researchet årsagen til hendes dødsfald til bunds kan […]

Kære læser

Tid til tvungen solidaritet

“Det talte ord gælder,“ står der øverst oppe, når man går ind for at genfinde statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale på statsministeriets hjemmeside. Egentlig er det vel bare en påmindelse om, at det er statsministeren, der har det sidste ord, ikke hendes taleskrivere – og at man gør klogt i at se Mette Frederiksen levere […]

Det bedste vi har set

2022 fra sine bedste vinkler

2022 fra sine bedste vinkler

Er du ikke helt klar til at give slip på året, der gik? Så kom med på internetcafé i Manila, toppen af Mount Everest eller til Tel Aviv, hvor to rotter i et reagensglas gør forskere klogere på menneskers empati – og forbi en losseplads i Sri Lanka, hvor der er opstået en alliance mellem de lokale elefanter og køer. Billeder siger mere end 1.000 ord, og National Geographic har udvalgt 49 af de skarpeste skud, der fortæller en historie fra det forgangne år.

+ Hvis du derimod hoppede ind i det nye år uden at se dig tilbage, har Nature et overblik over det kommende års videnskabelige fremskridt. De inkluderer både månelandinger og medicin for Alzheimers.

Drabeligt, dramatisk flair

Drabeligt, dramatisk flair

En russisk oligark, der har udtalt sig kritisk om Kreml eller blot været mindre entusiastisk omkring Ruslands invasion af Ukraine, skal ikke stå for tæt på åbne vinduer, i nærheden af en pool eller… en paraply. Tippet kommer fra Michael Weiss, en journalist og forfatter til en kommende bog om GRU, Ruslands militære efterretningstjeneste. Over 20 russiske rigmænd er i det forgangne år drattet om på mange mystiske måder. The Atlantic undersøger de dramatiske og ofte kreative dødsfald. For Putin handler det nemlig ikke kun om at udrydde kritikken, men om at give en mindeværdig påmindelse om omkostningerne for kritikerne.

Moderne renæssancekvinder

Moderne renæssancekvinder

Emma Sehested Høeg kan synge og spille skuespil, og Jennifer Vedsted Christiansen kan instruere hende i at gøre det. Tilsammen udgør de kunstnerduoen How To Kill A Dog, der står bag flere teaterforestillinger om den kendte kvindefigur Madonnaen. “Vi ville hælde alt det ud, som vi skammede os over. Alt ud på scenen, som vi ikke turde sige højt. Men det, der var ubehageligt og mørkt, når det var inden i os, skulle komme ud som et festfyrværkeri,“ siger Sehested Høeg i deres interview med Femina. En bragende god samtale om seksuel kapital, deres kunstneriske forelskelse i hinanden og fælles ambition om at revolutionere dansk teater.

Spisesedlen

Lise Nørgaard er død. Hun sov stille ind nytårsdag. Det oplyser familien til Ritzau mandag. Journalisten og forfatteren fik sin start på Roskilde Dagblad og var senere chefredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også har ageret brevkasseredaktør. Nørgaard var måske bedst kendt for at have forfattet tv-serien Matador, der løb fra 1978-82.

Lula indsat som præsident. Søndag d. 1. januar blev Luiz Inácio Lula da Silva – kaldet Lula – taget i ed som Brasiliens præsident. Flere hundrede tusinde tilskuere var mødt op for at fejre den nu 77-årige Lula i hans anden præsidentperiode. Lulas forgænger Jair Bolsonaro var ikke til stede, da han inden de kommende undersøgelser af hans Covid-19-håndtering er flygtet til Florida.

Den globale økonomi vil forværres i 2023. Det udtaler direktør for Den Internationale Valutafond (IMF), Kristalina Georgieva. “Hvorfor? Fordi de tre store økonomier – USA, EU og Kina – alle sløves samtidigt […] Vi forventer, at en tredjedel af verdensøkonomien vil komme i recession. Selv i lande, der ikke er i recession, ville det føles som recession for hundreder af millioner af mennesker,“ spåede Georgieva søndag.

Rekordmange migranter krydsede Den Engelske Kanal i 2022. 45.000 mennesker begav sig sidste år ud på den farefulde tur, som oftest foretages i små, ustabile både fra Frankrig til Storbritannien. Det er over 17.000 flere personer end året forinden. I december døde mindst fire mennesker, da deres båd kæntrede under frostgrader i Kanalen.

25 personer pådrager sig øjenskader til nytår. Det viser tal som øjenkirurg på øjenafdelingen på Rigshospitalet Ulrik Correll Christensen har indsamlet fra hele landet. Sidste år var antallet 16. Alle tilskadekomne er mænd eller drenge under 50 år, hvoraf en tredjedel er teenagere og de yngste er 13. Ud af de 25 var 23 ikke iført sikkerhedsbriller.

Et sidste ord

Lad 2023 blive året, hvor vi lægger gisningerne i graven – og nytårsforsætterne med.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12