2. december 2016

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Køb jer en hund

Lars Løkke er nødt til at indrette en hundekennel i Prins Jørgens Gård, hvor Statsministeriet har adresse. For der er påfaldende mange i den borgerlige blok, der akut trænger til at få sig en ny ven – og ifølge den daværende præsident Harry S. Truman er der så kun en mulighed: ”Hvis man vil have […]

Kære læser

Norbert Hofer: Fældet af Godwins lov (5:5)

Sammenligningen mellem den højrenationale præsidentkandidat Norbert Hofer og hans østrigske landsmand Adolt Hitler har virket helt uimodståelig for modstanderne. Men den skingre hetz har den stik modsatte effekt.

Det bedste vi har set

Tindrende høj og rask

Psykedeliske stoffer har fået lidt en revival i psykiatrien i disse år, hvor det viser sig, at LSD, Ecstasy, svampe og MDMA kan have en endog meget gavnlig effekt på psykiske problemer som dyb depression, PTSD og de psykiske effekter af livstruende sygdomme. Egentlig har man rodet med det siden 40’erne, hvor det blandt andet startede som et militært udviklingsprojekt, men nu har det fundet vej tilbage efter nogle års udskammelse.

+ Læs i øvrigt denne glimrende danske artikel om LSD af en af vores allerbedste journalister. Den er nogle år gammel, men fejende flot lavet.

De ting vi lærte

Snart vil du blive oversvømmet af årskavalkader og nedslag i 2016, og det bliver nok ikke ligefrem en let og livsbekræftende komedie. Fint nok, det kan vi rumme her på stedet, men uden at have læst eller set en eneste af dem endnu, er vi allerede blevet lidt trætte af dem. Så er det godt, at der findes folk, der åbner andre døre: Tom Whitwell her har samlet 52 ting, han lærte i 2016, og det er faktisk ret overraskende. Vidste du f.eks., at der findes et amerikansk firma, som sælger spejle, der gør dig tyndere; at der findes 6 millioner iPhones i Iran, selv om de er forbudte; at det går sløvt for Twitter, men at de med deres nuværende bankbog kan overleve i 412 år uden tab; eller at 40 procent af alle voksne (16-60 årige) i OECD-lande ikke kan finde ud af at slette en email.

Nekrolog over Mr. Big Mac

Skaberen af Big Mac’en var en ganske almindelig bestyrer af en McDonald’s i Pittsburgh, Pennsylvania. Han fik aldrig nogen royalties for sin opfindelse, men brokkede sig heller aldrig over det. I sidste uge døde han så 92 år gammel. Den oprindelige Ronald McDonald lever til gengæld i bedste velgående og ser sig selv som lidt af en superhelt. Vi mener måske, han har ret. Tjek ham i denne fine minidok.

Spisesedlen

TV 2: Danmark trækker F-16-fly hjem fra Syrien. Udenrigspolitisk Nævn bliver lige nu orienteret om, at Danmarks F-16-fly ikke længere skal udføre luftangreb i Syrien og Irak, erfarer TV 2. Beslutningen skulle være truffet af Anders Samuelsen og Claus Hjort Frederiksen, henholdsvis nyudnævnt udenrigsminister og forsvarsminister. Kræfterne skal i stedet bruges på træningsmissioner.

Denne graf får klimaeksperter til at gå i panik. Vi har hørt det igen og igen, polerne smelter. Men i år tager den samlede ismasse på Arktis og Antarktis et helt uforudset styrtdyk, som er uden fortilfælde. Da ph.d-studerende Zachary Labe delte grafen på Twitter den 15. november, opstod der panik blandt eksperter. ”Folkens, vi har en klimanødssituation. Sig det til alle, du kender,” skriver meteorolog og klimaskribent Eric Holthaus.

FN advarer Danmark om at udlevere immigranter til torturlande. I det nye regeringsgrundlag står der, at regeringen vil ”undersøge mulighederne for brug af diplomatiske forsikringer i forhold til udsendelse af personer på tålt ophold”. Men FN mener ikke, at en ”diplomatisk garanti” er nok til at sikre sig, at de udsendte personer ikke kommer hjem til tortur i lande som Somalia, Syrien, Libanon, Kina, Congo, Iran og Afghanistan. ”Det vil være som at spille hasard med deres sikkerhed,” siger formanden for FN’s torturkomité, Jens Modvig til Politiken.

Årets værste julekalender kommer fra Europol. EU’s politiorganisation har udsendt en julekalender, som kan dræbe enhver julestemning. Den består af en liste over de mest eftersøgte kriminelle i Europa, det være sig mordere, terrorister og narkobaroner. Man håber, at europæerne kan hjælpe med at fange forbryderne inden jul. I lågen til 1. december finder man den østrigske Tibor Foco på 60 år, der har myrdet en prostitueret i 1986, og nu er flygtet fra sin livstidsstraf. Dusøren er på 2.900 euro.

Ban Ki-moon indrømmer, at FN startede koleraepidemi i Haiti. I seks år har FN danset rundt om det faktum, at FN’s fredsbevarende styrker ved et uheld tog kolera med, da de hjalp til efter det katastrofale jordskælv i 2010. Siden er op mod 30.000 haitianere døde af kolera. ”Vi undskylder til det haitianske folk. Vi gjorde simpelthen ikke nok med hensyn til kolerasmitten i Haiti,” siger Ban Ki-moon.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12