Du har åbnet for weekendens Føljeton, og du ved, hvad det betyder: Det er blevet tid til en gennemgang af ugen der GAK. Har vi selv fundet på det elendige ordspil? Forhåbentligt ikke, men here goes:

Det var umuligt at komme igennem mandagen uden at forholde sig til, at skuespilleren Will Smith håndkyssede komikeren Chris Rock ved søndagens Oscar-show. Inden diskussionen blev gammel, nåede David Dragsted at komme på sagen med en gennemgang af Smiths sceneshow ud fra aristotelikerens, kantianeren og utilitaristens perspektiv. Selv er vi mest på den sidste vogn, for “blev vi ikke alle sammen en lille smule lykkeligere af, at Will Smith gav Oscar-showet en uventet kæberyster“?

Som om der ikke var nok på programmet med alle de thinkpieces om vold, man skulle pløje sig igennem på Twitter, kom Tibetkommissionen Vol. 2 også med en ny konklusion, og denne gang peger pilen ikke kun på politiet, men også på Udenrigsministeriet og PET. Oliver Stilling skrev en ‘Kære læser’ om sagen og hans dom var om muligt endnu klarere end kommissionens: Bananstat.

Tirsdag knappede David Dragsted to af de kolde op, for Carlsberg har besluttet sig for at indstille deres produktion i Rusland. Hvilken heltegerning, her fem uger efter krigens udbrud. Heldigvis for bryggeriet vurderes det kun at have en mindre indflydelse på deres indtjening, så det er vist, hvad man kan kalde en gratis omgang. Mere tørlagt gik det for sig i Istanbul, hvor repræsentanter fra den ukrainske og russiske regering skulle mødes til forhandlinger. Forud for mødet havde Ukraines udenrigsminister advaret imod at røre noget, der blev serveret under mødet med russerne. Selve samtalen bragte heller ikke noget videre spiseligt med sig.

Samme dag skrev jeg – Asta Kongsted – noget så aparte i Føljeton-regi som et essay. Jeg har den seneste tid skrevet om udviklingen i det danske asylsystem, og det har bragt mange overvejelser med sig om, hvordan man fremstiller mennesker i nød, hvad den personlige fortælling skal gøre godt for og om enkeltsager risikerer at overskygge kritikken af de politiske strukturer. (Spoiler alert: Det er der noget, der tyder på, de gør).

Jeg fortsatte i samme rille onsdag, for her kom en rimelig opsigtsvækkende sag på bordet. En kurdisk iransk kvinde er sammen med sine to børn blevet tvangsdeporteret til Iran på et udløbet pas. Det hele er blevet videofilmet, og bl.a. ses fire betjente ovenpå kvinden mens adskillige offentligt ansatte kigger på. Sagen er fuldstændig afsindig, men igen påpegede jeg, at den ikke er en enlig svale, men snarere et udtryk for et farligt skred i asylsystemet.

David Dragsted kiggede i ‘Nyhedsanalysen’ mod USA, for her offentliggjorde landets tidligere præsident Donald Trump en pressemeddelelse, og den handlede om… det hole-in-one han har lavet på sit golfresort i Florida. Den var tilmed lang, pressemeddelelsen, og det gav David lyst til at undersøge, hvad han mon ikke sagde, mens han fablede løs om sine evner med en kølle.

Har man delt kontor med Oliver Stilling den forgangne uge (og det har jeg jo), så vil man vide, at han har hungret efter en lejlighed til at behandle vores eget tidligere statsoverhoved, Anders Fogh Rasmussen. Konsulenten Fogh kom nemlig i weekenden med nogle virkelig dårlige krigsråd, og som Oliver skrev i en ‘Kære læser’ torsdag: “Helt sikkert, oberstløjtnant Fogh: Lad os skræmme Putin, der allerede er trængt helt op i en krog, og mens han sidder i Kreml og bævrer med en finger på atomknappen, laver vi lige en knibtangsmanøvre à la Napoleon på nogle af hans tankvognsdivisioner i det nordøstlige Ukraine.“

Nord for København kan man lige nu se den ikoniske fotograf Diane Arbus’ værker på Louisiana. Det har Jon Kvist Sommer, og han er stærkt begejstret: “Arbus er en form for voyeur, men hun dyrker det blufærdige og karikerede. Hun lader sine modeller fortælle deres egne historier, hvor påtagede eller ærlige de end måtte være. Det var tydeligvis en måde, hvorpå fotografen kunne komme endnu tættere på dem. Alle Arbus’ modeller er både meningsfulde og værdige,“ som han skrev i sin anmeldelse af udstillingen.

Vi synes ikke, aprilsnarre er sådan ubetinget sjove, og det er så én ting, vi har tilfælles med Kina. Til gengæld kan vi godt sætte pris på en god joke, og sådan en er topmødet mellem EU og Kina, der begyndte fredag. For hvis det skal lykkes EU at presse Kina til ikke at støtte Rusland, kan det nok blive nødvendigt at “droppe de diplomatiske listefødder og træde Beijing lidt over tæerne“. Det er der bare ikke meget, der tyder på, man har tænkt sig, skrev Emilie Ewald i en ‘Kære læser’.

Lars Trier Mogensen rundede ugen af med at kigge på lidt stemmeseddelssemantik. Når vi d. 1. juni skal stemme om afskaffelse af Forsvarsforbeholdet, vil der nemlig på stemmesedlen stå: “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?“ Det kan lyde tilforladeligt, men det er en rimelig farvet udlægning af spørgsmålet, som har fået nej-fløjen helt op i det røde felt. Som Lars kan fortælle, er der dog stort set aldrig blevet forelagt danskerne en stemmeseddel med et neutralt formuleret spørgsmål. Med stridsmålet er valgkampen nu til gengæld for alvor skudt i gang for både ja- og nej-sigere.

Det var alt for denne uge. Vi ses i den næste! /Asta Kongsted