En rigtig tåreperser
Fredag fik jeg to henvendelser, der begge relaterede sig til den historie, vi i sidste uge bragte om flygtningefamilien Al-Ashqi, som var blevet tvangsflyttet med 24 timers varsel. Den første var enormt glædelig. Familiens søn Hussein fortalte mig, at de – på trods af at Udlændingestyrelsen tidligere havde afvist det – nu alligevel var blevet flyttet væk fra det asylcenter, han beskrev som “fængselslignende“.
Den anden henvendelse var et opkald fra Udlændingestyrelsen selv. Beredvilligt ville de sikre sig, at jeg havde fået fyldestgørende svar på de spørgsmål, jeg havde stillet dem. De var kommet i tvivl, fordi de ikke forstod præmissen for de spørgsmål, jeg blev ved med at stille: Hvorfor skal I true med politiindblanding, og hvorfor skal politiet varetage opgaven med at flytte asylansøgere? Præmissen var uklar for den presseansvarlige, og det var den, “fordi det jo er politiet, der har voldsmonopol“, som han sagde. Heller ikke denne gang lykkedes det mig at forklare, at det netop var behovet for at involvere folk med voldsmonopol i asylsager, der undrede mig.
Opkaldet illustrerede fint, at selvom dækningen måske i nogen grad har gjort en forskel for familien Al-Ashqi og selvom Enhedslisten og Radikale Venstre i skarpe vendinger kritiserer behandlingen, så er der ikke en praksisændring lige om hjørnet i selve asylsystemet: Udbedringen af familiens situation er nok snarere en kompensation, foretaget af nogle mennesker, som ikke er interesserede i mere dårlig omtale, end en egentlig sejr for flygtninge i asylsystemet.