2. april 2019
Kære læser
Det her er sådan set noget, der angår hele Danmark. I den forgangne weekend blev der hængt et nyt maleri op på Statens Museum for Kunst i København. Das Soldatenbad (Soldaterbadet), som det hedder, er malet af den tyske ekspressionist Ernst Ludwig Kirchner i 1915. Motivet er ikke særlig rart; det er ikke sådan et, […]
Kære læser
Ingen aftale: Afgrundens rand nærmer sig med stormskridt. Det er et tragikomisk reality-dramashow at følge med i – aften efter aften, på tv eller nettet – når de 646 medlemmer af det britiske underhus helt rituelt nedstemmer hinandens mere eller mindre urealistiske bud på, hvordan Storbritannien skal forlade EU-samarbejdet. I går aftes var antallet af […]
Det bedste vi har set
Aprilsnar for de døde
Det var 1. april i går, og det kom der vanen tro nogle halvslatne jokes ud af. Og et par der slog til. Som partiformand Kristian Thulesen Dahl, der bekendtgjorde, at DF ville byde ind på FM4 med base i Bestsellertårnet i Brande, hvortil Radio24syvs Kirsten Birgit kom med et lille comeback efter et opkald til Pia Adelsteen (DF). Adelsteen ejer sammen med en anden DF’er, Kim Christiansen, cafeen Aporta i Mariager, der netop har været i vælten efter den omstridte omfartsvej i byen. For nylig havde DF-parret også en fagforeningssag, fordi de ikke ville udbetale løn under sygdom. Nå, men 37 minutter inde i gårsdagens Korte Radioavis ringede Kirsten Birgit under dække af at være Nordjyllands politi så til Pia Adelsteen og fortalte hende, at der var braget en lastbil ind i Aporta. Men også at der var en ”god nyhed”, fortalte hun, nemlig at ”hende den hysteriske, der ikke ville arbejde under sygdom” var omkommet ved uheldet. Too much? Måske. Sjovt? Ja!
Længe leve bibliotekerne
De er dejligt ambitiøse på bibliotekerne i Helsingør Kommune, hvor de blandt andet udgiver et fremragende nyhedsbrev hver måned skrevet af forskellige danske forfattere. Brevet bærer det lidt mindre ambitiøse navn ‘Nyt Nyhedsbrev’ og er denne måned skrevet af Caroline Albertine Minor (nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris sidste år). Det handler om den tyske pilot Andreas Lubitz, der i 2015 med forsæt smadrede et passagerfly imod en fransk klippevæg. Tjek det ud og skriv dig op. Der ligger en dejlig månedlig lækkerbisken og venter på dig.
+ Eller tag ud og besøg dit lokale bibliotek. Hyld det. Eller lad dig forføre af denne smukke ode af et essay/anmeldelse af verdens største biblioteker.
De døde stjerner vil ikke dø
Chloë Sevigny, Tilda Swinton, Steve Buscemi, Selena Gomez, Bill Murray, Tom Wait, Danny Glover, Iggy Pop og rapperne RZA er det beskedne cast i den nye zombiefilm The Dead Don’t Die, der har offentliggjort sin første hæsblæsende trailer i dag. Det er lidt af et crew, men instruktøren er også gode gamle Jim Jarmusch, der ser ud til at være i det komiske hjørne. Vi glæder os.
Spisesedlen
Britisk parlament nedstemmer igen alle forslag. I går aftes var der fire alternative brexit-løsninger til afstemning i det britiske underhus. Alle blev stemt ned af parlamentets medlemmer. Dermed er det stadig sandsynligt, at Storbritannien kommer til at forlade EU uden en aftale d. 12 april. Theresa Mays regering mødes i dag for at diskutere det videre forløb.
De Radikale truer med at trække støtten til Mette Frederiksen. De Radikales partileder Morten Østergaard kræver, at Socialdemokratiet tager et opgør med dele af Dansk Folkepartis ”paradigmeskifte,” hvis De Radikale skal støtte Mette Frederiksen som statsminister. Paradigmeskiftet, som er en række stramninger på udlændingeområdet, blev vedtaget i Folketinget af VLAK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Japan offentliggører navn på ny kejserepoke. Den nye kejserperiode har fået navnet ”Reiwa,” som står for ”orden” og ”harmoni.” Perioden begynder om en måned, eftersom den nuværende kejser Akihito har annonceret, at han abdicerer. Hver kejserperiode får sit eget navn i Japan og bruges sammen med den vestlige kalender til fastslå årstal.
Algeriets præsident annoncerer sin tilbagetrædelse. Abdelaziz Bouteflika siger, han vil træde tilbage d. 28 april. Den 82-årige præsident har været stærkt kritiseret i hjemlandet. Han har været præsident siden 1999, men han har ikke været set meget i offentligheden, efter han fik et slagtilfælde i 2013. Bouteflika har for nylig udskudt et valg i Algeriet, hvilket fik hans kritikere til at frygte, at han havde planer om at blive ved magten.
Statens Museum for Kunst fremviser underskud og færre besøgende. Danmarks største kunstmuseum kom ud af 2018 med et underskud på 1,4 mio. kroner, og på fire år har museet mistet knap 150.000 besøgende. Direktør for det danske nationalgalleri Mikkel Bogh forklarer det faldende besøgstal med, at man blandt andet i foråret 2016 genindførte entrébetaling og i to år har haft begrænset åbningstid for at spare penge.
Et sidste ord
Vi startede med en række fremtidsscenarier for Brexit, men vi har faktisk lige et enkelt scenarie mere. Måske er det endda det, der er det mest realistiske. Hvem ved?