19. november 2018

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Trump, Gud og Lagerkvist

Den svenske nobel-laureat Pär Lagerkvist har altid været lidt af en darling blandt kulturradikale på grund af sin ateisme og sit opgør med naturalismen. Det kan han naturligvis ikke gøre for, og det skal heller ikke ligge ham til last, da han er noget af det fineste, skarpeste og reneste, der er kommet ud af […]

Kære læser

Theresa Mays helvedesdage

Mayday! Storbritanniens premierminister Theresa May har været på en charmeoffensiv i de britiske medier i weekenden – med god grund: Der er mistillidsvotum i luften. Flere ministre i hendes kabinet har sagt op siden torsdag, og en falanks af Brexit-hardlinere anført af det konservative parlamentsmedlem Jacob Rees-Mogg krævede allerede fredag, at May skulle træde tilbage. […]

Det bedste vi har set

Orangutangens fortid

Orangutangens fortid

Kan du li’ aber? Så vil du synes godt om det her: Forskere fra St. Andrews-universitetet i Skotland har opdaget, at orangutanger er i stand til at ‘fortælle’ om oplevelser, de har haft tidligere. Hvis det ikke lyder af noget særligt, så må det være, fordi du forveksler orangutanger med mennesker. Af en eller anden grund er det erhvervsmagasinet Forbes, der har historien, men den er baseret på en artikel i det videnskabelige tidsskrift Science Advances.

Bannons Brexit-bistand

Bannons Brexit-bistand

Hvis ikke Brexit i forvejen virkede som en tilpas rodet affære, så viser nye afsløringer, at Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon muligvis også har haft en finger med i spillet. Bannon stod nemlig for at oprette kontakt mellem det kontroversielle foretagende Cambridge Analytica og Brexit-fortaleren Arron Banks Leave.EU-kampagne. Av.

Elsass var næstsidste gæst i Jonestown

Elsass var næstsidste gæst i Jonestown

”I mange år har jeg ikke kunnet komme mig over, at jeg blev forført af Jim Jones og hans tempel til ikke at forudse den massakre, der nærmede sig,” skriver den danske psykolog Peter Elsass om det uhyggelige kollektive selvmord 18. november 1978 i Jonestown-kolonien i Guyana, hvor 914 omkom. ”Jeg har skammet mig og har forholdt mig tavs om, hvad jeg oplevede. Det, der har rystet mig, er sådan set ikke, at jeg selv kunne have risikeret livet, som de andre 914 mennesker gjorde, men snarere at jeg ikke anede uråd.” Stærk tekst i Weekendavisen.

Flaskehalsen peger på Mohammed bin Salman

Flaskehalsen peger på Mohammed bin Salman

Mohammed bin Salman er en presset mand: Den amerikanske efterretningstjeneste CIA er overbevist om, at Saudi-Arabiens kronprins personligt beordrede den saudiske kommentator Jamal Khashoggi myrdet, og der er ikke meget hjælp at hente for ham i den her mesterlige video om mordet, som The New York Times har flikket sammen.

Xiaoice – din bedste kunstige ven

Xiaoice – din bedste kunstige ven

Du skal være lidt mærkelig for at opfatte Apples Siri, Amazons Alexa eller Googles Assistent som dine venner. De er bare digitale assistenter, ikke? Men Microsoft har andre planer for deres AI-system Xiaoice, som mere er en social chatbot, hvis personlighed er modelleret efter en teenagepiges. Xiaoice kan skrive synge, skrive digte og læse højt for børn i det toneleje og med de stemmer, hun finder rigtige til opgaven. Digital Trends har en lang artikel om hende og det, Microsoft arbejder på: At hun bliver så intelligent, at hun ved, hvad man vil spørge om, inden man gør det. Gys.

Spisesedlen

Houthi-oprørerne indstiller missil- og droneangreb i Yemen. Det sker ifølge Mohammed Ali al-Houthi, som er leder af houthiernes ”Supreme Revolutionary Committee”, efter en anmodning fra FN. Samtidig meddeler houthierne, at de er parate til at indgå en bredere våbenhvile, såfremt ”den saudiskledede koalition vil have fred”.

Aarhus Universitet meddeler at 200 nyuddannede mangler et semester af deres uddannelse. Fejlen omfatter nyuddannede som har haft et sidefag på et andet fakultet end deres hovedfag for at kunne undervise i gymnaiset. Ifølge vicedirektør for uddannelse på Aarhus Universitet Kristian Thorn er der tale om en menneskelig fejl, som er opstået ved at reglerne er blevet fejlfortolket ”gennem nogle år”.

Én død og 409 såret efter uroligheder i Frankrig. Udbredt vrede over stigende benzinafgifter har medført store protester over hele den franske republik, hvor der i weekenden blev registreret demonstrationer 2.034 steder i landet. 409 personer måtte en tur på hospitalet, hvoraf 28 var politibetjente. Én person afgik ved døden i et sammenstød med en bilist.

Sverige også ramt af svindel med udbytteskat. Det viser en ny undersøgelse fra nyhedsbureauet TT, som dermed linker Sverige til den omfattende svindel med udbytteskat på tværs af Europa, som første gang blev belyst af de såkaldte Cum-Ex-filer. Sammenlagt skulle Sverige være blevet svindlet for 46 mio. kroner.

Skovbrande i Californien forurener flere byer. Skovbrande i Californien har ikke alene kostet omkring 80 mennesker livet, de har også skabt verdens værste smog i tre af delstatens storbyer. San Francisco, Stockton og Sacramento døjer med så meget luftforurening, at myndighederne anbefaler borgere at blive hjemme eller bære ansigtsmasker.

Et sidste ord

Venstre fejrede sig selv med cheerleaderdans ved landsmødet i Messecenter Herning i weekenden. Smagfuldt eller akavet? Vi ved det ikke (jo, det gør vi faktisk).

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12