19. marts 2018
Kære læser
Én ting er at få det forkerte ben ud af sengen – det kan ske for enhver. Noget andet er den grundindstilling, man lægger for dagen, når man slår øjnene op sådan en kold mandag morgen i marts. Skal man være pessimist, eller skal man være optimist? Verden går sin gang, og af og til […]
Kære læser
I overmorgen udkommer Lasse Lavrsen med bogen Rotter og Skilsmisse, som handler om ja, Rotter og skilsmisse og hans personlige erfaringer med begge dele. Her bringer vi første kapitel.
Det bedste vi har set
Svensk politik og Lars Trier Mogensen på DOX i dag
Midt på Nørrebro i København har du her i eftermiddag alletiders mulighed for at blive klogere på svensk og dansk politik OG blive underholdt samtidigt. I Empire viser vi nemlig sammen med CPH:DOX den svenske dokumentar A Good Week for Democracy, der handler om det svenske svar på Folkemødet – Almedalsugen på Gotland (der godt nok har eksisteret i cirka 40 år før Folkemødet). Bagefter vil instruktøren Cecilia Björk diskutere dansk og svensk politik med Lars Trier Mogensen.
En kronik om ‘dansk Somalia’
Det ”sejler i dansk Somalia” er beskeden i denne kronik fra den 35-årige Sofie Jana, som kom til Danmark som somalisk flygtning for 20 år siden. Hun har længet villet ”skrive noget om ‘os’, somalierne i Danmark”, og TV 2’s journalistisk kreperlige indslag i sidste måned fra den somaliske kvindeforening Sahan i Vollsmose. ”Oplevelsen af at sidde ansigt til ansigt med disse senere tilkomne har fået mig til at indse, hvor langt jeg selv er gået. Ind i ’danskheden’ og ud af mit ophav. For nogle år siden var jeg i Somalia og kunne nærmest ikke genkende mig selv i landet. Alene det, at jeg ikke går med håret tildækket, var nok til, at jeg ikke følte mig som en del af folket, til at jeg blev kigget skævt til og savnede at være hjemme i Danmark. Samtidig genkender jeg stadig mig selv i duftene og maden, kamelmælk og krydret te. Men når jeg rejser til Skanderborg og besøger min gamle efterskole eller spiser småkager hos Fru Pedersen, min gamle nabo, som er blevet 90 år gammel, føler jeg mig endnu mere hjemme, genkendt.”
Hawkings sidste store teori
Stephen Hawking, der døde i sidste uge, 76 år gammel, levede på grund af sin ALS-diagnose, som om hver dag var hans sidste. Men mens hans levede, lavede han arbejde, der vil give ham evigt liv (i overført forstand). Det viser sig, at han kort før sin død nåede at færdiggøre en sidste teori, ‘A Smooth Exit from Eternal Inflation’, som forklarer, hvordan menneskeheden måske ville kunne paralleluniverser. Mange undte ham en Nobelpris i fysik; men så stik ham da en posthumt – det er alligevel, som om han stadig er her. (Billedet er fra en strand 65 kilometer fra Bhubaneswar i den indiske delstat Odisha. Ritzau Scanpix/AFP/Asit Kumar
Glorificerede bjerglandskaber
Den britiske fotograf m.m. Reuben Wu (f.1975) har de seneste år taget billeder af spektakulær natur og menneskeskabte landskaber rundt om i verden. Om den her serie fotos af nyere dato er der egentlig ikke så meget andet at sige, end at han bruger droner – altså fotograferer dronerne med lang eksponering, mens de cirkler over bjergtoppe og -sider og ligner glorier. Weird? Kunst? Aner det ikke, men det ser nu flot ud. Følg ham på Instagram, hvis du vil se mere.
Blachman til åben høring
Thomas Blachman kæmpede i fredags en hård kamp for at beholde sine deltagere i X-factor, men inden han nåede så langt, var han lige en tur omkring Christiansborg med et andet hjertebarn. Her var han nemlig til åben høring for at få indført et nyt fag på folkeskoleskemaerne. Faget kalder han for ‘idé-fag’, og det skal indføres til fordel for det bredt udskælte ‘understøttende undervisning’.
”Det kan ikke være så svært. Det er bare ud med det ene fag og ind med et idéfag. Det vil skabe sindssyge resultater,” sagde han blandt andet og lød helt som sig selv. I forbindelse med et kommende tv-program har han undervist en klasse i Hvidovre ud fra de tanker, han gør sig om det kommende fag.
”Jeg brænder og tror på det her. Og jeg har med min begejstring formået at få 21 elever til på 12 uger at få deres eget fuldstændigt afklarede billede af, hvad de vil bruge deres liv til,” fortalte han.
Spisesedlen
FN: Over fem milliarder mennesker vil mangle vand i 2050. En ny FN-rapport gør det klart, at klimaforandringerne har en fatal indvirkning på verdens vandressourcer. Resultatet af den årlige rapport om verdens vandtilstand får FN til at efterlyse nye metoder, som kan afhjælpe problemet med de svækkede vandressourcer. Ifølge rapporten bruger mennesker årligt 4.600 kvadratkilometer vand, hvoraf 70% går til landbruget, 20% til industrien og 10% til husholdningen.
Skats fælder har fanget flere end 26.000 årsopgørelser. Siden årsopgørelserne blev offentliggjort for en god uges tid siden, har Skat haft nok at se til. I ugens løb har danskerne logget ind i systemerne op mod fire millioner gange for at tjekke, om de skal punge ud eller rage til sig. Mange skatteydere har i samme ombæring rettet i fradragene, og det har resulteret i, at nogen ved en fejl har skrevet de forkerte tal ind, mens andre bevidst har snydt med fradragene. Derfor har Skat aktiveret en digital kontrol, der snupper både fejl og snyd, og det har altså snuppet flere end 26.000 danskere i deres fradragsfiflerier.
Antallet af offentligt forsørgede borgere er på sit laveste siden 2007. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at gruppen af borgere på offentlig forsørgelse bliver mindre og mindre. I årets fjerde kvartal var der i alt 718.200 offentligt forsørgede (SU-modtagere undtaget), hvilket er 9000 færre end i tredje kvartal, og ifølge Dansk Erhverv har tallet ikke været lavere siden 2007. Årsagen skal blandt andet findes i det store opsving på arbejdsmarkedet, lyder det fra cheføkonom.
Russisk valg: Putin napper endnu en valgperiode. Det stod, overhovedet ikke overraskende, klart efter gårsdagens valg, hvor præsident Vladimir Putin angiveligt har fået mere end tre ud af fire stemmer. Dermed kommer den 65-årige russer til at sidde på magten indtil 2024, hvilket gør Putin til den første leder siden Stalin, som skal regere landet i to årtier. Første melding efter valget i går var, at 59% af russerne havde været i stemmeboksen, men senere var det tal opgraderet til 67%. Ifølge DRs Ruslands-korrespondent Matilde Kimer har den pludselige ændring fået oppositionen til at råbe op om uærligt spil.
Politiet fanges i stigende grad af egne fotofælder. Der er sket en generel stigning i antallet af sager, som ender hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og det er især færdselssager, hvor politiet har kørt for stærkt uden udrykning, der tæller op i statistikken. ”De hyppigste færdselssager, som vi behandler, er hastighedssager, hvor polititjenestemænd i civile biler tages i en trafikkontrol, fordi de har kørt for hurtigt,” siger myndighedens direktør, Kirsten Dyrman.
Et sidste ord
Der er både noget ekstremt foruroligende og noget ekstremt tillokkende ved den her interimistiske Tivoli-karrusel, som en gruppe børn fjumrer rundt på. Man venter bare på, det går galt.