19. maj 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Danskernes vilje

Hvad vil danskerne? Hvad synes de? Danskerne synes, at mennesker, der er flygtet fra den syriske borgerkrig, bare skal sendes hjem så hurtigt som muligt. Og hvis de dygtige folk i Udlændingestyrelsen vurderer, at Damaskus er et sikkert sted, så er det nok rigtigt. Hvad så med de danske børn, som frister en kummerlig tilværelse […]

Kære læser

Kan Grønland købes med andre midler?

Den gode: I løbet af få skæbnesvangre døgn er Grønland begyndt at løsrive sig fra Danmark. I hvert fald symbolsk. Den stærke og stigende selvstændighedstrang både i Grønland og på Færøerne har pludselig fået et mere officielt udtryk. I morgen rejser USA’s udenrigsminister Anthony Blinken til Kangerlussuaq i Grønland for at mødes med den nye […]

Det bedste vi har set

Kongen af Pokémon 

Har du en gammel samling Pokémon-kort liggende på loftet et sted? Så er det måske på tide at hive den frem igen. Magasinet Input skriver om en genopblomstret kortmani, der har taget lidt overhånd. Den såkaldte konge af Pokémon, en 67-årig mand ved navn Gary Haase, har i hvert fald Pokémon-kort til en værdi af mere end 10 mio. dollars. Kedsomhed under coronapandemien har nemlig fået priserne på monsterpapkort til at stikke helt af.

Træer er klogere end du tror 

“At anerkende at skovenes økosystemer rummer elementer af intelligens, ligesom samfund, hjælper os med at forkaste gamle idéer om, at de er ubevægelige, simple, lineære og forudsigelige – idéer som har været med til at fodre retfærdiggørelsen af den hastige udnyttelse, som har sat den fremtidige eksistens af skovsystemernes skabninger på spil, ligesom vores egen.“ Træforsker Suzanne Simard skriver om skovenes hemmelige liv i et skønt personligt essay.

+ Anmeldelse af Sinnards nye bog i New York Times.

++ Langt lydinterview med Sinnard om hendes banebrydende forskning ovre hos Emergence Magazine.

Hjerte rimer på… Smerz?

“[…] hvis man overdriver det og lyver, ligesom når man fortæller en god historie, kan man potentielt set komme tættere på den oplevelse, man har. Det er en anden måde at nærme sig sandheden på.“ Et af de mest spændende skandinaviske musiknavne lige nu er den norske elektroniske duo Smerz, der trækker den pæne popmusik ind i et mere støjende og eksperimenterende univers. Dem har Atlas taget en lang snak med i et perfekt nørdet interview. Fun fact: Duoens ene halvdel, Catharina Stoltenberg, er i øvrigt datter af NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg.

Spisesedlen

Regeringen vil hente børn og mødre hjem fra Syrien. På et pressemøde tirsdag aften kunne justitsminister Nick Hækkerup (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og social- og ældreminister Astrid Krag (S) fortælle, at regeringen alligevel er klar til at hente alle børn med tilknytning til Danmark hjem fra fangelejrene i Syrien, foruden tre danske mødre. Ifølge Astrid Krag vil børnene blive mødt af en “massiv, bred indsats“ ved hjemkomsten.

Ny sommerhjælpepakke på plads. Et bredt flertal i Folketinget blev natten til onsdag enige om at afsætte 1,65 mia. kr. til en såkaldt sommer- og erhvervspakke, der bl.a. skal give en saltvandsindsprøjtning til turistindustrien og kulturlivet. Samtidig er det blevet aftalt, at de generelle coronahjælpepakker stopper 1. juli. Pakkerne vil blive erstattet af nye ordninger, der primært skal hjælpe udsatte virksomheder.

Nyt udrejsecenter skal placeres på Langeland. I en pressemeddelelse oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet, at Udrejsecenter Holmegaard forventes at være i fuld drift i andet kvartal af 2022. Centeret skal huse godt 130 mennesker, der enten er blevet udvisningsdømt eller er på tålt ophold i Danmark. Ifølge regeringen er Holmegaard blevet erhvervet for 13,5 mio. kr.

Spanien sætter soldater til at håndtere 8.000 migranter. Tropper blev tirsdag sendt mod den spanske enklave Ceuta nær det nordlige Marokko, hvor godt 8.000 migranter – herunder knap 2.000 mindreårige – er ankommet i løbet af de seneste døgn. Ifølge de spanske myndigheder er omkring 4.000 mennesker allerede blevet sendt tilbage mod Marokko.

Henrik Qvortrup ny chefredaktør på Ekstra Bladet. Qvortrup – der pt. er politisk redaktør på B.T. – indtager stillingen som ansvarshavende chefredaktør den 1. juli, alt imens nuværende chefredaktør Kristoffer Eriksen forlader avisen. Efter hendes barsel vil Pernille Holbøll i 2022 blive Ekstra Bladets ledende chefredaktør, oplyser JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

Et sidste ord

Er coronalempelserne gået for langt?

Hold tungen lige i munden – vi skal nok være tilbage på pletten i morgen.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12