19. januar 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Drop logningen, Nick Hækkerup!

Hvornår er overvågning berettiget? Det er den som udgangspunkt altid, hvis man ellers spørger vores “frihedselskende“ justitsminister Nick Hækkerup (S). Hvor meget overvågning bør vi acceptere? Jamen, så meget der skal til for at fange forbryderne – og til at fange os andre i et rum, hvor intet længere er privat. Selvom EU-Domstolen i 2014 […]

Kære læser

Værste i vente for DF’erne

Spaltningen synes uundgåelig. Dansk Folkeparti er på vej mod at blive kløvet i to: Søndagens dramatiske afstemning om, hvem der skal være Dansk Folkepartis nye formand, tegner således til kun at blive ouverturen til et endnu mere nådesløst opgør. Forude venter en forbitret fragmentering af det kriseramte parti, der selv opstod i ruinerne fra det […]

Det bedste vi har set

Se de vilde billeder

“Først og fremmest er det paradoksalt, hvordan kritikerne af filmskoleeleverne synes optagede af at forsvare den rebelske filmkunst og de oprørske instruktørers mulighed for at fortælle præcis de historier, de ønsker. Ligesom deres egen generations rebeller gjorde det fra 60’erne og frem. De efterlyser vildskab, men det skal være deres form for vildskab. De efterlyser provokation, men det skal være deres form for provokation. Midt i forargelsen er de helt blinde for, at det, de er vidne til, faktisk er et nyt ungdomsoprør.“ Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen leverer et veloplagt indspark til debatten om Den Danske Filmskole.

+ Filmskolestuderende Louis Francisco Charles Vernal på besøg i Deadline.

Styr på tiden

Ja ja, Wordle er da meget sjovt. Men hvad med et spil, hvor du ikke skal gætte ord, men datoer? Det findes heldigvis: Ud fra tilfældige Wikipedia-artikler skal du i “Wiki History Game“ placere bygninger, personer og begivenheder på en tidslinje. Det er noget mere vanedannede, end det lyder.

Dødt løb

”Vores have kunne ses af de sørgende, så hvert 20. minut, når de blanke, sorte biler rullede forbi, var vi nødt til at blive usynlige. Det blev aldrig sagt direkte til os, men vi voksede op med en forståelse af, at det på en måde var respektløst over for de sørgende, hvis vi blev set løbe rundt i haven, set have det sjovt, hvis vi virkede alt for… levende”. Forfatter Jo Browning Wroe fortæller i The Guardian, hvordan det var at vokse op med et krematorium i baghaven.

Spisesedlen

Tonga voldsomt ramt efter vulkanudbrud. Efter at have været afskåret fra al kommunikation siden vulkanudbruddet dækkede øriget Tonga i aske, kom den første melding fra regeringen tirsdag. Her fortalte de, at alle hjem på øen Mango og stort set alle på Fonoifua er blevet smadret, mens tre mennesker har mistet livet. Det diskuteres lige nu, hvordan de coronafri øer bedst muligt kan modtage udenlandsk nødhjælp, uden det resulterer i enorme smitteudbrud.

Psykologer kan ikke tilbyde flere unge gratis psykologhjælp. På finanslovsaftalen for 2021 valgte regeringen sammen med støttepartierne at indføre gratis psykologhjælp til unge. Nu, 19 dage inde i det nye år, melder flere psykologer, at de ikke kan tage flere patienter i år: “Der er desværre ikke afsat nok penge fra Christiansborg, og derfor bliver der nødt til at være et loft på, hvor mange psykologerne må behandle. Det tyder alt i alt på, at der er behov for flere penge,“ siger fungerende formand i Dansk Psykolog Forening, Dea Seidenfaden, til DR.

Trump-familien indkaldes som vidner i sag om mulig banksvindel. New Yorks justitsminister Letitia James har valgt at indkalde Donald Trump samt hans to børn Ivanka Trump og Donald Trump Jr. til at vidne under ed i efterforskningen af Trump Organizations økonomiske foretagender. James anklagede tirsdag familievirksomheden for gentagende gange at have vildledt banker i deres fremstilling af dens økonomiske kapacitet og for at have brugt “falske eller vildledende“ værdiansættelser.

Breivik afviser skyld i angrebet på Utøya. Den norske massemorder Anders Breivik nægtede tirsdag at bære ansvar for angrebet på Utøya, hvor han dræbte 77 mennesker. Det kom frem under en rutinemæssig retssag om prøveløsladelse. Her påstod Breivik at være blevet radikaliseret af en nynazistisk gruppe, som planlagde angrebet. Breivik selv fastholdt dog ‘nødvendigheden’ af angrebet, ligesom han valgte at heile under retsmødet. Der falder afgørelse i sagen torsdag.

USA vil have FN til at offentliggøre rapport om Xinjiang før OL. Det meddelte den amerikanske kongres tirsdag. USA har beskyldt Kina for systematisk forfølgelse og folkedrab på det muslimske uighur-mindretal i landets Xinjiang-provins. En offentliggørelse af rapporten, før det kinesiske vinter-OL går i gang til februar, vil “bekræfte det faktum, at intet land er uden for overvågning eller hævet over international lov“, siger de demokratiske senatorer Jeff Merkley og James McGovern.

+ Danmark valgte fredag at følge USA’s eksempel ved at varsle en diplomatisk boykot af vinter-OL i Kina. De danske atleter vil fortsat deltage i legene.

Et sidste ord

Hvis du bare tror på det, skal det nok lykkes.

Tag et koldt bad, og så ses vi i morgen.

 

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12